Tablet PC skal genoplive e-bogen

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. november 2002.


Der har været mest fokus på de nye muligheder for at skrive med pen på skærmen, men ved lanceringen af Tablet PC'erne gjorde Bill Gates det klart, at den for ham også er til at læse e-bøger på.

Tablet-pc

For Microsoft og Bill Gates er Tablet PC'en et bud på en e-bog i lige så høj grad som det er en enhed til at skrive håndskrift og tegne på.

Der har været stille om e-bog-aktiviteterne et stykke tid, men Bill Gates gjorde for godt et år siden sit store engagement på dette område klart på et møde med den danske forlagsverden under konferencen FutureFocus i Bella Center i begyndelsen af februar sidste år.

Tablet PC'en er udstyret med en særlig udgave af Microsoft Reader med den såkaldte Clear Type-teknologi, som Bill Gates håber vil gøre læsning på en skærm almindelig. En af vejene hertil er partnerskaber med selskaber som Zinio om at præsentere magasiner som Financial Times, Forbes, PC World og The New Yorker på Tablet PC'erne lige som de fremtræder på tryk. Zinio beskriver sig selv som en serviceudbyder til forlag og trykte medier.

- Læserne kan søge i teksterne og hurtigt nå frem til den artikel, de søger. Desuden kan de opbevare en masse materiale i en enhed, de alligevel har med, mener marketingsdirektør Pan Horan fra Zinio.

For forlagene og medierne ligger fordelen i sparede udgifter til tryk- og distribution. Desuden bliver det muligt at få abonnenter på steder, hvor det hidtil har været for dyrt.

I dag er indtægterne fra annoncer et vigtigt bidrag til mediernes økonomi. Det bliver formodentlig lettere at springe annoncerne over, når magasinerne formidles elektronisk. Alligevel mener Zinio, at det stadig vil være muligt at finansiere udgivelserne delvist ved reklamer.

- Vi har undersøgelser, der viser, at 79 procent af brugerne klikker på en bannerannonce i et elektronisk magasin, hvis den ser ud til at være relevant for deres interesser. Desuden kan vi benytte media flash og video, og vi kan binde reklamerne sammen med bestemte typer artikler. Men for de annoncører, vi har talt med, er det afgørende, at materialet fremtræder som de er vant til i trykt form, siger Pan Horan.

Bestsellerforfatter
Som endnu et tegn på, hvor meget vægt Microsoft lægger på bøger i forbindelse med Tablet PC'en havde Bill Gates forfatteren Amy Tan, som blandt andet har skrevet "Klub held og glæde" med til lanceringen, idet hun har været testperson.

- I begyndelsen legede jeg bare. Jeg begyndte at tegne. Det er jeg ikke så god til, som jeg godt kunne tænke mig, men her kan jeg fjerne streger, jeg ikke er tilfreds med. Så begyndte jeg at sende håndskrevne e-mails. Der er mange tilfælde, hvor en håndskreven besked passer bedre. Efter nogle dage begyndte jeg at notere ideer til min næste roman med små tegnede skitser til klokken to om natten. Og jeg opdagede, at jeg kan læse om natten ved lyset fra skærmen, uden at lyset generer min mand, der sover ved siden af mig, fortæller Amy Tan.

Underskrift
Medarbejdere i marken er blandt de første målgrupper for Tablet PC'en, og her synes det nærliggende at kombinere mulighederne for grafik præsentation og håndskrift til at lave formularer eller blanketter, som brugeren eller dennes kunder kan kvittere på med en underskrift. Ved lanceringen præsenteredes en applikation til dette udviklet af SAP til brug ved mobilt salg.

Blanketten indeholder en række felter, som brugeren kan skrive og ændre i, indtil der bliver kvitteret i underskrift-feltet. Så er blanketten låst. Hermed sikrer men, at der ikke er ændret i eller manipuleret med dokumentet senere.

- Det er ikke en facilitet til millionkontrakter. Hensigten er, at brugerne bekræfter, at de har set og godkendt indholdet. Vi betragter det som mere sikkert end et stykke papir, fordi det ikke kan ændres, når det har forladt brugeren, men det er ikke nødvendigvis juridisk bindende, siger produktchef Thomas Arend fra SAP.

Perfekte cirkler
Corel er et andet selskab, der benytter Tablet PC'en grafisk. De har udviklet tegneprogrammet Grafigo, der kan omskabe de mere eller mindre deforme cirkler, trekanter eller linier, brugerne tegner i hånden, til fuldendte figurer. Eller programmet kan lade være, hvis tegningen eller dele af den skal fremtræde som håndtegning.

Grafigo kan benyttes med alle former for grafik som "underlag", så brugeren kan tilføje kommentarer på en plan over en bygning eller et røntgenbillede. Corel har udviklet en teknologi, der bygger på såkaldte onion-layers (lag på et løg). Brugerne kan skabe og udveksle disse lag, som de har tegnet på oven på grafikken. Dermed kan flere brugere udveksle kommentarer om et billede eller en tegning.

Første version af Grafigo kan hentes gratis på Corels websted. Næste år kommer en version med flere faciliteter - herunder mulighed for notater på tegninger i cad/cam-format. Denne version regner Corel med at tage penge for.
Microsoft erkender, at der vil være skepsis over for Tablet PC'en. Dels har der i flere år været forskellige typer Tablet PC'er tilgængelige, uden at nogen af dem har gjort noget særligt væsen af sig på markeder. Dels havde Microsoft allerede midt i 90'erne med Pen Windows et skriftgenkendelses-projekt, som blev skrinlagt, fordi det ikke var godt nok.

Kejtede Bill
- De tidlige brugere vil være ambassadører. Folk vil se en person, der skiver med pen på sin pc og tabe underkæben. Så vil de spørge, hvordan de forskellige faciliteter fungerer. Mund til mund anbefalinger vil, som altid når det gælder software, være afgørende, siger Bill Gates.

Microsofts chefarkitekt og formand har været tæt tilknyttet udviklingen af projektet.

- Tablet PC'en repræsenterer en drøm, jeg har haft i årevis. Det var noget i den retning, vi tænkte på, helt tilbage da Paul Allen og jeg overvejede at starte Microsoft, fortæller han.
Topchefen har nærmest pustet udviklerne i nakken.

- De præsenterede mig stolt for en tidlig version, og den fungerede slet ikke. Fem andre havde prøvet med fint resultat, men jeg er venstrehåndet, og derfor holder jeg pennen anderledes og skriver måske stregerne i bogstaverne i en anden rækkefølge. Jeg har presset på for, at skriftgenkendelsen også fungerer for venstrehåndede brugere, siger Bil Gates.

Billedtekst:
Bill Gates håber, at Tablet PC'en vil bane vejen for læsning af bøger og magasiner på skærm. Manden her læser på en Lounging Reader, som er en egentlig e-bog. Indsat ses en Acer Tablet PC med magasinet CIO. Ifølge firmaet Zinio, som sælger elektroniske udgaver af magasiner, er det vigtigt, at de tager sig ud som i trykt form.

Boks:
Den hidtil tyndeste
Ved lanceringen af Windows styresystemet til Tablet PC'er løftede den japanske producent NEC sløret for deres model, der er den hidtil tyndeste. 1,6 cm bred er den, og vægten er knapt et kg. NEC's Tablet PC kommer på markedet i begyndelsen af det kommende år. Detaljer om processor eller pris er ikke offentliggjort.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere