Mellem pirater og kanalkonger

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 3. december 2004.


Fra at have været serverrummets foretrukne ram-leverandør skal Kingstonprodukter nu sælges i det lokale supermarked. Kingston i Danmark er lig med landechef Lars Christensen, der i år forventer at omsætte for godt 160 millioner kroner.

Vi kunne nok have været tidligere ude, indrømmer landechef for hukommelsesproducenten Kingston, Lars Christensen. Det tidspunkt, som verdens største specialleverandør af ekstern hukommelse har misset, er den nærmest eksplosionsagtige vækst, der er sket i salget af flash-hukommelse. Et marked, der ikke mindst trækkes af den hastige udbredelse af digitale kameraer, mobiltelefoner og lommecomputere.
- Vi er ikke kendt for at være først ude med den nyeste teknologi, men i det her tilfælde kunne vi nok have været på markedet tidligere, siger Lars Christensen. Han er ene mand ansvarlig for Kingstons salg i Danmark, der i år forventes at overstige 160 millioner kroner.
Netop markedet for hukommelseschips har vist sig at være så interessant, at der flere gange har været overfald og røverier mod distributører og forhandlere af ram. Nogle gange har det været ægte overfald, og i andre tilfælde mistænker politiet forhandlerne selv for at stå bag røverierne. Der er dog endnu ikke faldet dom i nogen af sagerne, der ifølge politiet kan være meget svære at opklare.
Kriminelle alle steder
Men ifølge Lars Christensen er røverierne ikke noget, der bekymrer ham i hverdagen.
- Der er kriminelle alle steder. Vi mærker ikke problemer med at komme af med vores produkter. Vi er tilpas tunge til, at selv om vi mærker alt på markedet, så er det kun de store ting, der kan flytte resultatet, når måneden er gået, siger Lars Christensen.
I slutningen af sidste århundrede betød det, at nyheder om chip-fabrikker, der var brændt, kunne få priserne til at eksplodere på få dage. Men ifølge Lars Christensen er kapaciteten på markedet øget betydeligt, så de brændte fabrikker påvirker ikke længere priserne. Men det har ikke standset presset på ram-markedet helt.
- Det marked er noget af det mest følsomme, der findes. Der er både et stort spotmarked og et marked med kontraktproduktion til fast pris. Der er store kvalitetsforskelle på produkterne, men da alle produkterne i princippet kan bruges, betyder det, at markedet er meget turbulent, siger han.
Gråt marked
Ifølge Kingston-direktøren er hukommelseschip eller ram det samme som rede penge.
- Det er som Gillette barberblade. Det er det samme produkt, om du er i Kina eller i Kalundborg. Der står det samme på pakken, og der findes kunder, der ikke vil stille spørgsmål, når prisen er tilstrækkelig lav, siger Lars Christensen.
Når det gælder ram, har markedet i flere år arbejdet med en fast pris på ca. 50 dollars (ca. 280 kroner), men hvor antallet af MB er fordoblet cirka hvert halve til hele år. Det sætter yderligere fart i markedet, fordi levetiden er meget kort. Hvor produkterne på markedet i dag hovedsageligt er 128 MB og 256 MB, vil de til næste år være 512 MB og 1 GB, og ifølge Lars Chrsistensen snarere det sidste end det første.
Netop produkternes globale udbredelse betyder også, at der let opstår et gråt marked.
- Det kan være ulovlige produkter, men det er marginalt, og så kan varerne komme fra andre lande. Hvis producenterne ønsker at øge deres markedsandele i visse egne af verden, vil prisen i de områder blive sat ned, men blandt andet ved hjælp af internet vil de varer flyde hen til egne, hvor priserne er højere, siger Lars Christensen.
Droppede distributør
Markedet er ganske betydeligt. Ifølge de seneste tal fra Gartner Group har markedet for flash-hukommelse til forbrugerelektronik i 2004 en værdi på 4,3 milliarder dollars (ca. 25 milliarder kroner) og i 2008 vil markedet stige til 8 milliarder (ca. 46 milliarder kroner). I dag er gennemsnitsprisen 50 dollars for 177 MB, og i 2008 forventes man at kunne få 1,3 GB til samme pris.
Ligesom udviklingen inden for ram-markedet har væksten i Kingston også været betydelig. I gennemsnit er virksomheden vokset med 40 procent om året, og udviklingen har betydet, at Kingston droppede at satse på en enkelt distributør, blandt andet for at sikre, at varerne kom tilstrækkelig langt ud.
- Kanalkongernes tid er forbi. Der er ingen, der kan kræve at have eksklusivitet på et produkt længere. I starten var vi nødt til at satse på en enkelt distributør. Men vi trak også en streg i sandet på et tidspunkt, fordi vi ikke længere fik den vækst, som vi havde brug for. Vi ville ikke ende i et hjørne, hvor vi blev prissat for højt som et eksklusivt produkt, når vores strategi var lagt an på at være et massemarkedsprodukt, siger Lars Christensen.
Næste udfordring er netop taget op. Allerede i den kommende julehandel vil Kingston sælge flash-produkter til den almindelige danske forbruger.
- Vi ser flashmarkedet som det helt store vækstområde, og de kan godt kan tage sig i agt derude i detailhandlen. Det er en helt ny verden for Kingston, med alt hvad det indebærer af gode og dårlige sider. Gode sider, fordi brandet bliver kendt, og dårlige sider, fordi det er hulens svært at tjene penge, siger Lars Christensen.

Billedtekst:
- Hvis du ikke kan ramme julehandlen med en 128 MB USB-nøgle til 149 kroner, så er du væk, siger Kingstons danske landechef,
Lars Christensen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere