Unisys hælder millioner i nyt image

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. juni 2002.


Det tidligere teknologitunge Unisys har haft rengøringskludene fremme for at pudse sit image af i en ny kampagne. Den skal markere, at 75 procent af omsætningen i dag er udvikling og levering af nøglefærdige forretningsløsninger til erhvervslivet.

Hovedrengøringen har fejet igennem IT-koncernen Unisys. Virksomhedens tidligere image skal erstattes med en hurtigsvingende milliondollar-kampagne: "Imagine it. Done." - frit oversat til "Har du ideen. Så leverer vi varen". En slags Alladins lampe til kunderne med budskabet om, at de bare skal tænke tanken, så realiserer og leverer Unisys forretningsløsningen med et trylleslag.
USA-koncernen Unisys er med datterselskab i Danmark et af verdens mange økonomisk plagede IT-selskaber. Ikke blot af den generelle afmatning i erhvervslivets IT-investeringer. Men Unisys er særlig hårdt ramt, da kernekunderne tæller 80 procent af verdens største banker, 19 af de 25 største luftfartsselskaber og ni ud af 10 førende teleselskaber. Brancher som før og især efter World Trade-terrorangrebet den 11. september 2001 har været økonomisk i knæ og har afholdt sig fra nye teknologikøb.
Den globale brandingkampagne er bestilt hos konsulentfirmaet Siegelgate for et halv år siden, og fra medio juni har reklamefirmaet Darkgrey i Grey Worldwide-koncernen lanceret Unisys nye image. Målet for strategien er i reklamesprog: "Making friends in high places". Der skal skabes kontakt til kunderne blandt erhvervslivets såkaldte beslutningstagere, det vil sige de administrerende direktører og andre topledere med budgetansvar på "de bonede gulve".
- Det er vigtigt for os at få sagt, at vi ikke længere er en stor mainframe-producent. Vi følger skiftet hos kunderne, hvor det nu gælder de forretningsmæssige løsninger. Derfor er 75 procent af omsætningen i vor internationale koncern i dag services, og det gælder også for Danmark, siger administrerende direktør Jørgen Andreassen, Unisys Danmark.
Det tidligere og delvist fejlslagne image i Unisys var bygget op på "skærmhoveder" (monitor heads), hvor reklamefolkene havde udstyret kontorfolk med IT-skærme som hoveder i brochurer, annoncer og på nettet. Teksten var bygget op på : "We eat, sleep and drink this stuff", som formentlig skulle betyde, at uanset hvad medarbejderne i Unisys foretog sig, så var kunderne i fokus døgnet rundt.
Men skærmhoved-kampagnen blev aldrig en succes, og mange datterselskaber (eksempelvis Danmark) brugte kun delvist Unisys-koncernens reklamemateriale. Kampagnen signalerede for meget den nørdede IT-mand, som top-ledelsen hos kunderne i erhvervslivet ikke forbandt med at kunne levere dem IT-baserede forretningsløsninger.
Den nye kampagne ligger langt fra det teknologitunge i "skærmhoved-kampagnen". Den danske Unisys-chef Jørgen Andreassen begyndte for et halvt år siden at tale med kunder, iagttagere, partnere og branchen for at udvikle strategien, der skal fastholde Unisys som IT-virksomhed i fremtiden. Deres mening om Unisys var meget positiv, fortæller han, med en tro på, at der er fokus på kerneforretningen med et utrætteligt engagement til at nå de forretningsmæssige mål.
Unisys håber, at den nye kampagne går hjem hos top-erhvervsfolk om, at virksomheden hovedsagelig er leverandør af systemintegration, outsourcing, infrastruktur/net, serverteknologi og konsulentydelser med hardware i fodenden af forretningen med 25 procent af omsætningen.

Billedtekst: Unisys' nye brandingkampagne "Imagine it. Done". bliver også synlig i Danmark.

Boks:
Unisys Danmark A/S

Årsregnskab 2000
(Regnskabet for 2001 er endnu ikke offentliggjort)

Ansatte 130
Omsætning 289.877.000
Result.
primær drift 10.881.000
Resultat før skat 12.067.000
Oms. vækst -6,1
Overskudsgrad 3,8
Primært res.
pr. ansat 0,08
Afkastningsgrad 8,9
Saml. aktiver 22.111.000

Plac. top 250 83
Plac. dygtigste 81
Placering blandt
hurtigvokserne 195




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere