Computer med et objektiv

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. maj 2004.


Det nyeste kamera fra HP er mere end almindeligt kvikt, for HP har fyldt det om med computerkraft. HP Photosmart R707 har indbygget billedbehandlling i realtid, og det giver nemme og gode billeder.

Noget tyder på, at HP's topchef Carly Fiorina endelig har været på ferie - og naturligvis har hun haft et HP-kamera med sammen med sin HP bærbare computer, lommecomputer, iPod og transportable printer.
Nu er der ingen, som påstår, at topchefer er mesterfotografer. Alt tyder på, at de lige på dette område er lige så elendige som resten af os. Derfor har vi en teori om, at Carly Fiorina har lagt vejen forbi HP's kameraafdeling på vejen hjem fra ferie, smækket feriebillederne på bordet og sagt: "Drenge - det kan vi gøre bedre!".

Intelligent computerkamera
Og det har virket. Fra at producere udmærkede, men ikke specielt bemærkelsesværdige kameraer, der var Pentax-kloner med HP-indmad, har HP fyldt det nyeste R707 med al den billedintelligens, som man har kunnet klemme ned i et lille kamera med en vægt på 208 gram. Der er tre gange optisk zoom, og billederne lander på en fem megapixel billedsensor.
Det er ikke specielt usædvanligt i dagens flok af digitalkameraer. De har alle også en indbygget kameracomputer, der klarer belysning, hvidbalance og skarphedsindstilling. HP's kameracomputer er bare noget mere avanceret end konkurrenternes.
Den kan nemlig klare realtidsbilledbehandling. HP kalder teknologien Real Life Technologies, hvilket går ud på, at kameraet ændrer på blandt andet kontrastforløbet under eksponeringen.
Det betyder, at det typiske feriebillede, hvor et familiemedlem står opstillet foran et-eller-andet i modlys, kan reddes. Normalt bliver vedkommende nemlig til en sort skygge i forgrunden.
Den omvendte situation, hvor man lige snupper et billede af moster Oda på restauranten "I Pesci Marci", og hun ligner en person pudret i fiskemel, fordi hun er for tæt på flashen, mens onkel Kaj i baggrunden er velbelyst, kan også klares. Og mens billedet tages, fjerner kameraet også lige billedstøj og komprimeringsdefekter.
Dertil kan det gemme i en JPEG-komprimering, som HP hævder svarer i kvalitet til ukomprimerede TIFF-filer. Kameraet kan også fjerne "røde øjne" på flashbilleder, efter de er taget - og det er helt nyt for et digitalkamera.

Og det holder
Vi testede alle HP's påstande ved hjælp af en overaktiv toårig fotomodel og en lavthængende forårssol.
Resultatet var imponerende godt. Dog tager kameraet sig god tid til at tænke sig om, når billedet skal tages, og kræver tilvænning ved actionbilleder. En direkte sammenligning med et Canon A60-digitalkamera gav Canon en hastighedsfordel, men HP en billedfordel.

Alle tiders dockingstation
Og mens vi er ved det imponerende, er HP's dockingstation tæt på genial. Den kan naturligvis tilsluttes en pc, men den kan også tilsluttes en printer og et tv. Dermed kan man lige kigge på feriebillederne i sofaen, men billederne kan også skrives ud uden brug af en pc. Det er helt rigtigt tænkt af HP, der virkelig udfordrer Canon og Nikon i den lave ende af markedet, hvor computere opfattes som et komplicerende element.
Alt i alt er HP Photosmart R707 et højteknologisk kamera, der hjælper alle os almindelige fotografer - og det er en god ting; så bare brok dig noget mere Carly!

Billedtekst:
Photosmart R707 fra HP er imponerende godt. Dog tager kameraet sig god tid til at tænke sig om, når billedet skal tages, og kræver tilvænning ved actionbilleder.

Boks:
HP Photosmart R707
Pris: 2.995 kroner inklusive moms. Dockingstation er ekstraudstyr.
Flere oplysninger: www.hp.dk
Karakter: 4 ud af 5




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere