Canon dropper teknikerne

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 8. oktober 2004.


Med kort varsel har Canon Danmark besluttet, at virksomhedens 150 teknikere fremover skal være ansat hos Canons franchise- forhandlere. Canon har dog endnu ikke en overtagelsesaftale med forhandlerne.

Som led i en generel markedstilpasning skal Canon Danmarks 150 teknikere fremover være ansat hos de særlige Canon franchise-partnere.
Initiativet har været kendt i længere tid, da det tidligere har været meldt ud, at den danske afdeling skulle ligne de europæiske mere. Alligevel kom meddelelsen om outsourcingen af teknikerne bag på de ansatte i Canon.
- Der var mange, der havde en skidt weekend, efter vi fik nyheden forrige fredag, siger tillidsmand Tage Knudsen.
Siden har teknikerne holdt møde med ledelsen, og tillidsmand Tage Knudsen er i dag mere optimistisk, når det gælder fremtiden.
- Der er altid nogle, der bliver nervøse, når der sker ændringer, men mit indtryk er, at der ikke bliver tale om fyringer, men måske nok, at der er nogle, der kommer til at dække et bredere område, end de gør i dag. Men Canon vil jo følge op på, om medarbejderne får de nødvendige certificeringer til at kunne servicere produkterne, siger han.
Op til forhandling
CTC Kopi Canon Business Center City i København er en af de forhandlere, der kan komme til at overtage Canons teknikere, og administrerende direktør og indehaver Jesper Modin er ikke afvisende over for de nye muligheder.
- Vi har kun fået samme orientering som medarbejderne i Canon, så vi ved ikke konkret, hvad det kommer til at betyde, men det er jo noget, som der forhandles om, siger Jesper Modin.
I dag bliver service faktureret til Canon Danmark, men med teknikerne ansat hos forhandlerne vil der blive lagt en øget omsætning over til forhandlerne.
- Det er klart, at vi kan se frem til øget omsætning, men det er jo ikke det samme som øget indtjening, siger Jesper Modin.
Canon Danmarks administrerende direktør Robert Westin bekræfter, at der endnu ikke er indgået aftaler med franchisepartnere om overtagelse af teknikere, men han afviser, at teknikernes stillinger er i fare.
- Vi har jo et antal aftaler og maskiner, der skal serviceres i Danmark, så teknikerne behøves. Der er, som jeg ser det, ingen risiko for, at teknikerne skal blive arbejdsløse, siger han.
Trestrenget kanalstrategi
Robert Westin forklarer beslutningen om at droppe et eget teknikerkorps med Canons udtalte strategi om øget vækst, hvilket kun kan lade sig gøre ved at placere mere forretning hos forhandlerne.
- I Danmark har forhandlerne ikke service. De sælger kun hardware, og jo mere, vi sælger løsninger og tjenester, jo mere må man også kontrollere det, vi kalder for eftermarkedet, for de aftaler, der indgås med kunderne, siger han.
Den nye struktur betyder en trestrenget kanalstruktur, hvor Canon Danmark vil stå for salget til de helt store kunder og eje mellem 45 og 60 procent af franchisebutikkerne i Danmark.
Canon overtog allerede i sidste måned den største jyske Xerox-forhandler, der fremover skal være Canon Business Center. Resten af franchise-butikkerne og det, som Canon kalder reseller-partnere, vil være selvstændige forretninger.
Robert Westin erkender, at den kommende struktur vil
betyde, at Canon-forhandlere kommer til at konkurrere med hinanden på visse markeder.
- Når det gælder de lavere produkter og specialiserede produkter som storformater og scannersystemer, vil forhandlerne komme til at konkurrere med hinanden på visse markeder. Dog kommer franchisepartnerne ikke til at konkurrere med hinanden, for franchisevirksomhederne har et koncept, siger han.
Robert Westin oplyser, at de endelige aftaler med franchisepartnerne og etablering af egne franchisebutikker vil blive gennemført i løbet af sommeren 2005.

Billedtekst:
- Vi har jo et antal aftaler og maskiner, der skal serviceres i Danmark, så teknikerne behøves. Der er, som jeg ser det, ingen risiko for, at teknikerne skal blive arbejdsløse, siger administrerende direktør i Canon Danmark Robert Westin.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere