Mr. IDG går fra borde

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. februar 2004.


En æra slutter, når Preben Engell forlader chefkontoret i IDG. Han har i mere end 20 år personificeret
mediehuset med sin entreprenante, følsomme, visionære og til tider
fandenivoldske ledelse. Men
pensionist bliver han ikke, og han har allerede lejet et lille kontor i
forskerparken Symbion.

PORTRÆT
Efter 22 år i centrum for den danske it-branches vigtigste informationskanal, lukker IDG's administrerende direktør Preben Engell 1. marts døren bag sig for sidste gang. Det er ikke bare en direktør, der går på pension. Det er en æra, der slutter.
IDG og Computerworld er hans person - på godt og ondt, siger han selv. Han har i årevis ikke forspildt en chance til at profilere sine medier for en dansk it-branche, som har måttet overgive sig og erkende, at Engells IDG var og måtte være den primære kilde til viden om udviklingen i informationsteknologien.
Branchefolket giver samstemmende Preben Engell hans del af æren for, at det danske it-erhverv har haft et fælles forum at gebærde sig i. Både i form af aviser, magasiner og online, men også på konferencer, messer og kurser.
Ideerne har siddet løst, og intet initiativ har ligget uprøvet hen. En lind strøm af nye magasiner og tillæg har set dagens lys. Mange er lige så hurtigt lagt i graven igen. Men Preben Engells otium bliver aldrig gennemsyret af ærgrelser over forspildte muligheder.
- Jeg er et konkurrencemenneske, men jeg går kun efter guldet. Jeg fortryder intet. Fortrydelse er et ord, man ikke kan bruge til noget som leder. Du kan ikke drive virksomhed oven på en redningskrans, siger han.
Beslutninger træffer han hurtigt og alene.
- Jeg kan godt lytte til andre, men jeg er meget utålmodig. Entreprenørånden har jeg i venerne.
Det vil alle, som har haft noget at gøre med Preben Engell, vide er sandt. Og alle kan huske det, hvis de har mødt den karismatiske og gestikulerende mand, som med en umiskendelig bornholmsk tone taler overbevisende, meget og længe.

Nægtede at forlade skuden
Det første Computerworld kom i september 1981. Dengang var der ikke mange, der kunne se fornuften i at starte en avis i Danmark, der udelukkende skrev om edb. Avisen fik en hård start og var allerede i krise året efter, da Preben Engell overtog roret. To år senere var der sorte tal på bundlinien, og sådan var det, indtil dotcom-boblen brast lige efter årtusindskiftet.
Den efterfølgende globale økonomiske krise i it-branchen gav et alvorligt hak i hans karriere, der ellers var præget af 20 års uafbrudt fremgang. Preben Engell er et emotionelt menneske, og det sled på ham at skære dybt i rækkerne af ansatte, hvoraf han havde kendt nogle i årevis.
Det alarmerende underskud i 2002 fik den amerikanske IDG-ledelse til at bede Preben Engell trække sig. Han nægtede simpelthen. Det lykkedes ham at forhandle sig til to år mere på posten. Han kunne ikke slippe sit livsværk i dets mørkeste timer.
- Jeg ville ikke efterlade en virksomhed med slagside. Det har været helt centralt for mig at aflevere IDG Danmark i god stand, siger han.
IDG havde i sidste finansår vendt det over 30 millioner kroner store underskud i 2002 til et mindre på godt syv millioner. I år forventer man at nå break even.

Den digitale leder
Preben Engell afviser at bedømme sin egen betydning for it-branchens udvikling i Danmark. Det må andre om, siger han.
- Jeg opfatter ikke mig selv som særlig betydningsfuld. IDG ville ikke have haft den position, vi har i dag, uden vores medarbejdere. Hvis jeg har ydet et bidrag til det, er jeg tilfreds.
Hans ledelsesstil har alle dage været delegerende. Når ballonerne var pustet op i chefkontoret og sendt afsted, overtog medarbejderne det fulde ansvar.
- Jeg tror ikke, jeg har været en god administrerende direktør. Jeg opfatter mig selv som en digital leder, der uddelegerer alt. Men jeg vil gerne kende detaljerne, siger han.
Den afgående IDG-chef er blandt sine medarbejdere kendt for ledelsesstilen management by walking around. Preben Engell har altid vandret rundt blandt alle de ansatte, sludret om løst og fast eller tegnet mægtige visioner med sine ord og hænder. Rødvin til årsjubilarerne har sendt ham rundt til samtlige skriveborde i organisationen. Den slags skal overleveres personligt af direktøren, er hans holdning.
Preben Engells enorme energi imponerer alle. Hvor henter den 63-årige direktør sine ressourcer?
- De kommer fra min kone, siger han uden tøven:
- Birthe har altid været min største støtte. Hun er en naturlig del af firmaet og kender IDG'ere overalt i verden. Vi har heldigvis ofte haft mulighed for at rejse sammen. Især under den værste krise i firmaet var hun uundværlig for mig. Men det er ufatteligt, at hun har kunnet holde mig ud i alle de år. Og det må du gerne skrive.
Når Preben Engell næste fredag holder sin afskedsreception er det ikke den stille pensionisttilværelse i uldne tøfler eller golfsko, der venter. Og selv om han er vokset op på landet og i dag ejer et fritidslandbrug og en Ferguson-traktor fra 1954, er det ikke her, man skal forvente at finde Mr. IDG foreløbig. Han har allerede sikret sig et lille kontor i forskerparken Symbion, hvorfra han vil bruge sin erfaring til at rådgive startervirksomheder inden for it- og biotek.
- Jeg ved godt, mange tror, at jeg vil sætte mig i en række bestyrelser. Det vil jeg måske også, men det, jeg foretager mig, skal først og fremmest være lystbetonet. Ligesom det har været i IDG.

Billedtekst:
- IDG har været min person på godt og ondt. Jeg forlader virksomheden med vemod, men også med glæde. Jeg har været en af de heldigste chefer i en amerikanskejet virksomhed, med total frihed til at drive IDG som min egen, siger Preben Engell. Foto: Hans Juhl

Sidehistorier:
Edward O'Hara, tidligere chef for det IDG-ejede analysehus IDC:
- Preben Engell har en fantastisk evne til at får folk til at være rigtig entusiastiske. Det har skabt en stærk organisation i Danmark. Inden for publikationsverden er han et ikon. Han er varmt menneske og meget personlig. Når man taler med ham, føler man, at man er den vigtigste i hele verden. Den evne har opbygget en stor loyalitet fra de ansatte. Det har der også været brug, især i de seneste år med nedskæringer på IDG. Engang imellem er han nok lidt for entusiastisk. Men sådan er det hos meget kreative mennesker: Det er tit et spørgsmål om, vi andre dødelige kan følge med.

Arne Bang Mikkelsen, administrerende direktør i Bella Center:
- Preben var i 80'erne og 90'erne en god sparringspartner på Kontor & Data-udstillingerne, med sin store viden om de internationale påvirkninger. Han er ikke en, der falder i med tapetet. Han taler højt og har store armbevægelser, men han har noget at have det i. Jeg opfatter ham som it-branchens grand old man. Han kunne nok have glæde af at lytte lidt mere. Han fylder meget, men har forvaltet sin placering godt. Man kan mærke på ham, at han er blevet mere indesluttet de sidste par år, vi ikke set så meget til ham. Hvad han vil lave nu ved jeg ikke, men han bliver helt afgjort ikke pensionist.

Kim Østrup, underdirektør i IBM:
- Jeg har aldrig mødt nogen som Preben. Han er umulig at sætte i bås. Han er som hvirvelvind, og man taber helt pusten engang imellem. Han var indkøbschef hos Oliemøllen for mange år siden. Hvordan kan en indkøbschef fra Oliemøllen finde på at skabe et mediehus? Hvilke egenskaber har man, når man kan det? Jeg vil kalde ham en storslået og storsindet person. Han er inspirerende og har en fantastisk energi. Han lever og ånder med IDG, og for branchen. Jeg gætter på, at han ikke er særlig praktisk anlagt, men han er en stor entreprenør. Han har med en mægtig kraft været med til at sætte it-branchen på dagsordnen. Det er hans værk.

Thomas Weilby Knudsen, administrerende direktør i ventureselskabet IVS, hvor Preben Engell er medlem af Advisory Board:
- Han er en ildsjæl med en utroligt smittende energi og en dejlig direkte facon. Han er god til at skære igennem og er ikke bange for at udfordre andres meninger. Han er et lunt menneske. Selv når han skal skælde ud eller træffe svære beslutninger, kan han bevare et glimt i øjet, så man fortsat bliver motiveret af ham. Han har gjort det eminent i IDG-regi. Der er ikke mange, der holder så længe på en så eksponeret post. Jeg ved, det betyder meget for ham, at kunne aflevere en forretning i god stand. Han fylder meget. Er man den forsagte type, kommer man nok ikke meget til orde

Jakob Lyngsø,
direktør i IT-
Brancheforeningen.
- Han er kreativ og visionær og ualmindeligt god til at følge med i, hvor der sker noget. En stor inspirator for de små it-virksomheder, han har hjulpet med forretningsudvikling. Han har været med til at samle branchen. Og han formidler budskaber, så de, der lytter, bliver tændt. Men han kan blive så begejstret, at han kan være svær at stoppe. Han har fået branchen til at bruge IDG's services, lige fra IDC's statistikker til at annoncere i Computerworld. Han er et følsomt menneske. Nedskæringerne i IDG tog hårdt på ham. Det er stærkt, han blev ved roret i nedgangen, for han kunne have valgt at gå.

Per Andersen,
administrerende direktør i
analysehuset IDC:
- Han er en entreprenør med fantastisk mange ideer, også mange gode ideer. Han vil hele tiden prøve nye ting af, og det er noget, der driver en virksomhed frem, både i gode og dårlige tider. I de gode tider har han fundet nye områder at bevæge sig ind i på. I dårlige tider må man vækste virksomheden på ikke-traditionelle områder. Og det har han gjort. Han har formået at gøre IDG til branchens informationskanal. Han har på mange områder placeret sig i centrum af it-branchen herhjemme.

Jens Michael Damm, chefredaktør, Computerworld 1983-1991:
- Preben er som Preben er. Jeg kunne godt arbejde sammen med han, men det er ikke alle, som kan. Jeg har aldrig haft en så god chef. Han er fremsynet, og var med til at gøre it-branchen mere stueren, da han stiftede IT-prisen. Der var mange cowboys i it-branchen for 10-15 år siden. IDG-konercernens udvikling har haft betydning for it-branchen i Danmark. Preben har et hjerte af guld, men bliver han svigtet, så husker han det. Jeg er glad for, at han trækker sig på et tidspunkt, hvor IDG vender snuden opad igen. Han har betydet for meget for det bladhus til få en negativ sortie. Det er den der halvgale måde, han godt kan være på, som har været drivkraften i firmaet.
Tony Franke, direktør i Dansk IT:
- Preben Engell har som samlende faktor været med til at udvikle IDG og Computerworld til den kraft, der har synliggjort it-branchen. IDG er blevet det samlende sted for informationsformidling inden for it. Preben Engell har været en nær og værdsat samarbejdspartner gennem årene. Han er fokuseret på det mulige og ikke det, der kan forhindre det mulige. Han er en entreprenørtype, som er skåret godt for tungebåndet. Han kan holde taler - vel ikke ligefrem af Fidel Castro'ske længder - men han taler meget og gerne. Er han som entreprenører er flest, skal han have nogen til at samle op efter sig.

Reception
Der er reception for Preben Engell
fredag 27. februar kl. 14-16 hos IDG, Carl Jacobsens Vej 25, 2500 Valby.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere