Sejrherren

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. december 2002.


Her ved årets slutning har flere af de større teleselskaber smidt håndklædet i ringen og opgivet forsøget på at blive såkaldt full service-selskab. TDC står tilbage som det eneste teleselskab med alle teleydelser på hylderne.

Vi troede jo ikke på euforien i 2000. Vi tror heller ikke på den dybe depression i 2002. Det, der adskiller os, har hele tiden været økonomisk disciplin, siger administrerende direktør Henning Dyremose fra TDC.

Han står tilbage på slagmarken som vinder, efter at første fase i kampen om det liberaliserede telemarked i det forløbne år er blevet afgjort: Det tidligere nationale teleselskab, TDC er det eneste såkaldt full-service-selskab med alle varer inden for tele og data til alle kundegrupper.

I slutningen af året blev der foretaget katastrofeopbremsninger i både Telia og Orange. Selskaberne bebudede store afskedigelsesrunder efter at have erkendt, at de ikke har økonomi til at operere på hele tele- og dataområdet. Den tredje større konkurrent Sonofon har løbende og mere diskret slanket organisationen, siden firmaet afstod fra at søge licens til næste generation af mobiltelefoni sidste efterår.

TDC har blandt andet vundet ved i Hans Munk Nielsen at have en finansdirektør, der - med Henning Dyremoses ord - er skeptisk over for alt, og ikke lader sig rive med.

- En god illustration er, at vores mobilomsætning i Danmark i år er 30 procent højere, end vi forudsagde i foråret 2000. Vi oplever at have en større omsætning end ventet, hvor andre er deprimerede. Jeg har meget nemmere ved at lade mig begejstre. Hvis der kommer udmærkede mennesker og fortæller, at nu kører det her bare helt derudaf, så har jeg tendensen til at løbe med. Men så kommer Hans Munk Nielsen heldigvis og siger: Jeg vil gerne have en forretningsplan, fortæller Henning Dyremose.

Det har desuden været en fordel, at da Henning Dyremose kom til det daværende Tele Danmark for godt fire år siden, så han på teleområdet med nye øjne.

- Jeg har haft en ydmyghed i forhold til en meget kompleks teknologi og vidste, at jeg skulle have nogle mennesker, der var klogere på teknologi end mig til at lede de operationelle enheder. Da jeg kom, havde vi problemer med den operationelle ledelse. Nu er den hevet op på samme niveau som den økonomiske ledelse, siger han.

Organisatorisk er TDC i dag delt op i en række selskaber med betydelig selvstændighed, der arbejder fokuseret med områder som fastnet-produkter, mobil, internet, kabel-tv. I modsætning til flere af konkurrenterne har TDC i det store hele fastholdt den samme linie.

- Nogle af konkurrenterne har haft det vanskeligt, fordi de har skiftet strategi hele tiden. Det har vi så til gengæld ikke gjort, siger Henning Dyremose.

Til gengæld kan man nu forvente, at det danske telemarked går ind i en fase med skærpet konkurrence, fordi TDC's konkurrenter nu vil fokusere skarpere på de områder, de har valgt at bevare og satse på.

- Det hilser jeg velkommen. Der er ikke noget, der er bedre for forbrugerne, for samfundet og for os som selskab end effektive konkurrenter, der vil tjene penge. For det er effektive konkurrenter, der bider os i haserne, der sikrer, at vi ikke får tilbagefald til gamle monopolistiske tendenser, siger TDC-direktøren.

Konkurrenterne må have hjælp
Omfanget af TDC's sejr fremgår af, at Henning Dyremose argumenterer engageret for tiltag, der angiveligt skal hjælpe konkurrenterne gennem krisen. Det drejer sig om den afskaffelse af reguleringen af de priser, brugerne betaler for teleydelser, som en enig telebranche har bedt de politiske regulatører om at gennemføre.

- Slutbrugerprisregulering var måske god nok på et tidspunkt, men nu kvæler den vores konkurrenter. Vi skal nok overleve, fordi vi har stærk fremgang i udlandet og inden for mobil, internet, kabel-tv og forlagsområdet i Danmark, siger han.

Reguleringen skal afskaffes, fordi liberaliseringen er lykkedes, lyder argumentet.
- Dansk teleregulering har været meget vellykket. Der er skabt meget stærk konkurrence og det er sket hurtigere og mere effektivt end i de andre lande. Inden for hvert eneste af vores produktområder er der benhård konkurrence og kamp fra kunde til kunde hver eneste dag. Nu er tiden kommet til at sige til de regulerende politikere: Hvis I gerne vil have mere konkurrence i fremtiden, så skal det være sådan, at konkurrenterne til TDC kan overleve, siger Henning Dyremose.

Men både i det nuværende system og i det nye system vil det være sådan, at der vil være områder, hvor TDC vinder markedsandele, minder TDC-direktøren om.

- Konkurrence defineres ikke af markedsandele, men af om der er alternative spillere til stede, og så af forbrugernes frie valg. Hvis de vælger, at de gerne vil købe dyrere hos den største, fordi der er en bedre kvalitet, så er det tilladt at købe en Volvo i stedet for en Skoda, siger han.

Forkerte beslutninger
TDC's vej til sejr har ikke været uden tilbageslag. Mest i øjnefaldende var vel de storstilede lanceringer af varemærkerne Vic, OnCable og Zillion, som aldrig slog igennem, og som alle endte med at blive skrottet.

- Sådan er det. Hvor der træffes beslutninger, træffes der også ind i mellem forkerte beslutninger. Så skal man bare passe på ikke at holde fast i de forkerte beslutninger, så de trækker en nedenom og hjem, siger Henning Dyremose.
Der blev spildt nogle kroner, men det kan have endt med en styrkelse af TDC's image, mener han.

- Vi gav meget stor frihed til de enkelte selskaber, da vi lavede den selvstændige struktur for at få dynamik og handlekraft frem. Det indebar muligheden for at lave hvert sit varemærke, uden at de dog fik ekstra markedsføringsmidler til det. Så erkendte de efterhånden, at de var stærkere under det fælles varemærke. Nogle hævder, at mangfoldigheden rystede det sidste statsmonopolstøv af, fordi befolkningen blev opmærksom på, det er ikke et centralt styret statsligt organ, for de cykler i 37 forskellige retninger. Men det er måske en efterrationalisering og var i hvert fald ikke planlagt, siger Henning Dyremose.

Ejerskifte
Stort set siden det amerikanske teleselskab SBC's overtagelse af det daværende Tele Danmarks tidligere ejer Ameritech blev godkendt i oktober 1999, har der været rygter om, at det danske teleselsksab skal sælges. Henning Dyremose bekræfter, at det er sandsynligt, at TDC vil skifte ejer, men der er ikke tegn på, at det vil ske lige med det samme.
- Tilbage i '98-99 troede de fleste, at vores industri skulle ledes af fem-seks globale spillere. Derfor købte amerikanerne op i Europa, for hvis de skulle være globale, skulle de være i Europa. Nu har man fundet ud af, at det tilsyneladende er en industri, hvor det er nok at være en regional spiller. Derfor er amerikanerne stort set på vej ud af Europa. Men SBC er jo endnu mere velkonsolideret, end vi er. Derfor har de ikke noget behov for at sælge os, hvis ikke de kan få en ordentlig pris. Hvis de skal have en ordentlig pris, så skal der være nogen til at betale. Dem, der burde stå for den regionale konsolidering, har så opført sig lidt ufornuftigt for et par år siden. Det vil sige, at de store teleselskaber i Tyskland, Frankrig og England er i en situation, hvor de skal bringe deres gæld ned. De skal ikke købe, så der er ikke rigtigt muligheder. Så har der været en periode, hvor man troede meget på fusioner på tværs af grænser. Man har talt om mange, men der er ikke kommet så mange. Nu er der kommet en med Telia Sonera. Nu skal de jo så bevise, at det er en god idÈ, og at der er nogle synergier, siger Henning Dyremose.

Kommer der en ny ejer, bliver det et selskab, der vil noget med TDC, mener han.

- Jeg er helt afslappet. Jeg er glad for min nuværende ejer. SBC giver os kolossal opbakning, og de er fra branchen og kan give med- og modspil. Jeg kunne sikkert også være glad for en Deutsche Telekom eller for en Telia Sonera eller for en Telenor. Der er bare det at sige til det, at en ny ejer skal have temmelig mange penge, fordi det er jo ikke nok at købe SBC's 42 procent af aktierne. Man skal købe dem alle sammen, sådan er dansk lov. Så hvis der på et tidspunkt er nogen, der tager den virkeligt store tegnebog op for at overtage os, så er det fordi, de vil udvikle os - ikke fordi de vil afvikle os. Derfor ser jeg med sindsro på eventuelle ejerskifter, og i mellemtiden er jeg glad for den ejer, jeg har, siger Henning Dyremose.

Citat:
Nu er tiden kommet til at sige til de regulerende politikere: Hvis I gerne vil have mere konkurrence i fremtiden, så skal det være sådan, at konkurrenterne til TDC kan overleve.

Boks:
Fakta om tdc

Økonomisk styrke

Omsætning Resultat før
i mio. kr. skat i mio. kr.
TDC 51.564 221
Sonofon 3.540 101
Telia 2.300 -
Orange 1.436 -1036
Tele2 1.060 -62
Kilde: Computerworld Top 100. TDC's tal er på koncernbasis og dækker derfor også de udenlandske aktiviteter.
Markedsmæssig styrke
Internetabonnementer Abonnentlinier
Fastnet og ISDN

Kilde: IT og Telestyrelsens statistik , 1. halvår 2002

Note:
Årets tendens 2002

2002 blev året, hvor TDC satte kronen på værket. Det er 12 år siden, de fem regionale telemonopoler blev samlet i Èt teleselskab og siden privatiseret. Oven i de omfattende selskabsændringer blev markedet for telefoni i 1996 åbnet for konkurrence. Og efter seks år er TDC nu tilbage som det markedsdominerende og veldrevne teleselskab, der stadig vækker teknologisk opsigt og driftsmæssig beundring uden for landets grænser og blandede reaktioner herhjemme.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere