Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. maj 2004.
Helge Sander vil fremme uddannelse over nettet i små og mellemstore virksomheder.
E-læring
Videnskabsminister Helge Sander (V) har afsat 10 millioner kroner til 13 e-læringsprojekter, der især skal fremme brugen af uddannelse over internet i små og mellemstore virksomheder samt i den offentlige sektor.
De 13 projekter, der skal fungere som demonstrationsmateriale for andre virksomheder og institutioner, henvender sig til vidt forskellige målgrupper, herunder mellemledere i små virksomheder, socialpædagoger, sognepræster og tosprogede medarbejdere i virksomheder.
Målet med at skyde skattekroner i projekterne er at højne brugen af internet i forbindelse med uddannelse. Det gør kun hver ottende virksomhed i dag.
- E-læring skal bruges til at gøre Danmark højteknologisk. Man skal kunne bruge e-læring, uanset hvilket type arbejdsplads man befinder sig på, siger videnskabsministeren.
Uddanner indkøbere
Et af projekterne går ud på at uddanne indkøbere inden for det offentlige i at købe ind på den kommende udvidede udgave af den offentlige indkøbsportal på Gatetrade-platformen, som går under navnet Doipei. Den indeholder ud over indkøbsplatformen et decideret indkøbssystem.
E-læringsprojektet skal derfor først og fremmest give konkrete instrukser i brugen af Doipei, og Gatetrade forventer, at de første undervisningsmoduler bliver klar i løbet af de næste måneder - i samråd med de offentlige institutioner, der allerede nu begynder at koble sig på den nyeste version af indkøbsportalen.