CSC plukker ToldSkat

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. november 2003.


ToldSkat betaler op til 30 millioner kroner for meget om året for systemdrift hos CSC. Det er en af konklusionerne i en intern rapport om styrelsens systemer. Formanden for Statsrevisorerne anbefaler undersøgelse.

ToldSkat betaler langt over markedsprisen for dets systemdrift hos hovedleverandøren CSC. En årlig besparelse på op til 30 millioner er i sigte, hvis ToldSkat går hårdere til forhandlingsbordet. Det er en af konklusionerne i en intern rapport, som Computerworld er kommet i besiddelse af. Rapporten omhandler ToldSkats systemer, og er udarbejdet af konsulenthuset Gartner.
Konkret drejer det sig om de 350 MIPS (millioner instruktioner pr. sekund), som ToldSkat årligt køber hos CSC. Ifølge rapporten ligger markedsprisen på 27,5 millioner kroner, mens ToldSkat betaler 65 millioner. Selv ToldSkats meget komplicerede systemkompleks taget i betragtning, der kunne retfærdiggøre en overpris, er der et betragtelig spring mellem de to tal. I rapporten anbefales det samtidig, at ToldSkat bliver bedre til at styre kontrakter og forhandle.
Rapporten giver anledning til løftede øjenbryn hos formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen.
- De her tal vækker min opmærksomhed. Jeg agter at drøfte dem med mine kollegaer i statsrevisionen på det næste møde og se på muligheden for en undersøgelse af, hvordan staten varetager sine indkøb generelt med udgangspunkt i ToldSkat, siger han.
Monopolforhandlinger
Et af ToldSkats problemer er, at de har skullet forhandle med en leverandør, der står i en monopollignende situation. CSC er ansvarlig for drift, årstilretning og nyudvikling af 65 ud af knap 80 systemer i ToldSkat, og CSC-systemerne har aldrig været i udbud. ToldSkat har derfor aldrig fået testet leverandørens priser på markedsvilkår. Myndigheden køber årligt ydelser for 313 millioner hos CSC. Det svarer til cirka 20 procent af CSC's omsætning i 2002.
Vicedirektør Preben Kristiansen, ToldSkat, vil ikke kommentere tallene med henvisning til sin tavshedspligt om konkrete kontrakter. Overordnet siger han:
- Det er klart, at for kontrakter, der aldrig har været i udbud, ville det være overraskende, hvis man kunne forhandle sig ned på markedspris. Udbud er den ultimative test, siger han.
Han erkender, at det ikke er lykkedes at forhandle en funktion ind i ToldSkat-kontrakterne, der gør, at priserne på for eksempel MIPS, der er faldet voldsomt de seneste fem år, automatisk følger markedsprisen.
Intet udbud
Der har været mange tilløb til modernisering og ikke mindst udbud af ToldSkats omfattende og forældede it-systemer. Kompleksiteten i systemerne - nogle af dem er 30 år gamle - har imidlertid gjort processen vanskelig. Samtidig har en række omstillinger i systemerne i forbindelse med flere skattereformer forhindret en modernisering. Også år 2000-problematikken kom i vejen, og de seneste tre år har man brugt på at analysere systemerne og lægge sig fast på en endelig strategi for modernisering og udbud.
Undersøgelse
Hos Skatteministeriet, det ansvarlige ministerium for ToldSkat, er man bevidst om den dårlige forhandlingssituation, som manglende udbud har placeret ToldSkat i. Departementschef Peter Loft ser imidlertid ikke et problem i overprisbetalingerne på driften.
- Det er muligt, der er blevet betalt for meget på grund af et manglende udbud, men vi har prioriteret sikkerhed frem for alt. Spørgsmålet er, hvad det ville have kostet, hvis vi havde gået i udbud for tidligt. Det kan godt være, at der er en konservativ tilgang at sige: Vi ved, hvad vi har, ikke hvad vi får. Men de her systemer skal virke, siger han.

Billedtekst:
- Det er muligt, der er blevet betalt for meget på grund af et manglende udbud, men vi har prioriteret sikkerhed frem for alt, siger departementschef Peter Loft, Skatteministeriet. Foto: Scanpix

Bokse:
Dobbelt pris... også hos KMD
Ifølge rapporten betaler ToldSkat også overpris for drift af systemer hos KMD. I rapporten hedder det, at selv om driftsomkostningerne for KMD-systemerne totalt set er langt mindre end for CSC-systemerne, manifesterer der sig et lignende mønster, når det kommer til udgifter til driften. Således betaler ToldSkat 2,7 millioner kroner for 18 MIPS til drift af systemet "Forskud". Gartner estimerer markedsprisen til 1,4 millioner kroner.
ToldSkat modernisering og udbud
Moderniseringen og et kommende udbud af ToldSkat-systemerne er blevet sat i gang. Finansloven indeholder en bevilling på 100 millioner kroner for 2004-2005. De første systemer, der står for tur, er Erhvervsskattesystemerne. Den samlede modernisering forventes at koste 400 millioner kroner. ToldSkat forventer, at moderniseringen og udbud vil give en årlig besparelse på 200-300 millioner kroner om året fra år 2008.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere