Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. december 2003.
Den offentlige sektor har flere it-nedbrud end den private, viser et forskningsprojekt, som også har fokus på konsekvenser for omdømmet.
Ser man bort fra ganske ekstraordinære hændelser såsom terrorisme og bombetrusler, rangerer nedbrud i it-systemerne næsthøjest som en potentiel trussel, der kan udløse en krise i erhvervslivet. Det eneste, der frygtes mere, er ulykker med personskader til følge.
Frygten skyldes også de konsekvenser, som en krise kan få for virksomhedens image. Tre ud af fire virksomheder mener, at kriserne skader både troværdighed og omdømme.
Vurderingen fremgår af de foreløbige resultater fra et forskningsprojekt, som Center for Virksomhedskommunikation på Handelshøjskolen i Århus står bag. Projektet har overskriften "Analyse og evaluering af danske myndigheders og virksomheders kriseberedskab anno 2003".
Selv ikke en fyringsrunde, tilbagekaldelse af et produkt eller en sexchikane-sag rangerer så højt som it-nedbrud på krisefronten.
- Vi ønskede at få klarlagt kriseopfattelsen og herunder, hvorledes en krise kan true for eksempel omdømmet, den politiske velvilje og økonomien. Vi spurgte også til beredskabsplanerne, herunder krisestaben, og til krisekommunikationen, siger Winni Johansen, der sammen med lektor Finn Frandsen og Beredskabstyrelsen står for undersøgelsen.
Beredskabsstyrelsen med
Via internettet har 160 blandt landets største virksomheder og 138 offentlige institutioner svaret på forskernes spørgsmål.
- Hvad, der undrede os, var, i hvor høj grad de adspurgte faktisk havde været ramt af it-nedbrud, siger lektor, ph.d. Winni Johansen.
It-nedbrud har ramt 52 procent af offentlige institutioner og 39 procent af private virksomheder. Fra det offentlige høres også om langt flere tilfælde pr. institution end fra det private. 41 procent af de adspurgte i den offentlige sektor havde oplevet fra et til fem nedbrud, mens 5,6 procent havde haft fra seks til ti nedbrud og lige så mange over ti nedbrud.
Winni Johansen påpeger dog, at vurderingen af nedbrud kan variere.
Svarprocenten i den netbaserede undersøgelse var 39, hvilket forskerne er godt tilfredse med. Undersøgelsen gælder et ømtåleligt område, og i tilsvarende udenlandske undersøgelser har svarprocenten ligget langt lavere.
Ny type krise
- Der er fokus på it-nedbrud, også fordi det for eksempel i forhold til transportulykker er en relativt ny type krise. Transportulykker har man fået større erfaring i at håndtere, mens beredskabet ved it-kriser sandsynligvis først kommer ordentligt på plads, efter der har været et alvorligt nedbrud, siger Winni Johansen.
At terrorisme og bombetrusler rangerer så højt herhjemme, ser lektoren som et resultat af en generel samfundstendens. Der er stort fokus på disse ting i medierne.
- Hvad angår it-nedbrud, så diskuterede vi, hvorvidt de bredt omtalte nedbrud i Danske Bank havde en effekt. Det tror vi, men tilbagemeldingen er jo også påvirket af, at mange i det daglige oplever mindre nedbrud. De kan for eksempel ikke komme på nettet en stund, siger Winni Johansen, der dog også skønner, at samfundstendenser slår igennem her.
Lektoren har på nuværende tidspunkt intet bud på, hvorfor det offentlige i højere grad rammes af it-nedbrud end det private erhvervsliv. De endelige analyser af den netbaserede undersøgelse og en opfølgende interviewundersøgelse er endnu ikke afsluttet. Den endelige rapport offentliggøres i januar.
Billedtekst: It-nedbrud har ramt 52 procent af offentlige institutioner og 39 procent af private virksomheder og er en af de hændelser, man frygter mest i erhvervslivet. Modelfoto: Scanpix
It-nedbrud rangerer næsthøjest blandt "ordinære" årsager til kriser
Kriseopfattelse privat offentlig
Terrorisme 63 81
Personulykker 76 65
Bombetrusler 58 72
It-nedbrud 56 49
Problemer med produkt/service 55 33
Miljø-forurening 48 54
Strejker 39 24