Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. december 2004.
TDC's dominans på det danske bredbånds-marked får næste år et alvorligt skud for boven, når Danske Telecom tænder for et WiMax-netværk, som kan levere lynhurtigt trådløst bredbånd til danskerne.
Så er der godt nyt til dem, som længes efter et trådløst alternativ til ADSL-bredbånd leveret over TDC's kobbernetværk. Teleselskabet Danske Telecom tester nemlig et WiMax-netværk, som leverer trådløst bredbånd, der er hurtigt nok til, at man både at kan gå på nettet, tale i telefon og se videoklip samtidig. Vel at mærke helt uden om TDC's netværk. Testen foregår på Østerbro i København, og indtil videre er testen gået så godt, at selskabets administrerende direktør, Peter Jerry Sørensen, forventer at kunne tilbyde danskerne lynhurtige trådløse bredbåndsforbindelser i begyndelsen af 2005.
- Vi regner med at dække udvalgte større og mindre danske byer med WiMax i løbet de næste to år, siger han
WiMax er egentligt ikke navnet på en teknologi, men en forkortelse for en alliance ved navn Worldwide Interoperability for Microwave Access. Standarden minder meget om trådløse lokalnet, også kaldet hotspots. Men modsat de trådløse lokalnet, som med almindelige antenner kun rækker omkring 90 meter, så er rækkevidden i WiMax op til 48 kilometer. Båndbredden kan nå op på 70 Mbit/s. Det betyder, at hver eneste sender kan forsyne flere hundrede virksomheder med kraftige bredbåndsforbindelser og en række privatkunder med opkoblinger med samme hastighed, som de mest udbredte ADSL-forbindelser har i dag.
- Vi regner med, at en WiMax-kunde skal betale mellem 200 og 500 kroner - alt afhængigt af de ønskede tjenester - om måneden, for at maile, surfe og telefonere trådløst på WiMax-netværket med hastigheder på mellem en og tre Mbit/s, siger Peter Jerry Sørensen.
Dermed kommer WiMax-bredbånd prismæssigt til at ligge på niveau med ADSL-forbindelser. Peter Jerry Sørensen er da heller ikke i tvivl om, at WiMax bliver en konkurrent til bredbåndsforbindelser over TDC's kobbernetværk, ADSL.
- Vi satser primært på at sælge produktet til private og offentlige virksomheder og kommuner, hvor vi har vores ekspertise. Men WiMax kan også blive en reel konkurrent til private ADSL-kunder, hvis vi får etableret et samarbejde med nogen, som er eksperter på det område, siger han.
De mulige samarbejdspartnere kunne være bredbåndsselskaber som Cybercity, Tele2 og Tiscali, som i dag lejer sig ind på TDC's kobbernetværk.
- Det lyder spændende. Jeg hilser ethvert alternativ til TDC's kobbernetværk velkommen, da det kan skabe større konkurrence på bredbåndsmarkedet, siger Niclas Palmstierna, administrerende direktør for Tele2.
Hos Cybercity oplyser udviklingsdirektør Jesper Hansen, at selskabet følger udviklingen inden for WiMax tæt, men at Cybercity i øjeblikket primært ser WiMax som et godt alternativ på erhvervsmarkedet.
WiMax-standarden blev godkendt i januar 2002. Siden har flere af verdens største it-selskaber, blandt andre Intel, Nokia, Alcatel og Fujitsu, tilsluttet sig WiMax-alliancen med det formål at certificere udstyr og sikre, at det kan arbejde sammen. Det er ikke tilfældet for det udstyr, som i dag bliver benyttet til at bygge trådløse bredbåndsnet i byer, og det er et af problemerne for FWA (Fixed Wireless Access), der trods ihærdige forsøg aldrig er blevet nogen succes til privatkunder. WiMax forsøger at kombinere FWA-teknologiens høje båndbredde med fleksibiliteten i WiFi. Peter Jerry Sørensen fremhæver, at kunderne vil kunne tage deres abonnement med sig fra hjembyen til andre områder, hvor selskabet har dækning, som man i dag kan koble sig på internettet med Wi-Fi-teknologi i hotspots. De vil altså ikke være afhængige af eksterne antenner.
Teleekspert Torben Rune fra Netplan ser også store muligheder i WiMax, men mener ikke, at den trådløse bredbåndsstandard bliver en alvorlig konkurrent på markedet for private bredbåndsforbindelser, da både WiMax og ADSL i løbet af ganske få år vil blive overhalet af superbredbånd på optiske fiberkabler.
Fiberen kan nemlig opnå overførselshastigheder, som hverken WiMax eller ADSL kan hamle op med. Han mener derimod, at WiMax kan blive en alvorlig konkurrent til de tredje generations mobilnetværk, som teleselskaberne i øjeblikket ruller ud.
- 3G er et hybridprodukt mellem data og tele, som ikke er faldet særligt heldigt ud. WiMax er derimod født som en mobil datateknologi og kan meget vel vise sig at blive svaret på offentlig bredbåndskommunikation i den mobile verden, siger han.
Det kræver dog, at de udstyrsproducenter, som har tilsluttet sig WiMax-alliancen får sendt så mange WiMax-produkter på markedet, at priserne falder, vurderer han. Den mulighed er ifølge Henrik Mygind fra netværksudstyrs-leverandøren Update langt fra usandsynlig.
- WiMax-alliancens medlemmer har forpligtet sig til at anvende WiMax-standarderne i de bærbare computere, chips, mobiltelefoner og lommecomputere, som de sender på markedet fremover, siger han.
Udsigten til bredbåndskonkurrence skræmmer ikke TDC, som også følger intenst med i WiMax-udviklingen.
- Det er en spændende standard, som vi selv overvejer at bruge som et supplement til de bredbåndsprodukter, ADSL og fiber, vi allerede er i luften med, siger Leif Nielsen, afdelingschef hos TDC.
Han afslører, at TDC har ansøgt IT- og Telestyrelsen om licenser i 3,5 GHz-båndet, som er nødvendige for at rulle WiMax ud i hele Danmark.
- Det betyder ikke, at vi har bestemt os for at rulle WiMax ud, men at vi sikrer os, at vi har muligheden for at gøre det, siger Leif Nielsen.
Han oplyser, at TDC overvejer at etablere WiMax-netværk i de tyndt befolkede områder i Danmark, hvor der er så langt fra TDC's centraler til de enkelte husstande, at det ikke kan lade sig gøre at levere ADSL.
- Vi har jo bestemt os for at kunne levere bredbånd til alle danskerne. I øjeblikket når vi ud til 95 procent og arbejder på at nå de 98 procent med den kendte teknik, og WiMax kan være et godt alternativ til at nærme os de 100 procent, siger han.
Danske Telecom har to landsdækkende og en række regionale licenser i 3,5 GHz-båndet, så Danske Telecom har sikret sig muligheden for at rulle WiMax ud over hele landet. Derudover sidder Sonofon på landsdækkende licenser, men ifølge Jon Hoffmann, teknisk direktør, har Sonofon ikke aktuelle planer om at gå i luften med WiMax herhjemme.
IT- og Telestyrelsen afholdt tidligere på året en auktion over en regional licens i København, som amerikanske Clearwire løb med for næsen af Danske Telecom med et bud på 1,6 millioner kroner. Personen bag Clearwire er den amerikanske mobilpioner Craig McCaw, som har meldt ud, at han vil rulle WiMax-netværk ud i hele USA og i Europa og tage kampen op mod de selskaber, som leverer bredbånd over kobbernetværk. Danske Telecom og Clearwire bød som de eneste på licensen. Anderledes stor interesse har der i den seneste tid været i Norge, hvor den norske pendant til IT- og Telestyrelsen, Post- og Teletilsynet, udbød 25 frekvenser i seks geografiske regioner. Der blev budt på alle frekvenserne og efter 44 auktionsrunder var der i alt blevet budt 37 millioner norske kroner for licenserne.
Billedtekst:
Om WiMAX
WiMAX med det tekniske navn 802.16a er en langtrækkende - op til 48 km - trådløs standard, som en kreds af it- og televirksomheder med Intel i spidsen kæmper for bliver en form for de facto-standard i fremtidens bærbare apparater.
Billedtekst:
Wimax på østerbro
Danske Telecom tester i øjeblikket et WiMax-netværk på Østerbro i København, der dækker en radius på 3,5 kilometer. Da Computerworld besøgte virksomheden, kørte testinstallationen ifølge IT- og Telestyrelsens internetskvalitetsguide med en hastighed på
3,8 Mbit/s.
Boks:
Vi har talt med:
• Torben Rune, adm.dir. Netplan
• Robert Neimas, kommunikationschef, TeliaSonera Danmark
• Peter Jerry Sørensen, adm.dir. Danske Telecom
• Leif Nielsen, afdelingschef TDC
• Reza Tadayoni, teleforsker, DTU
• Niclas Palmstierna, adm.dir. Tele 2
• Henrik Mygind, adm.dir. Upgrade
• Jesper Hansen, udviklingsdirektør Cybercity
Boks:
Microsoft har sagsøgt en række forhandlere, der sælger piratkopierede Microsoft-produkter efter gennem et år systematisk at have indsamlet beviser på svindel med de såkaldte autenticitetsmærker.
De sagsøgte forhandlere har ifølge Microsoft simpelthen pillet de ægte mærkater af andre produkter og sat dem på de piratkopierede udgaver.
96 procent af Microsofts produkter bliver solgt gennem partnere på verdensplan. Softwareindustrien anslår, at omtrent 36 procent af al software er piratkopieret.
sca/ls
Figur:
trådløse lokalnet
Med almindelige antenner er rækkevidden for trådløse lokalnet kun omkring 90 meter.
Figur:
wimax
WiMax sælges som den næste generation af trådløs netværksteknologi. Den har en rækkevidde på op til 48 kilometer.
Båndbredden kan nå op på 70 Mbit/s. Intel, Nokia og Fujitsu bakker op om teknologien.