Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. marts 2004.
Hvis du med en spade hakker hovedet af en sagesløs familiefar i hans eget hjem, mens hans kone og børn skriger fortvivlet ude i køkkenet, er der risiko for, at du tager skade af det. Også selv om du er fyldt 18 år.
INTERVIEW
I denne uge dristede spilforsker Hans Henrik Knoop sig til at besvare en række indlæg på Computerworld Onlines debatside, der gik under overskriften: Er du også træt af Hans Henrik Knoop? Online-debattørerne var trætte af spilforskeren og hans evindeligt løftede pegefinger om, hvorvidt det er en god ide at bruge det semi-voldelige strategispil Counter-Strike i undervisningen af folkeskoleelever.
Hans Henrik Knoop lærte hurtigt, at online-debat også kan være en slags voldeligt first-person-shooter-spil. I hvert fald skød online-debattørerne ivrigt hans synspunkter ned og mente, at han skulle lade være med at udtale sig om noget, han ikke har forstand på.
Men de tager fejl. Hans Henrik Knoop har forstand på computerspil og ikke mindst de mulige og sandsynlige effekter af især de ekstremt voldelige af slagsen. Counter-Strike hører ikke til blandt de værste, erkender han, men der findes spil på markedet, som går langt over grænsen, og som det bør overvejes at skride ind over for.
- Det er bare så forbandet svært med forbud. Men nogle spil er så psykopatiske, at det er svært at se
pointen i at have dem på markedet, siger Hans Henrik Knoop.
Perfekt bøddeltræning
Et af spillene, der er faldet spilforskeren, psykologen og lektoren ved Danmarks Pædagogiske Universitet tungt for brystet, er det amerikanske Postal II. Det er inspireret af virkelige begivenheder, hvor postansatte i USA gik bersærk og myrdede kolleger på grund af dårlige arbejdsforhold.
Udtrykket "going postal" er nu indlemmet i amerikansk slang om et menneske, som går amok. I spillet kan du vælge at bide irritationen over dine medmennesker i dig. Eller gøre som de, der køber spillet, formentlig vælger: Smadre civile, for eksempel med en spade eller ved at hælde benzin på unge piger, sætte ild til dem og urinere på dem, mens de brænder. Så brænder de længere.
- Hvis man skal træne nogle til at være bøddel, vil et sådant spil være velegnet. Den slags spil er med til at gøre samfundet mere råt. Og er med til - ubevidst - at ændre vores moralopfattelse, hvis ikke vi forholder os aktivt til det. Selvom mange sikkert tænker, at man omgående burde censurere det, er det meget vanskeligt, siger Hans Henrik Knoop og fortsætter:
Tag eksemplet med den meget omtalte SexStarz-cd: Skal urinsex være obligatorisk stof i skolen? Næppe, men der gik ikke mange timer, før mange havde downloadet cd'en, og så sad de unge med det selv. Det er en meget stor opgave, vi som samfund står over for, når det er så svært at regulere. Forældre og pædagoger er nødt til at vise moral og snakke med børnene om, hvad der er godt og skidt. Uden normer visner kulturen, siger han.
Man risikerer at udvikle et mørkere syn på verden, hvis man opholder sig meget i et mørkt og voldeligt spilunivers, mener han.
- Man kan blive mere ufølsom over for andres lidelse, fordi man vænnes til at påføre andre skade uden at tage moralsk anstød af det. Og man risikerer at få brug for mere og mere voldelighed, fordi det ellers bliver kedeligt.
De fleste spillere synes ikke selv, at de bliver påvirket negativt, og de kan have ret, påpeger Knoop:
- Der er stor forskel på, hvordan forskellige spillere påvirkes. Men forskningen har endnu ikke kunnet identificere grupper af forsøgspersoner, som har været vedvarende immune over for effekter af voldelige computerspil.
Perverteret leg
Børn har brug for at lege og komme af med deres aggressioner. Men de skal kanaliseres ud på en måde, så andre ikke kommer til skade. Det kan ske gennem vilde lege, digte,
heavy metal, computerspil, sport og alt mulig andet. I traditionelle vilde lege som cowboys og indianere skydes fjenden typisk med en finger - bang, du er død. Alle deltagere accepterer, at en er blevet skudt.
- Det er åbenlyst leg og ikke virkelighed. Sådan kan det også være med computerspil. Men her er miljøerne efterhånden så realistiske, at det legeprægede går af dem, og det mere ligner træning til virkelige begivenheder. Der er rigtige byer og hjem med hverdagsagtige ting, som spader og køkkenknive, der pludselig bruges til drab. Vi kan konstatere, at der er en glidende overgang fra den sunde leg til den perverterede. Vi bør tænke over, hvad det er, vi træner, siger Hans Henrik Knoop.
Stor nydelse, lille indsats
Spilfirmaerne har bestemt et ansvar, mener han.
- Producenterne tjener milliarder på voldelige spil og bør gøre mere ud af at oplyse om de risici, der er forbundet med det voldelige indhold og på det seneste også med afhængighed. De kunne ligesom sprit- og tobaksindustrien donere midler til at hjælpe spillere, der er kommet i knibe på grund af misbrug.
Hans Henrik Knoop er 44 år og har en datter på 12 og en søn på 17 år med sin kone, som er læge og kræftforsker.
- Hvordan kan du vide, hvad du snakker om, når du aldrig har spillet Manhunt (et ekstremt voldeligt computerspil, red.), spørger min søn. Så siger jeg for eksempel: Mor har heldigvis aldrig haft kræft, men derfor kan hun alligevel godt hjælpe folk, der har det. Jeg behøver ikke spille alle spillene for at forske i effekterne af deres påvirkning.
Havde Hans Henrik Knoop kendt effekterne af voldelige computerspil, dengang hans søn var yngre, var der spil, han ikke havde fået lov at spille, siger spilforskeren.
- Børn lærer meget hurtigere end voksne og er dermed både mere påvirkelige og mere tilpasningsdygtige. Vi ved, at stærke følelser styrker indlæringen, og at vi husker ting bedre, når de læres under nydelsesfulde omstændigheder. Når man spiller computerspil, oplever man ofte stor nydelse, og der er ingen tvivl om, at man lærer en masse, mens man spiller. Derfor er det så vigtigt at tænke over, hvad det er, man ønsker at lære.
Billedtekst: - Jeg oplever af og til at være som et laboratorium, når jeg selv spiller. Når jeg spiller, stiller jeg indimellem meget skarpt på mine egne reaktioner for at sammenligne dem med det, andre spillere fortæller om, siger psykolog og lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet spilforsker Hans Henrik Knoop. Foto: Heidi Lundsgaard
