Farvel til to markante M'er

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. december 2002.


De har om nogen tegnet den danske it- og telebranche - med store personligheder og større investeringer.
Men 2002 blev året, hvor dansk erhvervsliv måtte byde profilerne Monique og Mathiesen et foreløbigt farvel.

Mathiesen

- Jeg vil gerne vurderes som forretningsmand, som en person med en høj grad af troværdighed og som en, der gerne vil skabe. Uanset hvad der må komme af succeser eller det modsatte, håber jeg, at det er det, som bliver overskriften.
Sådan lød ordene fra en af Danmarks mest markante it-profiler, Michael Mathiesen, dagen før han måtte lukke og slukke for ventureselskabet 2M, der gik endeligt konkurs den 18. juli 2002.

Det satte et foreløbigt punktum for den kometkarriere, der startede 12 år tidligere. Her dukkede Mathiesen som blot 31-årig op på scenen for dansk erhvervsliv med salget af sin fem år gamle netværksvirksomhed Dataco. Gevinsten fra salget blev 85 millioner kroner.

Med de penge startede han scannervirksomheden Scanview og senere, i 1992, den virksomhed, der skulle gøre ham til et dansk erhvervs-ikon, ventureselskabet 2M Invest.

Optur
2M, der blev stiftet i samarbejde med Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Dansk Ingeniørforenings pensionskasse, skulle hjælpe nye it-virksomheder på benene. Og det startede godt. Efter blot fem år kunne 2M og Michael Mathiesen høste den første triumf med salget af softwarevirksomheden Beologic for 325 millioner kroner.

Triumftoget fortsatte årene efter med opbygning og frasalg af blandt andet CoCom og Ahead. En af de største succeser var børsnoteringen af Simcorp i 1998, der indbragte 350 millioner kroner. Michael Mathiesen havde fået slået positionen som it-Danmarks nye wunderkind godt og grundigt fast. Tillidsposter og managementpriser kom i en lind strøm, og i 2000 indtrådte han som hovedbestyrelsesformand i IT-brancheforeningen.

Men lige så reelle som Mathiesens resultater gennem 2M var op gennem 90'erne, lige så virkelig var den nedtur, der i starten af 2001 væltede ind over den samlede it-branche som følge af den bristede dotcom-boble.

Nedtur
Hvor de fleste så sorte skyer, så Mathiesen imidlertid muligheder og ekspanderede 2M's engagement i startup-virksomheder i et forsøg på at komme til at lede den konsolidering, han så ske inden for venturebranchen. Flere ting gik dog galt i planerne. Markedet var langt fra gunstigt, og den svigtende investortillid til alt, hvad der havde med it eller dotcom at gøre, gik hårdt ud over 2M's porteføljeselskaber.

Det blev svært at skaffe nye investorer til de kapitalhungrende virksomheder og endnu sværere at få dem klargjort til salg. En massiv satsning på konsulentselskabet Catenas, hvor 2M sad med 59,7 procent af ejerskabet og en investering på tæt ved 390 millioner kroner i klemme, endte med at blive en sten om halsen på selskabet.

Samtidig begyndte strategien med at kombinere 2M-kroner med udefrakommende kapital fra bankkonsortiet bestående af Amagerbanken, Nordea og SparNord at give bagslag. De ville se resultater - ikke betale til driften af 2M.
I begyndelsen af 2002 kom en mulig kapitaltilførsel på 150 millioner fra en udenlandsk investor på tale som redningsplanke for det nu skrantende 2M. Men bankerne krævede, at investoren biddrog til driften, indtil kapitaltilskuddet faldt på plads. Selskabet trak sig og gav dermed 2M det endelige dødstød. I juni blev medarbejderne hos 2M afskediget, og i juli indløb konkursbegæringen på Københavns Fondsbørs.

Fremtid
På nuværende tidspunkt står Michael Mathiesen som direktør for AM Finans, hvor hustruen Anette Mathiesen er bestyrelsesformand. Med jævne mellemrum dukker han op som foredragsholder rundt om i landet, men ellers er der stille. De fleste i dansk erhvervsliv forventer dog, at det er tale om stilhed før stormen.

Monique

Den 16. oktober blev den danske telebranche en smule mere kedelig. Det var datoen, hvor fru Orange, madame Mobilix - den 54-årige Monique MoullÈ-Zetterström - sagde definitivt farvel til rollen som administrerende direktør for Orange A/S og overlod posten til englænderen Richard Moat.

Det blev til fem år i landet og et stykke dansk telehistorie af karat. Mere end nogen anden kommer hun og historien om Orange til at stå som symbol på den danske teleliberalisering med alt, hvad dertil hører af kriser og forfejlet konkurrence. Det er historien om nødvendigheden af specialisering i konkurrencen med det gamle TeleDanmark-monopol og ikke mindst om de enorme omkostninger forbundet med at bygge et teleselskab op fra bunden.

Bon jour
Historien om Orange startede i 1998, hvor Monique MoullÈ-Zetterström med tyk fransk accent og budskabet 'samtale fremmer forståelsen' kommercielt lancerede France Telecoms bud på et dansk telealternativ, Mobilix. I lighed med andre opstartere på det nyliberaliserede danske telemarked ville Mobilix det hele: fastnet, internet og mobiletelefoni.
Fra starten oplevede selskabet dog problemerne med at være ny på markedet, kunderne lod vente på sig, og det samme gjorde aftalerne om det rå kobber. Da bøgerne lukkede efter det første år, var der brændt tæt på en milliard kroner af. I de efterfølgende år fortsatte hun med at hælde penge i det danske marked. Strategien var at være på forkant med den teknologiske udvikling. Lokationsbestemte tjenester ved hjælp af wap, internet og ADSL, blev lanceret og trukket tilbage, da kunderne udeblev.

I 2001 - året, hvor Mobilix blev relanceret som Orange - blev al fastnetforretning opgivet til fordel for strategien 'fremtiden er mobil'. Tallene på bundlinien var stadig røde, antallet af kritiske røster vokset, og det samme gjaldt underskuddetÉ med adskillige milliarder.

Gennem mediestormen fastholdt Monique
MoullÈ-Zetterström dog, at det var en del af planen. Overskuddet kommer, men det tager tid. Som altid var hun også i år 2002 god for et par overskrifter. Startskuddet kom, da årsregnskabet 2001 blev aflagt, og underskuddet igen var vokset til millioner af kroner. Revisorerne påpegede, at de i regnskabet ikke kunne se pengene, der skulle sikre den daglige drift, og det satte for alvor gang i rygterne om konkurs og salg. Igen stod Zetterström fast og hævdede, at alt kørte efter planen uden konkurs eller salg i den nærmeste horisont.

Au revoir
Monique MoullÈ-Zetterstöm har nu forladt Danmark til fordel for stillingen som VP for "customer promise" i Orange-gruppen. En funktion, hvor hun skal omsætte visioner til mere konkrete og ensrettede handlinger på tværs af landegrænser. Flere har påpeget sammenhængen mellem det dundrende underskud og hendes afgang som administrerende direktør. Det har hun afvist med kommentaren, at det blot er tid til at søge nye udfordringer.

Faktum er dog, at hun efterlod Richard Moat med et selskab i vanskeligheder. Antallet af ansatte var ude af proportion med antallet af kunder, og en intern rapport lækket til pressen i november varslede, at hans første store ledelsesopgave blev at fyre hver tredje af Orange Danmarks ansatte.

Note:
Det blev til fem år i landet og et stykke dansk telehistorie af karat. Mere end nogen anden kommer hun og historien om Orange til at stå som symbol på den danske teleliberalisering med alt, hvad dertil hører af kriser og forfejlet konkurrence.

Historien om Orange startede i 1998, hvor Monique MoullÈ-Zetterström kommercielt lancerede France Telecoms bud på et dansk telealternativ, Mobilix. Foto: Torben Klint

Billedtekst:
Michael Mathiesen fik slået positionen som it-Danmarks nye wunderkind godt fast i 1998 med børsnoteringen af Simcorp, der indbragte 350 millioner kroner. Foto: Michael Grabowski

Note:
Hvor de fleste så sorte skyer, så Mathiesen imidlertid muligheder og ekspanderede 2M's engagement i startup-virksomheder i et forsøg på at komme til at lede den konsolidering, han så ske inden for venturebranchen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere