Pda'erne skal kunne mere

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. oktober 2004.


Tema om professionelle pda'er: Markedet for pda'er er i forandring. Den nye generation af lommecomputere kan mere - først og fremmest kan de benytte både WiFi og GSM - og samtidig trænger pda'er fra privatmarkedet ind i industri og transport.

Markederne for pda'er til jakkelommen og til brug i industri og transport har hidtil været skarpt adskilt. Men nu flyder de sammen, og enhederne får mulighed for at gå på flere net.
Professionelle PDA'er
Her i efteråret kommer en stribe lommecomputere, der kan overføre data over såvel mobilnettene som over trådløse lokalnet. Lommecomputerne bliver dermed mere anvendelige, og samtidig er tendensen, at pda'erne trænger ind på det område, der tidligere blev dækket af producenter af specialenheder til brug i industrien eller i transportbranchen. Salgsmæssigt er pda'erne stadig under pres fra mobiltelefonerne.
Hewlett-Packard (HP) var med deres H6300-serie den første producent til at vise en egentlig lommecomputer med såvel GSM som WiFi og Bluetooth. Nokia annoncerede dog deres kommende GSM/WiFi-communicator allerede i foråret.
HP står også bag et pilotprojekt, der kører her i efteråret i butikscentret Bruuns Galleri i Århus. Meningen er at udvide anvendelsesområderne for pda'er.
Der er opbygget et positioneringssystem i centret på grundlag af signalerne fra brugerens pda, som opfanges af de 15 opkoblingspunkter, der foreløbig er taget i brug på en etage. Herefter kan brugeren stedbestemmes med en-tre meters nøjagtighed og kan vises vej til centrets butikker eller modtage tilbud inden for de områder, hvor brugeren ønsker det.
- Vi oplever allerede stor interesse for systemet fra turistindustrien, der vil kunne tilbyde guidede ture, hvor brugerne ikke, som når der benyttes bånd, skal følge en på forhånd fastlagt rute. Man kan også tænke sig, at et hospital kan benytte systemet til at lede en medarbejder hen til udstyr, der er akut behov for. Vi ønskede at vise, at det er muligt med den teknologi, vi har i dag, siger salgschef Laurits Bach Sørensen fra HP's danske netværksafdeling.

To markeder mødes
Symbol Technologies kommer så at sige fra den anden side af pda-markedet. De leverede oprindeligt enheder til brug i produktionen - som lagerarbejdere og chauffører benyttede til at registrere varer med.
- Tidligere var der et pda-marked og et marked for håndterminaler til lager og logistik, og de havde ingen berøringsflader. Nu har udbredelsen af lommecomputerne på det brede forbrugermarked ført dem ud i nye sammenhænge. Virksomhederne vil gerne have stadig mere robuste enheder til deres medarbejdere, men de vil ikke betale de 16.000 kroner, som en professionel håndterminal kunne komme op på, siger Senior AccountManager Ole Mygind fra Symbol Technologies.
I en del tilfælde bliver it-afdelingen nærmest kuppet: Medarbejderne er selv begyndt at anskaffe sig enhederne, og pludselig opdager it-afdelingen, at der er ukendte enheder på netværket, som de ikke har kontrol med, og som de har svært ved at supportere. Det rejser et behov for management-applikationer, der kan gøre situationen håndterbar for it-afdelingen. Disse systemer skal også kunne regulere brugen af de stadig flere enheder, der kan benytte såvel mobilnettene som trådløse lokalnet, så de for eksempel altid bruger det billigste net.
Men begynder virksomheden at benytte denne type enheder for alvor, vil de ifølge Ole Mygind før eller senere begynde at stille krav til dem.
- Baserer man sin virksomhed på håndholdte enheder, stiller det udvidede krav til batterilevetid, robusthed og sikkerhed, og de må for eksempel ikke miste data, hvis de løber tør for strøm, siger han.
Serviceteknikere og kørende sælgere er nogle af de grupper, der ifølge Ole Mygind er begyndt at benytte håndholdte enheder, og i øjeblikket tager sundhedssektoren dem til sig i en grad, der har fået Symbol Technologies til at udvikle særlige enheder til sundhedssektoren.

Under pres
Der er ikke enighed om, hvordan det er gået med salget af pda'er i andet kvartal i år, som er den seneste periode, der findes tal fra. Analysebureauet Gartner er nået frem til, at der blev solgt 2,75 millioner pda'er, hvilket de beregner til at være en fremgang på tolv procent i forhold til samme periode året før. Holder det stik, er det en vækst der kommer efter ti kvartaler med tilbagegang.
Derimod har det konkurrerende analysebureau IDC opgjort salget til 2,20 millioner, hvilket er en svag tilbagegang i forhold til sidste år. Forskellen kan komme af, at Gartner regner Blackberry-enhederne, der har tastatur og er udviklet med særlig henblik på e-post, med til pda-familien.
Det svage pda-marked fik i sommer Sony til at holde op med at tilbyde disse enheder - bortset fra på hjemmemarkedet i Japan.

Billedtekst:
I Butikscentret Bruuns Galleri i Århus kører HP et forsøg med nye anvendelsesmuligheder for lommecomputere. For eksempel kan kunder få rutebeskrivelser til parkeringspladsen eller oplysninger om aktuelle tilbud. Oplysningerne modtages trådløst fra 15 opkoblingspunkter.

Billedtekst:
Symbol Technologies er et af de selskaber, der producerer håndterminaler til industrielt brug.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere