Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. maj 2002.
Star Wars II er det nyeste vift med et lyssværd mod den gammeldags analoge film, for denne film kan distribueres digitalt. Det sparer milliarder i film-
industrien, men ingen ved, hvem der skal betale for de digitale dejligheder.
Når biografgængerne i mere end 50 amerikanske biografer ser Star Wars II, er der ikke nogen larmende filmprojektor i biografen. I stedet står der en dataprojektor og en videoserver, hvorfra filmen vises. Selve filmen ligger på en flok harddiske i et specielt komprimeringsformat.
Star Wars episode I fyldte omkring 330 gigabyte med seks spor Dolby surround-lyd og blev distribueret på harddiske, der forsigtigt blev båret ud til de 11 digitale biografer, der fandtes i 1999.
Med moderne komprimering ville samme film i dag fylde omkring 50 gigabyte og kunne distribueres på 7-10 DVD'er. Disse DVD'er kan fremstilles for under 1.000 kroner og sendes med posten, og kompressionerne er ved at blive endnu bedre. Toy Story 2 klarede sig for eksempel med 30 gigabyte.
Filmdistribution er dyr
Det er en ekstrem besparelse set i forhold til dagens filmdistribution, som i realiteten ikke har forandret sig de sidste 100 år. En fremvisningskopi af en film koster omkring 20.000 kroner at fremstille og skal sendes med specialbud. En populær film i Danmark kan have 50 kopier i distribution. Det bliver til en lille million kroner, der går til omkostninger for bare en enkelt film. I USA er problemet mangedoblet. Der blev fabrikeret 3.000 fremvisningskopier af filmen Gladiator. Det giver en udgift på 60 millioner kroner, inden filmen er blevet set af en eneste tilskuer. Alt i alt anslås det, at omkostningerne for at sende film ud til de mere end 100.000 biografer, som er registreret i hele verden, overstiger 10 milliarder kroner om året.
Producenter scorer besparelserne
Ud af disse 100.000 biografer bliver omkring 3.000 fornyet om året. Alligevel er der ikke mere end omkring 100 digitale biografer på verdensplan. Det skyldes flere ting. Dels er der en standardiseringskrig i gang både inden for software og hardware, dels er der en piratkopierings-forskrækkelse af dimensioner i filmbranchen i øjeblikket, hvorfor der diskuteres måder at sikre filmene på, og endelig er der spørgsmålet om finansiering.
Det er nemlig filmstudierne, der virkelig scorer kassen ved at erstatte filmrullerne med IT-udstyr. Producenterne sparer ikke alene distributionsomkostningerne, men også en stor del af produktionsomkostningerne.
Filmruller er dyre, og der kører meget film igennem kameraerne ved en større Hollywood-produktion. Helt op til 15 millioner meter film, for de rigtig dyre film, som for eksempel Pearl Harbour. Det er omkring 210 millioner kroner alene i råfilm. Dertil kommer fremkaldelse. Igen udgifter, der skal betales inden, at nogen har set filmen.
Bruges der den nyeste generation af højopløselige videokameraer anslås det, blandt andet af Sony, at der kan spares 90 procent af disse omkostninger, og det vel at mærke når anskaffelsesprisen af udstyret tælles med. Det kan naturligvis bruges til nye film, hvor der så spares endnu mere.
George Lucas brugte for eksempel omkring en milliard kroner til højopløseligt videoudstyr til Star Wars II. Kvaliteten af disse højopløselige videokameraer er tilstrækkeligt gode til, at kvalitetsbevidste filmskabere, som George Lucas, tør bruge dem. Også herhjemme bobler det digitalt, idet den kommende film om Asta Nielsen som en af de første i Norden er optaget på denne måde.
Biograferne stritter imod
Alle er enige om, at der ikke er nogen tekniske problemer i digital film. Problemerne ligger i en formatkrig mellem forskellige standarder og naturligvis omkring piratkopiering. Men der snakkes ihærdigt parterne imellem, idet filmselskaberne er umådeligt motiveret for at få de store besparelser realiseret, og skubber derfor kraftigt til forhandlingsbordet.
Det løser bare ikke det store problem, som hedder finansiering af biografernes omstilling til digital projektion.
Biografejerne er absolut ikke ivrige efter at skulle finansiere en udskiftning af deres gamle udstyr, hvor det endnu ikke er sikkert, hvilken standard er vinder. Og slet ikke, hvis de ikke får en kompensation for en investering, der går fra en halv til to millioner kroner for en projektor plus server.
IT-branchen kan redde det hele
Men redningen kan komme et helt andet sted fra, nemlig IT-branchen. En digital film fylder cirka 1,5 terabyte i ukomprimeret udgave. Denne lagring skal gentages utallige gange i form af midlertidige kopier, sikkerhedskopier med mere under filmproduktionen.
Alt i alt forventer IBM, at Hollywoods samlede filmproduktion kræver lagringssystemer med en kapacitet på tre til fire petabyte - om året.
Konkurrenten EMC venter en trecifret vækst på markedet og fortæller, at man ansætter mediefolk på livet løs, for at kunne sælge lagringssystemer, der i princippet er meget store sekventielle diske til filmbranchen. StorageTek er også mere end optimistisk omkring salget af backup-systemer til filmindustriens kæmpestore filmlagre.
Folkene fra IT-branchen snakker om at bruge ASP-modellen på medier, hvor FSP'er (Film Service Provider) kan fjerne denne investeringskløft mellem parterne.
Naturligvis er IT-leverandørerne også interesseret i at få gang i salget af petabyte-lagringssystemer, og hvis problemet er biografernes investeringsvæmmelse og distributørernes eksistensangst, ser man FSP'er som en mulig nål til bylden.
Det bliver i form af gigantiske diskfarme med fiberoptiske netværk til biograferne, for en projektor skal fodres med minimum en gigabit/s for at få data nok. Denne model holder biografernes investering nede, giver mulighed for en afregningsmodel, og filmene forlader aldrig FSP'en, idet der kun udsendes en krypteret bitstrøm.
Så måske skal vi se Star Wars III i IBMperial, streamet direkte fra Nordisk Bits Compagni.
Billedtekster:
Da George Lucas skulle i gang med Star Wars II, begyndte han med at investere en milliard kroner i digitalt optageudstyr.
Den nye Star Wars-film er digital på mere end en måde. Næsten alle effekterne er digitale, men filmen er også optaget digitalt. Fotos: Lucasfilm
