Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. september 2004.
Tony Franke vil være tæt på de politiske beslutninger. Det er han også - nu på
tiende år, som direktør for 6.000 it-chefers interesseorganisation, Dansk IT.
PORTRÆT
- Jeg er embedsmand. Min fornemste opgave at positionere den til enhver tid siddende formand på tværs af nye medlemmer og bestyrelser. Han skal deltage i politiske diskussioner om it. Lidt strengt kan man sige, at jeg på foreningens vegne skal få ham til at arbejde så meget som muligt. Dansk IT's primære opgave er at gøre en forskel i samfundsudviklingen. Jeg ved, det er en floskel, men det giver min position i en vis udstrækning mulighed for at gøre, siger Tony Franke.
Han er lige rundet de fyrre, men har trukket i trådene som direktør for Dansk IT, siden han som 31-årig kom til interesseorganisationen i 1995.
Han peger på, at især pc-kørekortet har været en markant succes, eftersom flere end en halv million danskere har stiftet bekendtskab med det initiativ, Dansk IT tog i midten af halvfemserne, da internettet begyndte at blive en faktor.
Klæbehjerne
Tony Franke fortæller levende og med klæbehjernens sans for detaljens vigtighed om sin barndom i Sønderjylland. Om en slagterbutik i slægten, der kan fejre 400-års jubilæum i 2012. Og om bedsteforældrenes hjem med valgplakaterne fra 1920, der skulle afgøre Sønderjyllands fremtid som enten dansk eller tysk.
- Det er vist de eneste danskere i historien, der har fået lov at vælge, om de vil være danskere. Tænk på tiden efter valget. Næsten halvdelen af indbyggerne i Sønderborg havde stemt for tysk tilhørsforhold. Mange havde mistet en far eller en søn på tysk side i 1. Verdenskrig, så man kan forestille sig nabokonflikterne. Jeg tror, sønderjyder er meget bevidste om at være danske, samtidig med, de har et internationalt udsyn. Vi har altid levet tæt på og tæt sammen med tyskerne, siger han.
Fra vinduet i hans kontor på St. Kongensgade i København kan han betragte det imponerende tag på Marmorkirken.
- Ørestaden er det største byggeri i København, siden man byggede Frederiksstaden. Kirken der har man så været 150 år om at bygge. Jeg holder meget af byen her, siger han.
Men selv om hans hoved er i København, er rødderne i Sønderjylland dybe. Hans familie bor der stadig, hans kone er sønderjysk og hvert år sejler han med sin far og onkel sin 32-fod sejlbåd til Als og tager på togt til Flensborg med sin kone.
Båden ejer han i øvrigt sammen med Allan Fischer-Madsen, formanden for Rådet for IT-sikkerhed, og Tony Franke er optaget af både tovværk og netværk.
- Vi skal fremme networking, og vi skal huske, at vores 6.000 medlemmer er enkeltpersoner, ikke virksomheder. Vi skal anlægge en brugervinkel, og vi er ikke en forening, hvor medlemmernes antal er det politisk afgørende. Man taler med os på Christiansborg, fordi vi ved, hvad vi taler om, siger han.
Dansk til barnet
I Tony Frankes barndomshjem i Sønderborg talte hans sønderjyske forældre rigsdansk til ham. Ellers kommer han bare til at tale dialekt, og det vil gøre det besværligt for ham senere hen i livet, var tanken. Noget tyder på, forældrene havde ret.
For selv om Tony Franke på kommando mestrer det sønderjyske, så man skal være indfødt for at forstå, hvad han siger, er besværlig ikke et ord, man med rimelighed kan sætte på hverken hans person eller karrierevej.
Imødekommende og velformuleret er ord, der passer langt bedre. Og besværlig har heller ikke hans karrierevej været: Tony Franke har fået de job, han har peget på, og har taget alle de uddannelser, som har interesseret ham.
Efter matematisk studentereksamen - han kunne ligeså godt have valgt den sproglige linie - besluttede han at søge ind som shippingmand hos A.P. Møller. Der var 2.500 ansøgere, 30 blev antaget og Franke var en af dem. Han blev udlært, læste HD, og var hos A.P. Møller i godt fem år. Med en udstationering i Geneve i bagagen, søgte han stillingen som direktionssekretær i Foreningen af Statsautoriserede Revisorer. Han ville tættere på de politiske beslutninger. Også det job fik han i et tætpakket ansøgerfelt. Da muligheden for at blive direktør i Dansk IT (dengang Dansk Dataforening) opstod i 1995, slog han til, fik jobbet - efter også at have taget en kandidatgrad i jura.
- Jeg var faktisk også forbi reklamebranchen. Men jeg kunne se, at den sagtens kunne undvære mig, og jeg den, smiler han.
Hårde tacklinger
Tony Franke og hans kone har bevidst ventet med at få børn, mens de har dyrket uddannelse og karriere. I dag har de to drenge på tre og næsten seks. Hele familien cykler ture i weekenden på stierne omkring Vedbæk, hvor den bor. Det er her, han lader op.
Hver søndag morgen står der oldboys-fodbold på programmet på Vedbæk Stadion. Her samles en flok 35-50-årige og udlever drengedrømmene om hårde tacklinger og geniale taktiske oplæg.
- Det samvær betyder meget. Vi spiller hensynsfuldt over for hinanden, men det er nogle hårde oldboys. Sidste år lykkedes det os faktisk at spille hele sæsonen udendørs, siger han.
Det kan også være sådan nogle steder, han møder mennesker, man kan lære noget af.
- Vi savner de gale sjæle i dansk erhvervsliv. Folk, der tør gøre ting, fordi ingen har fortalt dem, at det ikke kan lade sig gøre. Vi, der har gået meget i skole, kan ikke altid bruge hinanden til så meget. Når en stor virksomhed som IBM på ti år fra midten af firserne går fra at være et af verdens største ikoner - nærmest - til at have problemer, så er det jo ikke fordi, de mangler MBA'ere, siger han.
Sidste skud på stammen over Tony Frankes meritter er embedet som bestyrelsesformand i barnets børnehave.
- Her oplever jeg, hvordan digital forvaltning møder borgerne. Og hvordan pædagogik møder økonomi. Det er meget lærerigt.
Billedtekst: - Vi savner de gale sjæle i dansk erhvervsliv. Folk, der tør gøre ting, fordi ingen har fortalt dem, at det ikke kan lade sig gøre, siger Tony Franke, direktør for interesseorganisationen Dansk IT . Foto: Torben Klint
