Headhunting på hovedet

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. maj 2004.


Hvorfor sidde og vente på, at det rigtige job dukker op, når man nu har de rigtige kandidater?

Headhunteren Benny Guld har vendt sit hovedjægerfirma på hovedet. Hvor en headhunter normalt lader bøssen med en ledig stilling, og går på jagt efter den rigtige kandidat til jobbet, har Guld ladt kanonen med hele indholdet af sin 2.500-personer store kandidatbase inden for it- og telesektoren. Det er topkandidater, siger han, og nu skal de rigtige stillinger bare fanges i sigtekornet, og kandidaterne skydes på plads.
- Det generede mig, at vi havde opbygget en kæmpe investering i en base af kandidater, der aldrig kommer i spil. Hvorfor ikke vende tingene om, og prøve at sætte sig i kandidaternes sted? Jeg skal ikke have dem i arbejde eller til at skifte job for enhver pris. Min ambition er at skaffe dem deres drømmejob, siger Benny Guld.

De bedste på alle poster
Kandidaterne i basen er identificeret gennem ti år, og stammer fra headhunterfirmaet GlobeSearch, hvor han indtil for nylig var partner. Nu går Guld sine egne veje med sit nye firma, CareerSearch, i Hellerup.
Konceptet er ukendt i Danmark, siger Guld. Der findes noget, der ligner i England, men det er henvendt udelukkende til top-stillinger. Det er netop ideen med CareerSearch, at også produktchefer, teknikere og salgsfolk kan headhuntes.
- De typer er normalt ikke så synlige. Samtidig er et traditionel search-forløb dyrt. Derfor vælger mange virksomheder kun at bruge et headhunterfirma, når de allertungeste poster skal besættes. Men efter min opfattelse er det vigtigt at have de bedste folk på alle poster, siger Benny Guld.
CareerSearch beregner sig et honorar på 15 procent af den første årsløn, hvis en kandidat og en virksomhed skriver kontrakt. Det er omkring det halve af, hvad et traditionelt headhunterfirma skal have.

Drop familieadvokaten
Guld-konceptet kommer til at indeholde en række faciliteter, som de 2.500 udvalgte får mulighed for at benytte sig af: VL-grupper, karrierekonferencer, vejledning i pensionsbestemmelser og ikke mindst juridisk bistand.
- Mange tager deres kontrakt med til familieadvokaten, når de skal have nyt job. Med al respekt, så ved sådan en advokat meget lidt om ansættelseskontrakter. Derfor skal de have hjælp af vores jurister, der er vant til det arbejde, siger Benny Guld.
En mentor-ordning står også programmet, og der er positive tilbagemeldinger fra de ledere, som er blevet spurgt, om de vil være mentorer for Guld-kandidaterne.
- Dem, jeg spørger, siger ja. Det er egentlig lidt overraskende, for det er ulønnet arbejde. Jeg tror, de tænker, som jeg gjorde, dengang jeg blev administrerende direktør (i Oracle, red.) som 32-årig: Jeg kunne godt have brugt en at sparre med dengang, siger Benny Guld.

Forskel på bedste og næstbedste
Det er nærliggende at stille spørgsmålet: Har virksomhederne overhovedet brug for hjælp til rekruttering i lyset af, at der de sidste par år er kommet flere og flere kompetente ansøgere til stillingerne?
- Det er stor forskel på den bedste og den næstbedste, er svaret fra Benny Guld:
- De bedste kan få noget godt ud af selv et middelmådigt produkt. Chancen for, at en virksomhed, der annoncerer bredt, får fat i en topkandidat, er meget lille. Virksomhederne siger tit, at de får 200 ansøgere til en opslået stilling. Og hvad så? Hvordan kan de være sikre på, at lige præcis den person, der vil være bedst til jobbet, overhovedet læser deres stillingsannonce - endsige søger stillingen. De risikerer at sortere den bedste kandidat fra allerede inden, de indkalder til samtale. Det er en skrøne, at jo flere der er om buddet, jo lettere er det at finde den rigtige.

Billedtekst:
Slut med at vente på de ledige stillinger. Benny Guld har været i headhunterbranchen siden 1995, hvor han købte sig ind som partner i GlobeSearch. Nu er han blevet selvstændig og har startet CareerSearch, hvor kandidatbasen fra hans gamle arbejdsplads skal bringes i spil. Foto: Torben Klint




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere