Jeg er blå i rygraden

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. januar 2004.


IBM's nye topchef i Danmark er om nogen firmaets mand. Men Lars Mikkelgaard-Jensen er helt sin egen, når han kæmper med sig selv og landevejenes kilometer på racercyklen.

Der er ikke den idrætsgren, IBM's nye administrerende direktør Lars Mikkelgaard-Jensen ikke har prøvet. Utrætteligt har han testet sig selv i svømmehaller og på fodbold- og tennisbaner. Tævet en stakkels modspiller mellem striberne på sportshallens badmintongulv. Og tvunget sin grønne racercykel rundt på landevejene, mens han stresser af og lægger planer for, hvornår han skal deltage i Vasa Loppets 90 opslidende kilometer på langrendsski.
Han vil kæmpe og konkurrere - og helst også vinde.
Øverst på sejrsskamlen kan man roligt sige, at den 49-årige Grindsted-dreng nu befinder sig efter at have afløst IBM's mangeårige chef, Carl Christian Ægidius, som øverst ansvarlig for Danmarks største it-virksomhed med 4.000 ansatte og en omsætning på syv milliarder kroner.
Som det konkurrencemenneske han er, er han heller ikke bleg for at melde klart ud og kalde chefstillingen for kulminationen på sin karrieremæssige ambition.
- Det er mit drømmejob. Jeg er blå i rygraden, så jeg kan ikke være mere tilfreds end med at lede den virksomhed, jeg har arbejdet for i over 20 år, og som jeg føler så meget for, siger han.
Rundt i alle hjørner
Lars Mikkelgaard-Jensen har været rundt i alle hjørner af IBM, siden han startede som systemkonsulent i IBM i 1983. Han har arbejdet med samtlige forretningsområder i den multinationale virksomhed: Salg, Global Services og senest som leder af partnerkanalen. To år i hovedkontoret i Paris fuldender spektret i den managementcyklus, der har produceret så mange ledere, og som ikke kun IBM selv har haft glæde af. Der sidder IBM-folk i it-virksomheder overalt.
Men for Lars Mikkelgaard-Jensen er den blå firmakultur det eneste rigtige omdrejningspunkt, og i sine 21 år i IBM har han haft lederjob i de 16.
- Vi har så mange forretningsområder, at en nysgerrig sjæl som mig ikke løber tør for nye udfordringer. Vi har en helt speciel firmaånd. Det kræver, at folk er glade for at arbejde i IBM, og det kræver loyalitet. Vi søger ikke hurtige medarbejdere forstået sådan, at IBM ikke blot skal være et stop på vejen, siger Lars Mikkelgaard-Jensen.
Lars fra Grindsted
Frem til 1. april står Carl Christian Ægidius til rådighed som sparringspartner for sin afløser. Det er Lars Mikkelgaard-Jensen taknemlig for, men han understreger, at der ikke er tvivl om rollefordelingen: Jobbet er hans.
- Men Ægidius er vigtig. Han har en klar indsigt, og det skal være med til at give en glidende overgang, hvor jeg kan drage nytte af hans mange kontakter.
Man skal ikke forvente et andet IBM med den nye mand ved roret. Partnerstrategien ligger fast, og der er ingen masterplan for ændringer, siger Lars Mikkelgaard-Jensen.
- Naturligvis vil der ske tilpasninger. Da jeg kom til IBM, solgte vi store kasser og skrivemaskiner med kuglehoveder. Vi havde slet ikke vores services. I dag tegner services sig for halvdelen af vores omsætning. Vi skal selvfølgelig blive ved med at udvikle vores forretning, siger han.
Selv udviklede Lars Mikkelgaard-Jensen en stor interesse for god vin og køkkenkunst under sit to-årige ophold i IBM's hovedkvarter i Paris, hvor han boede sammen med sin kone og deres dengang spæde datter.
- Vi holdt meget af at bo i Paris. Men vi valgte alligevel at flytte hjem, da vores datter skulle starte i børnehave. Jeg mener, der er nogle helt specielle værdier i Danmark, som jeg gerne vil give videre til mit barn. Hun skulle være dansk. Om jeg er hjemmefødning? Njae, inderst inde er jeg Lars fra Grindsted, og jeg følger stadigvæk med i, hvordan det går det lokale fodboldhold. Det ser ærligt talt ikke alt for godt ud i øjeblikket.
Også kunst interesserer Lars Mikkelgaard-Jensen. Han og hans kone er medlemmer af Louisiana, og i disse dage ligger bogen om guldaldermaleren Hammershøis København på natbordet.
Ensporet karrieremenneske
Venner og kolleger beskriver ham som en stille og rolig mand, målrettet og seriøs. Alle kender hans konkurrencementalitet. Selv beskriver hans sig som et familie- og vennemenneske.
- Vores morgener sammen i familien er vigtige. Vi har som regel tre kvarter sammen, hvor vi spiser morgenmad. Jeg vil ikke falde i et arbejdshul, hvor der kun er IBM i mit liv. Jeg er meget opmærksom på ikke at blive et ensporet karrieremenneske. Mine medarbejdere skal også gå hjem om aftenen, siger Lars Mikkelgaard-Jensen.
Men han bruger selvfølgelig meget tid på sit job, og det går engang imellem ud over noget af det, han også gerne vil lave.
- Jeg ønskede mig et klaver til min 40-års fødselsdag. Jeg ville gerne lære at spille. I dag spiller min 11-årige datter fortræffeligt, og jeg er slet ikke startet endnu, bekender han.
Noget tyder på, at han ikke får tid til at kaste sig over klaverspillet lige med det samme. En ny administrerende direktør for IBM må finde sig i at være centrum for en mægtig interesse fra medierne. Lars Mikkelgaard-Jensen har de færreste hørt om før, selvom han internt har været et kendt ansigt i mange år.
- Det skal man lige vænne sig til. Jeg tror ikke, jeg er blevet fotograferet så meget, siden jeg var baby. Det hører med til jobbet, og det har jeg ingen problemer med. Jeg har altid haft udadvendte job, men det er klart, at pressens opmærksomhed er ny for mig, siger han.
Skuffet en enkelt gang
Humørsvingninger ligger ikke til den nye IBM-boss. Når han står op om morgenen, er han klar. Ikke klar til at løbe en morgentur, det bryder han sig ikke om, men klar til at være både social og professionel. Hans lederfilosofi er både enkel og sympatisk:
- Jeg har tillid til folk. Jeg vil hellere blive skuffet en enkelt gang end gå rundt og være mistroisk, siger han. Måden han siger "en enkelt gang" på lader ikke skjult, at han ikke er personen, man slipper godt fra at skuffe mere end netop en enkelt gang.
- Jeg kan lide fornemmelsen af at være en del af et team. Vi er afhængige af hinanden. Derfor må vi vise hinanden respekt og commitment. Jeg hidser mig ikke sådan op, men jeg bliver sur, hvis jeg oplever, at det ikke sker. Jeg vil hellere have, man siger, at "det kan jeg ikke nå til i morgen" end møde op og finde ud af, at det, vi har aftalt, ikke er gjort. Ærlighed og tillid - ret banalt egentlig - men sådan vil jeg have det, siger han.

Billedtekst: - Til et firma-julearrangement for børnene havde vi en cirkusartist, som balancerede tallerkener på pinde. Han susede rundt for hele tiden - i sidste øjeblik - at redde dem fra at falde på gulvet. Det er præcis sådan, en virksomhed ikke skal køres, siger IBM's nye administrerende direktør Lars Mikkelgaard-Jensen.
Foto: Torben Klint

4 Bokse:
En teamplayer
- Vi er en del ex-IBM'er, som har siddet her udenfor og gættet på, hvad der skulle ske, når nu Ægidius nærmer sig pensionsgrænsen. Lars Mikkelgaard-Jensen har vi haft på listen hele tiden. Han er måske ikke så kendt i medierne, men for de folk, der kender firmaet indefra, er han meget kendt.
- Han har stor erfaring og har været rundt i mange roller. Det gennemgående træk ved Lars er hans evne til at håndtere medarbejdere. Folk har det godt med at arbejde sammen med ham. De er trygge og ved, at han aldrig vil falde dem i ryggen. Han er en teamplayer, og det er vigtigt i en videnvirksomhed, siger administrerende direktør i Aston Business Solutions Mogens Elsberg, som tidligere har arbejdet sammen med Lars Mikkelgaard-Jensen i IBM.
Han mener, at IBM er en så kompleks virksomhed, at det i de fleste tilfælde er en fordel at rekruttere ledere fra egne rækker. Tvunget giver Mogens Elsberg den nye IBM-chef dette råd med på vejen:
- Han skal bare fortsætte som den Lars, jeg kender.

Seriøs og målrettet
- Jeg arbejdede sammen med Lars i IBM for ti år siden og kender ham som en stille, rolig og fornuftig fyr, meget seriøs og målrettet i sit arbejde. Jeg tror, det er et godt valg, siger Jens Frølund, administrerende direktør i EDB Gruppen, der for 65 procents vedkommende er ejet af IBM.

Konkurrencemenneske
- Vi har valgt Lars, fordi han har den erfaring, der skal til fra alle hjørner af vores virksomhed. Lars har været på assignments uden for Danmark, så hans faglige grundlag er i orden. Også ud fra hans personlige egenskaber er han det rigtige valg, med en høj personlig integritet. Han er et konkurrencemenneske, som forstår at samle et team omkring sig.
- Det er da rart, at Lars er blå, men der havde ikke været nogen problemer i at tage en ekstern. Min filosofi er, at hvis vi har folkene til det internt, så rekrutterer vi i egne rækker. Heldigvis har vi en så stærk bænk af kandidater til alle topjob, så det var ikke nødvendigt at gå ud i denne omgang, siger Jens Munch-Hansen, bestyrelsesformand for IBM Danmark.
Han ønsker ikke at sige noget om, hvem der ellers var med i opløbsfeltet til topposten.
Chefskiftet betyder ikke ændringer i IBM's grundlæggende måde at gå i markedet på, siger han:
- Vores forretningsstrategi cementerede vi blandt andet gennem opkøbet af PriceWaterhouseCoopers, og strategien ligger helt fast.
Jens Munch-Hansen spår, at Lars Mikkelgaard-Jensen vil bestride sit nye job i en årrække, men at det langt fra er øverste trin på karrierestigen.
- Der er højt til loftet i IBM, det behøver ikke være hans sidste job i IBM. Et internationalt job kan sagtens blive relevant. Men lige nu handler det om, at han kommer godt ind i jobbet, og det er jeg sikker på, at han gør.

Ærekær og arbejdsom
- Lars var bydreng i mine forældres bagerforretning, fortæller barndomsvennen fra Grindsted Torben Ladegaard, som i dag er administrerende direktør i Foss Electric.
- Når jeg tænker tilbage, var Lars' karaktertræk allerede tydelige dengang. Han var loyal, arbejdsom, klar til at tage ansvar og meget ærekær. Man skulle ikke kunne sætte en finger på ham. Han vil ikke lave fejl eller tabe på nogen måde. De karaktertræk har nok fulgt ham hele livet.
De to læste samtidig i København, Lars Mikkelgaard-Jensen statskundskab og Torben Ladegaard biologi, men om aftenen delte de studenterjob som bartendere på ABC-teatret. Her lærte Lars Mikkelgaard-Jensen at rubbe neglene, når alle teatergæsterne skulle have noget at drikke i pausen, mener Torben Ladegaard.
- Der findes ikke den sportsgren, han ikke har prøvet. Jeg blev ganske vist lidt overrasket, da han fortalte, at nu var han begyndt at dyrke thai-chi. Det er han vist holdt op med igen. Hans vindermentalitet er meget stærk, og han hader at tabe. Jeg vil ikke kalde ham en dårlig taber, men det tangerer. Lars er meget omhyggelig i sit privatliv. IBM har han et livslangt forhold til, og det er et flot job, han har fået, selvom han er lidt bly og ikke meget frembrusende.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere