Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 5. april 2002.
Telias køb af Sonera i Finland ligner umiddelbart en ligegyldig fusion for Danmark. Men
Telia/Sonera kan stå på spring for at snuppe danske TDC for næsen af Deutsche Telekom.
Nordens største teleselskab blev dannet forleden med svenske Telias køb af finske Sonera. En god handel fyldt med synergi for begge parter. Telia fik endelig foden ind i Finland, og Sonera kom ind i Sverige og Norge.
Den nye nordiske telekoncern mangler nu blot Danmark for at kunne kalde sig nordisk med stort N. Telia findes ganske vist allerede i Danmark med eget selskab. Men forretningsmæssigt har det været op ad bakke hele vejen med solide underskud i en hidtil forgæves konkurrence med det tidligere Tele Danmark (TDC).
- Telia er via fusionen med Sonera blevet endnu stærkere financielt og har nu mulighed for at købe TDC og kan betale i både kontanter og aktier, siger porteføljemanager David Dalgas, BankInvest.
På vej ind fra siden
Det kunne være en god ide, da Telia er førende på mobiltelefoni i Norden bortset fra Danmark. Men Deutsche Telekom (DT) kan være på vej ind fra siden, uden rigtig selv at vide det, og dermed få fat i TDC for næsen af Telia.
- Deutsche Telecom har fejlkøbt det amerikanske mobilselskab Voicestream. Gælden er for tung i det tyske teleselskab, men da telemarkedet i USA er raslet ned, og der samtidig er personlig prestige på spil for den tyske DT-chef, som købte Voicestream, er det svært at få det solgt tilbage til USA, siger David Dalgas.
Men der er alligevel en mulighed. Der er snart valg i Tyskland, og mange regner med, at DT-chefen udskiftes samtidig. Desuden har SBC (Tele Danmarks amerikanske ejer) vist interesse for at købe
Voicestream fra Deutsche Telekom for at få volumen i sin amerikanske mobilforretning. Betalingen kunne være SBC-aktierne i eventuelt Belgacom og TDC.
- Hvis altså Telia ikke har slået til forinden og har købt TDC. Telia er åbenbart dygtige købmænd. Det lykkedes dem at få købet af Sonera på plads hurtigt og 15 procent billigere, end vi havde regnet med, siger David Dalgas, BankInvest.
Læs kommentar side 4
i Teknik & Net
Billedtekst:
Om kampen om TDC bliver lige så intens og mindeværdig som denne klassiker fra 70'erne mellem Joe Frazier og Muhammad Ali er nok tvivlsom. Dog viste Telia storform og slog hurtigt til i forbindelse med overtagelsen af Sonera.