Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. maj 2004.
To undersøgelser af sikkerhedspolitik kommer til hvert sit resultat.
Den gode nyhed er, at hele 90 procent af alle de store i den private og den offentlige sektor har en politik for it-sikkerheden. Den dårlige nyhed er, at tallet måske er alt for højt. I hvert fald kommer to undersøgelser på området til vidt forskellige resultater.
I midten af 2003 viste undersøgelsen "IT i praksis", at sikkerhedspolitikken var på plads hos 92 procent af de adspurgte inden for den offentlige sektor.
Undersøgelsen, som konsulenthuset Rambøll Management stod bag, viste også, at den offentlige sektor fører i forhold til den private sektor, hvor 88 procent har en officiel sikkerhedspolitik.
Arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri er kommet til et noget andet resultat. Her har man udelukkende set på den private sektor, og undersøgelsen konkluderer, at kun 58 procent af virksomhederne har en it-sikkerhedspolitik.
Dansk Industri spurgte 837 medlemsvirksomheder, og de 309 svarede. Rambøll Managements undersøgelse spurgte 558 af de største private og offentlige virksomheder, og 299 virksomheder med i alt knapt 900.000 ansatte svarede. Heraf var de 178 private virksomheder.
At flere i Rambøll-undersøgelsen har en sikkerhedspolitik end i DI-gruppen kan imidlertid hænge sammen med, at der netop blev fokuseret på de største. I sikkerhedskredse siges, at de største også er de første til at få indført it-sikkerhedspolitik.