Oracle-folk tager stress i opløbet

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 10. oktober 2003.


Alle skal føle et ansvar for, at kollegaen trives.
Det er nemlig ikke kun ens egen stress, man skal tackle, men i lige så høj grad kollegaens. Oracle i Ballerup har succes med et stressprogram.

FÆLLES ANSVAR
Sidste år stod support-afdelingen i databasevirksomheden Oracle igen foran store organisationsændringer. De ansatte, som i forvejen er spændt hårdt for, kunne se frem til et år med endnu mere pres.
Ledelsen bestemte at gå eventuelle problemer i møde med et stressprogram for de ansatte, og i sommer afsluttede 55 supportere et stressprogram, der har varet seks måneder.
I starten syntes mange, at det var noget mærkeligt noget, for de havde da ikke stress. I dag er de mest skeptiske fra dengang de varmeste fortalere for de værktøjer, stressprogrammet har givet dem.
Oracle-supporterne har lært, hvordan de med simple øvelser kan tage stress og dårlig stemning i opløbet. Og det er vel at mærke ikke kun ens egne stresssymptomer, man skal håndtere, men i lige så høj grad kollegaens.
- De syntes ikke, at de var stressede, og mange var skeptiske i starten. Jeg har ikke stress, sagde de, men det handler også om, hvordan man opfører sig i en gruppe, så man kan håndtere sine kollegaers stress og være opmærksomme på hinanden, siger stressekspert Ditte Kolbæk, der står i spidsen for programmet. Hun er i dag ansat i Oracles HR-afdeling og har tidligere drevet eget konsulentfirma.

Ret til at sige nej
Direktør Kim Engberg leder support-afdelingen. Han havde ikke havde lyst til at opleve sine medarbejdere falde fra som ofre for en stresset hverdag.
- Der følger altid usikkerhed med store forandringer, så vi måtte finde ud af, hvordan vi tackler det. I dag kan vi alle sammen se effekten af programmet. Vi er gladere, og selv om vi ikke har lavet målinger på vores effektivitet før og efter stressprogrammet, kan vi se, at supportfunktionen i den danske organisation ligger markant bedre end i resten af verden, siger Kim Engberg.
Der var mødepligt til stresskurset, og der var sat to timer af om måneden i en halvårsperiode. Det lyder ikke af meget, men det var vigtigt ikke at bruge for meget tid på det.
- Vi vurderede meget nøje, hvor meget tid vi skulle bruge. Hvis vi havde tvunget dem til at deltage i heldagskurser flere gange om måneden, havde det alene stresset dem, siger Ditte Kolbæk.
Programmet gik ud på at forsyne dem med en række mentale værktøjer. I virkeligheden handlede meget af det om at få sat ord på banale ting som for eksempel de basale rettigheder. En basal rettighed kan være retten til at sige nej. Og sige nej uden nødvendigvis at skulle give en begrundelse. Har man retten til at sige fra, må man også selv forvente at blive mødt med et nej engang imellem. Erkendelsen af, at det er sådan, det er, giver et mere afklaret og positivt forhold kollegerne imellem.

Mentale tricks
I den mentale værktøjskasse har Oracle-supporterne nu et gammelt skuespillertrick, der kaldes undertekstning. Her handler det om at lade en positiv tanke streame i underbevidstheden. Når en skuespiller skal spille forelsket, tænker hun: jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig, og så kommer hun automatisk til at se forelsket ud. Selvom det sjældent vil være forelskelse, en it-supporter har brug for at streame, opleves metoden som ganske anvendelig.
- Jeg har for eksempel aldrig været god til at sige fra. Det er jeg blevet bedre til efter stressprogrammet, siger Henrik Bjørn Nielsen, teamleder i Oracles produktsupport.
Metoderne kan bruges i alle sammenhænge, også i privatlivet.
- Her, et par måneder efter vi sluttede, kan jeg mærke, at tingene er ved at bundfælde sig. Værktøjerne vender tilbage i underbevidstheden, faktisk med tiden mere og mere bevidst. Den der lille tvist, vi har fået på personligheden, gør, at man er mere afslappet og positiv, siger Heidi Hammerlund fra Oracle Support.
Over halvdelen af deltagerne siger, at de bruger deres nye psykiske værktøjer.
Cheferne har fulgt programmet sammen med de ansatte, men har derudover haft deres eget tillægsmodul.
- En chef er pr. definition en stressfaktor for medarbejderne, så vi har arbejdet med ikke at overføre vores stresssignaler til kollegerne, siger direktør Kim Engberg.

Billedtekst:
- Jeg har aldrig været god til at sige fra. Det er jeg blevet bedre til efter stressprogrammet, siger Henrik Bjørn Nielsen, teamleder i Oracles produktsupport. Foto: Torben Klint




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere