Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 9. januar 2003.
VIDENSKAB & ETIK: Toget er langsomt begyndt at rulle ud fra stationen. EU's Ministerråd har fløjtet til afgang. Nu skal der arbejdes konkret på at skrue en plan for et europæisk forskningsråd sammen. Formålet er at styrke grundforskningen - og dermed konkurrenceevnen.
Omridset af et europæisk forskningsråd begynder at tegne sig. Motoren er dansk/svensk med tysk accelerator. Førersædet skal besættes af forskere frem for politikere.
Dermed er grundforskningen tilbage på den europæiske dagsorden. Og der er lagt op til et opgør med de politisk styrede rammeprogrammer. Holdningen er, at de dygtigste forskere - ikke de bedste lobbyister - skal høste guldet.
En god håndfuld europæiske topforskere med et solidt kendskab til europæisk forskningspolitik har fået i opdrag at udarbejde et konkret forslag til principperne for etableringen af rådet. Arbejdsgruppen, etableret på foranledning af Ministerrådet, har nu mellem et halvt og et helt år til at komme med et udspil til den finansielle og organisatoriske struktur og hele principgrundlaget for et europæisk forskningsråd. For bare et par år siden var ideen om et europæisk forskningsråd ellers lagt brak. EU-indsatsen blev koncentreret om den anvendte forskning gennem rammeprogrammerne. Holdningen var, at EU således skulle støtte industrien, og nationalstaterne selv skulle sikre kundskabsbasen - altså grundforskningen.
"Men i virkeligheden burde det måske være omvendt. Erhvervsstøtte er jo typisk vældig regional i sin karakter, mens grundforskningen er international," siger Pär Omling, direktør for det svenske forskningsråd, Vetenskapsrådet, og til daglig professor i fysik ved Lunds Universitet.
Han lægger vægt på, at de nordiske lande har været en drivende kraft i arbejdet med at få pustet nyt liv i det europæiske forskningsråd - med støtte især fra Tyskland. Og han roser det danske formandskab for at få sat gang i projektet, som muligvis var hensunket i fornyet dvale, hvis Grækenland, der har andre mærkesager, havde nået at tage roret.
Det var netop Sverige, der gav bolden op i sin EU-formandskabsperiode i første halvdel af 2001. Det danske formandskab har efterfølgende spillet den videre. Først med en EU-konference i oktober sidste år, hvor det europæiske forskningsråd blev sat godt og grundigt på dagsordenen, og dernæst på et ministerrådsmøde i slutningen af november. Her fik man sammen med den svenske minister for uddannelse og videnskab, Thomas Östros, og med fornyet tysk opbakning skrevet øverst i konklusionerne, at diskussionen skal fortsætte på mere konkret basis.
En hjertesag
En af bannerførerne fra dansk side er Mogens Flensted-Jensen, næstformand for Forskningsforum og professor ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. Han var med til at arrangere konferencen i oktober, hvor man lagde stor vægt på, at det skulle være en analyse af sagen - ikke en kampagne for den.
"Men det var svært at holde tungen lige i munden og ikke forfalde til at sige 'ih' og 'åh', sådan et råd skal vi bare have," siger han og erkender blankt, at det europæiske forskningsråd efter konferencen for ham er blevet en hjertesag.
Mogens Flensted-Jensen er derudover enig med Pär Omling i, at det er vigtigere at støtte grundforskningen på europæisk basis end den industrielle forskning. Det industrielle skal nok få støtte, mener han.
Flere forskere peger på, at industrien rent faktisk er med til bringe det europæiske forskningsråd frem på banen nu. Blandt andet gennem de store virksomheders markering af, at de har behov for veluddannede unge forskere. Andre tilskriver det diskussioner af rammeprogrammet, hvor grundforskning - bl.a. på genomics-området - er begyndt at snige sig ind.
Hvorfor det
Kerneargumentet for at etablere et europæisk forskningsråd er at styrke grundforskningen og dermed konkurrenceevnen - specielt i forhold til USA, men også de asiatiske lande.
Ideen ligger i forlængelse af EU's Barcelona-plan med det erklærede mål, at Europa skal være global leder på forskningsfronten inden 2010, og at landene i den forbindelse skal stræbe efter at bruge tre pct. af bruttonationalproduktet på forskning mod de nuværende 1,9 pct. Den hænger også sammen med EU-kommissær Philippe Busquins ambitioner om et såkaldt 'European Research Area', der er tænkt som en parallel til forsknings- og udviklingsområdet til fællesmarkedet for varer og serviceydelser.
Ambitionen sættes dog i relief af f.eks. amerikanske tiltag såsom finansudvalgets netop vedtagne forhøjelse af forskningsbudgettet for finansåret 2003 med 15,3 pct. eller 551 mio. dollars til 4150 mio. dollars. Det indebærer en fordobling af de amerikanske forskningsmidler i 2005.
"Barcelona-planen er særdeles ambitiøs. Den kræver omrokeringer og effektivisering af forskningssystemerne i Europa. Hvordan forskningen skal effektiviseres for at gøre Europa mere konkurrencedygtig, det skal de europæiske forskere nu give deres anbefalinger til politikerne om," siger Pär Omling.
Enric Banda, generalsekretær for European Science Foundation, som er de nationale forskningsråds organisation, understreger, at det haster.
"Det kan ikke vente ret meget længere. Vi sakker agterud i forhold til de andre globale stormagter. Og efter min mening handler det ikke kun om at få flere penge, men at blive mere effektive. En af svaghederne er, at beslutningsprocesserne i Europa ikke er blevet strømlinet," siger Enric Banda.
Frank Gannon, direktør i The European Molecular Biology Organization (EMBO), er også varm tilhænger af et europæisk forskningsråd. Ligesom Enric Banda fremhæver han betydningen af fart.
"Det skal på plads inden 2004, ellers bliver folk trætte, og vi risikerer, at det falder på gulvet," siger Frank Gannon.
Begge de europæisk arbejdende organisationsfolk fremhæver betydningen af at tænke europæisk og ikke se Europa som et konglomerat af stater. Samt at de enkelte lande skal have tillid til, at de har tilstrækkeligt dygtige forskere, der kan være med i europæisk konkurrence.
Og det har de rent faktisk, siger Frank Gannon med henvisning til EMBO's Young Investigator Programme, der, ligesom det europæiske forskningsråd skal være det, er rent kvalitetsbaseret. Her tegner sig en meget jævn fordeling i forhold til landenes BNP og antallet af ansøgninger, og f.eks. græske, portugisiske, polske tjekkiske og ungarske ansøgere er kommet med.
Opbakningen til et europæisk forskningsråd blev markeret vidt og bredt ved konferencen i oktober, hvor formænd for de nationale forskningsråd og ministerielle rådgivere fra 29 lande mødtes for at diskutere sagen.
Men vanskelighederne ved den rent praktiske etablering er også til at få øje på. For det første er der spørgsmålet om finansieringen. Hvor skal pengene komme fra? Skal de tages fra de nationale forskningsråd? Eller fra EU's rammeprogram?
For det andet er der spørgsmålet om, hvordan et sådant europæisk forskningsråd skal struktureres. Hvem skal administrere det - bliver det en djævelsk bureaukratisk europæisk kolos? Og hvem skal bestemme over midlerne - forskere, politikere eller dem med de bedste lobbyister?
Hvem skal nu betale
Helt grundlæggende skal der være tilstrækkeligt store midler at gøre godt med.
"Ambitionsniveauet skal være sådan, at der bliver penge nok til, at det giver mening. Jeg forestiller mig et årligt beløb på i hvert fald 1,5 mia. euro, hvilket svarer til omkring en tiendedel promille af Europas BNP og en tredjedel af det sjette rammeprogram. Hvis Europa ikke er parat til at sætte noget i den størrelsesorden op, så kan det være ligegyldigt," siger Mogens Flensted-Jensen.
Han og Pär Omling er i store træk enige om, at broderparten af midlerne skal komme fra EU, og at det samlede beløb til forskning bør øges.
Men de er også på det rene med, at de nationale forskningsråd skal være villige til at spytte i bøssen. Selv om det er potentielt brandfarligt, fordi forskere lokalt ventes at være skeptiske ved udsigten til, at en stor portion af 'deres' midler forsvinder ned i en hidtil ukendt europæisk kasse.
"Man skal have et solidt engagement fra de nationale forskningsråd. Jeg forestiller mig, at de skal forpligte sig til at bidrage med 15-25 pct. af udgifterne. Det er også vigtigt, at de nationale organisationer engageres i filtreringen af ansøgninger," siger Mogens Flensted-Jensen.
Han ser derudover gerne, at industrien er med til at finansiere, måske i størrelsesordenen fem pct. og gerne i form af sponsorater. Ligesom virksomhederne sponserer Tour de France, burde de sponsere europæiske forskningsambitioner, mener Mogens Flensted-Jensen.
Han taler om, at de 70-75 pct., der skal komme fra fællesskabet, skal være bidrag fra kommissionens kasser eller eventuelt afhænge af bidragydernes størrelse i stil med ydelserne til European Molecular Biology Organisation eller det europæiske rumforskningsprogram.
En beskæring af rammeprogrammet synes svær at komme udenom. Pär Omling foreslår f.eks., at de europæiske forskningsmidler fordeles 50/50 mellem grundforskningen i et europæisk forskningsråds regi og den anvendte forskning, der udspringer af industriens behov.
"Begge dele skal op på europæisk plan, ellers bliver vi ikke konkurrencedygtige," siger Vetenskabsrådets formand, som dog samtidig understreger betydningen af at bevare de nationale forskningsråd.
"Jeg tror ikke, vi bare kan poole samtlige midler fra de nationale forskningsråd. Dem har vi også brug for. Det er jo mulden for forskningen. Så må et europæisk forskningsråd tage de bedste blomster herfra og vande dem, så de kan blive endnu smukkere."
Prestige-penge
Både P‘r Omling og Mogens Flensted-Jensen ser store svagheder i rammeprogrammet og måden, det er struktureret på. Svagheder, som de vil søge at undgå i den kommende konstruktion.
Politikerne skal ikke blande sig, lyder et ofte gentaget krav i forbindelse med et europæisk forskningsråd.
Kernepunkterne i kritikken af rammeprogrammet er, at EU-midlerne ikke ubetinget går til de dygtigste forskere, fordi politikere og lobbyister bestemmer, og fordi reglerne tilsiger, at man bruger rammeprogrammet til at trække de svagere udviklede lande op.
Pär Omling siger, at de svage nok skal bygges op, men det skal ske i en anden sammenhæng end ved, at der med EU-forskningsmidler følger en forpligtelse til at tage folk med fra de svagere regioner. Kan man ikke opbygge tilstrækkeligt elitære forskningsmiljøer i Europa, så vælger industrien bare at lægge deres projekter i de stærke forskningsinstitutioner i USA, noterer han.
Mogens Flensted-Jensen fremhæver, at der skal være prestige i at lave god grundforskning. Det er en af grundmekanismerne i diskussionen om, hvordan man får de mest begavede unge til at lave god forskning.
"Prestige-strukturer spiller en vigtig rolle i forskeres bevidsthed. Derfor skal det europæiske forskningsråds midler være prestigiøse penge. Det skal ikke i sig selv være penge til at løfte de svage. De skal selv stræbe efter at være med - ligesom små lande, der ønsker at deltage i OL. De får måske ikke ret mange medaljer, men det er med til at løfte, fordi det gøder ambitionerne, så de stræber mere. Der er brug for konkurrence på europæisk basis. Den er det vigtigt at støtte."
Rammeprogram-pengene er der ikke megen prestige i, mener Mogens Flensted-Jensen. At tanken om det europæiske forskningsråd har fænget, skyldes bl.a. frustration over rammeprogrammet, hvor det ikke altid er de bedste forskere, der bliver finansieret.
"Det er ikke kun noget, man får, fordi man er dygtig, men fordi man måske bare har været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og sagt de rigtige ord. Med det europæiske forskningsråd ønsker man en modpol til rammeprogrammet, hvor der ikke bliver bedrevet lobbyvirksomhed. En bottom-up struktur, hvor forskere bestemmer, hvad der gives penge til. Frem for at politikere definerer indsatsområderne."
Mogens Flensted-Jensen tilføjer, at det er naivt at tro, at forskerne uden videre selv kan bestemme. Der skal laves en forskningsrådslignende struktur til at fordele pengene.
Pär Omling siger, at EU sagtens kan stå som politisk 'ejer' af et europæisk forskningsråd. Men at magten skal gives til de europæiske forskere, der skal styre autonomt. Det ser han også som en form for garanti mod, at der udvikler sig en bureaukratisk kolos - en reel risiko, som han er bekymret over.
Læs side 28
Citat:
Det kan ikke vente ret meget længere. Vi sakker agterud i forhold til de andre globale stormagter.
Citat:
Et europæisk forskningsråd må tage de bedste blomster herfra og vande dem, så de kan blive endnu smukkere.
Boks:
De skal lave planen
En gruppe europæiske topforskere med et solidt kendskab til europæisk forskningspolitik skal nu i gang med at udarbejde et konkret forslag til, hvordan et europæisk forskningsråd skal etableres. Ved redaktionens slutning var følgende udpeget:
Formand: Professor Federico Mayor, Fundacion para la Cultura de la Paz i Madrid. Han er tidligere industriminister i Spanien.
Sekretær: Dan Brändstöm, direktør for Den Svenske Rigsbanks Julilæumsfond
Dansk medlem: Mogens Flensted-Jensen, næstformand for Forskningsforum, professor ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.
Yderligere fire-fem medlemmer vil blive udpeget.
Boks:
Vi har talt med
til artiklerne side 26-27 og 28:
¥ Mogens Flensted-Jensen, næstformand for Forskningsforum, professor ved Den Kgl.
Veterinær- og Landbohøjskole.
¥ Pär Omling, direktør for Vetenskapsrådet
(Swedish Research Council) og professor,
ph.d. ved Lunds Universitet.
¥ Enric Banda, generalsekretær, European
Science Foundation.
¥ Jens Degett, informationschef, European
Science Foundation.
¥ Frank Gannon, direktør i The European
Molecular Biology Organization (EMBO).
¥ Brian F. C. Clark, professor, ph.d., sc.d. ved Århus Universitet, formand for International Union of Biochemistry and Molecular Biology.
¥ Julio Celis, formand for European Molecular Biology Conference, chef for Kræftens Bekæmpelses Institut for Biologisk Kræftforskning.
¥ Holger Rasmussen, chefkonsulent, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.
