Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. september 2002.
Da dotcom-boblen bristede, startede den amerikanske trend med pinkslip-parties - de er bare lidt mere farvestrålende "over there", vores fyresedler er selvfølgelig grå.
Farvefaktoren til trods er denne klummes pointe, at i guder, hvor vi dog mangler nogle fyreseddelsfester her i landet. For selv om det ikke er det mest politisk korrekte budskab, så er tiden inde til at bringe seriøse mængder alkohol på bordet. Og var Computerworld en røgfyldt bar, og jeg i gang med min store fad nummer fem, så er her, hvad jeg ville sige til alle jer derude, som snubler og falder, lukker og fyrer i denne miserable isvinter af en økonomisk nedtur:
Skal vi drikke hjernen ud?
For jeg er så hamrende træt af at skrive om konkurser, fusk og fyringer. Det er for surt at bruge dagen på at glo på aktiekurser med skarpere fald end olympiske skihopbakker. At se antikviteten Greenspan, hvis lillebror sover trygt i Keops-pyramidens hemmelige kammer, endnu engang udsætte opsvinget. Denne gang er det tilsyneladende den fremtidige Irak-krig, der kommer i vejen.
Det er ikke slut, før den fede dame synger, siger de kloge. Ok, men så vil jeg lige pointere, at der står et ordentlig skur af en kvinde et sted i IT'ens højborg, hvor end den måtte ligge, og skriger sine lunger ud. Og hvis der er nogen derude, der har et tip til at få hende til at holde mund, så er det nu, I skal melde jer under fanerne. Det her skal stoppe!
Skål!
... For jeg er så led og ked af at høre ord som realisme, fornuft og markedets konsolidering. Og jeg orker ikke lytte til endnu et bagklogt blålys, prædike at, Ja! Nu handler det jo gudskelov om de gode solide købmandsværdier igen, mens han i sit stille sind fryder sig over, at alle de smarte unge hanhunde med væmmelige ideer om nye ting blev banket grundigt på plads. Hvis du ikke råbte om kræmmerfornuft under opturen, så bør du ikke stå og bræge det åbenlyse nu.
Skål!
Der skal nok være nogen derude, som undrer sig over denne klumme. Der tænker, at dette må være kronede dage for IT-journalister verden over med alle de saftige fyringer og konkurser, vi kan fylde aviserne med. At vi i virkeligheden er nogle tastaturtampende gribbe, og at IT-branchen en forladt babygazelle med fire brækkede ben. Forkert!
Selv om konkurser, katastrofer og fyringer i teorien er gode journalistiske historier, så er det ikke GODE historier. Og i disse tider findes der ikke Èt dansk mediehus, hvor hver enkelt journalist ikke er smertefuldt klar over, at der er ansigter bag hver eneste af de fyringer, vi skriver om.
Nå men, Skål!
Det her er så tidspunktet, hvor jeg skal komme med en eller anden snedig pointe. Det moralske og kække boost til læseren. Og stod jeg ikke her i en røgfyldt Computerworld bar, snart færdig med min store fad nummer fem, ville det være et eller andet med, at vi jo må bide tænderne sammen. Se fremad og så videre, og så videre. Men jeg savner opturen! Jeg savner drivet, drømmene, de fjollede, de luftige, de solide og de geniale ideer. Jeg længes efter det hidtil usete mod til at investere i alt det nye og ikke mindst alle de nye. At se heltene, der turde, de store visioner og større handlinger. Men mest af alt savner jeg håbet og troen på, at vi sammen, med IT som fællesnævner, er i gang med at skabe noget helt fantastisk i verden.
Oven i det har jeg lige skrevet årets fyringshistorie nummer 756. Jeg er løbet tør for ord, der kan beskrive, at opsvinget nok snart kommer. Derfor bliver denne klummes afslutning i stedet et spørgsmål.
Hvem giver næste omgang?
