Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. november 2003.
praksis: På Svendborg Sygehus tæller fordelene ved de elektroniske patientjournaler mere end ulemperne, men økonomien gør ondt.
Kvalitetsniveauet er øget på Svendborg Sygehus, og heri tæller også, at risikoen for fejlmedicinering er blevet langt mindre. Personalet arbejder også bedre på tværs af faggrænser, men lægerne har ikke fået mere tid til patienterne, og papirjournalerne gav et hurtigere overblik.
Sådan lød meldingen fra overlæge Torben Pindborg fra hjernemedicinsk afdeling, da han for få uger siden præsenterede erfaringerne med EPJ på Svendborg Sygehus.
Anledningen var den årlige konference som EPJ-Observatoriet, der følger udviklingen blandt andet på vegne af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og bag observatoriet står Aalborg Universitet og konsulenthuset Mediq.
På Svendborg Sygehus' medicinske afdeling, der tog EPJ i brug allerede i efteråret 1999, hænder det stadig, at lægerne sukker efter de gamle papirbårne patientjournaler.
- Overblikket i e-journalerne kræver, at nogen summerer op, sagde Torben Pindborg. Umiddelbart er der dog intet til hinder derfor, men folk har for travlt.
Ifølge ham er der p.t. installeret 125 pc'er, og de bruges flittigt.
- Beder man personalet gætte på, hvor mange der er installeret, så lyder buddet på halvdelen, fortæller Torben Pindborg.
Den medicinske afdeling har 91 senge, 38 læger, 20 lægesekretærer, og plejepersonalet udgøres af 115 ansatte.
På afdelingen fandtes mange ansatte, som aldrig havde rørt en mus, da patientjournalsystemet skulle indføres. De fik alle lært det, og midlet dertil var at lade dem spille spil på computeren såsom at lægge en kabale, fortæller Torben Pindborg.
Pionerrollen koster
Men udsagnet om, at det er pionererne, der får pile i brystet, holder også stik for Svendborg Sygehus. Man var så tidligt ude, at udbuddet på markedet var begrænset. Dertil kom, at beslutningen blev taget hen over hovedet på de ansatte.
- Vi blev kaldt til møde med administrationen og med leverandøren og fik stillet spørgsmålet "Hvad vil I have"? Den fremgangsmåde vil jeg fraråde. Tag ud og besøg nogen. Se hvad det handler om. Det kan spare mange lærepenge, sagde Torben Pindborg.
Undervejs er der skiftet leverandør. Det var Rambøll Medicare, der stod bag systemet, da det gik i drift i oktober 1999, men i dag er det Mærsk Data-selskabet Acure, der er inde i billedet.
Økonomien halter
Økonomisk set var der ingen problemer indledningsvis, idet der blev sat penge af specielt til EPJ-projektet.
- Men da man senere kom til at mangle penge, udgjorde systemet ikke længere et projekt, men blot drift. Afdelingen skal selv betale, og det har vi mere eller mindre ikke haft penge til, fortalte Torben Pindborg.
Han anbefaler, at der skal være sikret penge, indtil et EPJ-system er færdigt. Hvad angår økonomien, så nævner overlægen også, at pc'er kun har en begrænset levetid, og at omkostningerne til særlige borde, lamper og lamelgardiner også løber op.
Back-up tages en gang i timen.
- Og det har vist sig at være en rigtig god idé, men desværre har vi også gjort os dyrekøbte erfaringer. For eksempel kunne et afsnit sidste jul slet ikke kommunikere med databasen, sagde Torben Pindborg.
Sygehuset har i øvrigt haft problemer med apparater, der ikke var i stand til at afgive informationer digitalt, og han anbefaler andre, at de sikrer sig, at apparaterne, der købes, har "et stik ud".
I Fyns Amt var det Ærøskøbing Sygehus, som var ude allerførst, nemlig for hele ti år siden. Også Rudkøbing Sygehus bruger EPJ. Fåborg er ved at gå i gang, og de næste i rækken bliver Nyborg, Middelfart og Odense.
Boks:
Ansvar mellem flere stole
Når man indfører elektroniske patientjournaler, opstår der en risiko for tågede ansvarsfordelinger og dermed for, at der er vigtige ting, som ikke gøres. Det var en af meldingerne i en ph.d.-afhandling, som bygger på erfaringerne fra brugen af EPJ på Svendborg Sygehus.
Bag afhandlingen, der handler om de nærmest umærkelige skift, der sker i arbejde og risici, står cand.psyk. Signe Svenningsen (billedet), der er adjunkt ved Forskningscenter for Ledelse og Organisation i Sygehusvæsenet på Handelshøjskolen i København.
Forskningen, der tidligere har været omtalt i Computerworld, er resummeret i en artikel, som kan ses på http://www.cbs.dk/ departments/ioa/flos/ - og derfra klikkes på publikationer.
Billedtekst:
På Svendborg Sygehus' medicinske afdeling, der tog EPJ i brug allerede i efteråret 1999, hænder det stadig, at lægerne sukker efter de gamle papirbårne patientjournaler.
Arkivfoto: Torben Klint