Sjælen skal flytte med

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. marts 2002.


Billedtekst: De ansatte i KMD er spredt ud over hele det storkøbenhavnske område. Til sommer bliver de samlet i en tre-etagers bygning ved KMD-hovedsædet i Ballerup. Det nye hus koster 285 millioner kroner.

Til sommer forlader 610 ansatte i KMD
deres cellekontorer
og indtager de åbne kontorlandskaber i et nybygget tre-etagers hus i Ballerup. En kulturgruppe sørger for, at flytningen bliver så gnidningsfri som muligt.

- Over 90 procent af vores medarbejdere er enten tilfredse eller særdeles tilfredse med at være ansat i KMD. Det viser vores medarbejdertilfredshedsundersøgelser. Så hvorfor bygge et nyt hus og flytte dem rundt, spørger I.P. Frederiksen, personaledirektør i KMD.
Spørgsmålet er naturligvis retorisk. KMD gennemfører hyppige medarbejderundersøgelser, så ledelsen har en ret præcis fornemmelse af, hvad de ansatte mener om tingene. Og personaledirektørens spørgsmål besvarer nærmest sig selv, når man begiver sig en tur rundt på byggepladsen i den imponerende skal, der til august bliver 610 menneskers daglige arbejdsplads.
I øjeblikket sidder der flere end 300 udviklere i Brøndbyøster, mens service- og salgsfolk arbejder i Ballerup. Der er omkring 100 KMD-folk i afdelingen i Valby, 100 sidder i lejede lokaler hos en af naboerne, og resten befinder sig i KMD's nuværende hovedsæde, der er godt 20 år gammelt. De allerfleste sidder i enkelt- eller tomandskontorer. Sådan har det altid været, og det har folk egentlig været meget godt tilfredse med. Men der er store forventninger til den synergi, der opstår, når man rent fysisk samler mennesker, som arbejder på de samme projekter. Derfor har ledelsen i KMD set flytningen som afgørende for, at medarbejderne kan udvikle sig og bevare deres markedsværdi - og selvfølgelig også resultere i rigtige kundeløsninger.
Ildsjæle
Det udvalg, der står for bygge- og flytteprojektet, har fra starten været klar over, at det ikke foregår uden sværdslag at flytte store medarbejdergrupper fra det miljø, de er vant til, til et åbent arbejdsmiljø, hvor op til 60 mennesker er samlet i ottemandsgrupper i Èt rum, kun adskilt af 140 centimeter høje reoler, der samtidig fungerer som støjdæmpning og som whiteboards, man kan skrive på.
- Vi har lavet et udvalg, der består af 12 specialtrænede medarbejdere, og som står for vores Kulturprojekt. Vi kalder dem også vores ildsjæle, og deres opgave er at besvare spørgsmål og lave undersøgelser blandt medarbejderne, så vi ikke sender folk over på deres nye arbejdsplads, uden de er ordentligt forberedt på de muligheder og de ulemper, der selvfølgelig er ved at sidde i et stort fælleskontor, fortæller Anne-Kirsten Farver, HRD-manager (Human Relations Developer).
KMD's gennemsnitsalder for de ansatte er 42 år, og det er i sig selv en udfordring at skulle ændre på fasttømrede arbejdsrelationer blandt de ansatte, lige som det kræver en vis fingerspidsfornemmelse at placere forskellige aldersgrupper under samme tag. Unge og ældre har forskellige vaner og lyde, simpelthen, så Kulturprojektet satser meget på, at især de ældre medarbejdere ikke føler, at de får trukket noget ned over hovedet.
Hurtig problemløsning
- Det er vigtigt at komme rigtigt afsted, siger professor og arkitekt Jan Søndergaard, der har tegnet det nye hus sammen med arkitekt Mikkel Beedholm og kollegerne fra arkitektfirmaet KHRAS.
- Hvis medarbejderne påpeger problemer, der ikke bliver løst, spreder den negative energi sig til alle de andre, og så kan man pludselig ikke løse problemerne mere. Derfor er medarbejderne med på råd fra starten. Og bliver der klaget over noget, der generer - lyd, for eksempel - skal vi gøre noget ved det med det samme. Det kan måske bare være et spørgsmål om et skvæt med silicone-sprøjten, der lukker et lille hul til kabelføringen mellem etagerne, hvor den generende støj kommer fra. Åbenhed og dialog er også i denne sammenhæng utrolig vigtig, så vi kan afmystificere tingene.
Det vigtige lys
Den nye tre-etagers bygning, der vokser frem i Danmarks svar på Silicon Valley i Ballerup, vil til sommer give de andre IT-firmaer i området god grund til at skæve misundeligt til det nye KMD-hus. Det kommer til at fremstå nærmest transparent med glasfacader og to vældige atrier. Trapperne slipper lyset igennem mellem glastrinene, og forstærker oplevelsen af at være tæt på den omgivende natur.
- Lyset i en moderne kontorbygning er en vigtig parameter og vigtigt for den måde, vi oplever rummet på. Solens vandring med varierende lysindfald og årets skiften opleves dynamisk i bygningens indre, og giver variationer, som stimulerer menneskene indenfor. For bare få årtier siden ville man rykke skrivebordet helt ud til vinduet og skynde sig at skaffe en vinduesplads. I dag rykker man det halvanden meter tilbage i rummet for at undgå refleksioner i skærmen, siger arkitekt Jan Søndergaard.
Derfor er oplevelsen indenfor endnu vigtigere i dag. Sollyset fra syd filtreres gennem specialdesignede, mobile skærme, men bygningens nordside er åben med store glaspartier. Også møblerne er tegnet specielt til det nye KMD-hus:
- Når man forlader sit Ènmandskontor og flytter til et åbent interiør, skal man have et fast holdepunkt, så man ikke bliver identitetsløs. Derfor bliver arbejdsbordene monumentale og skulpturelle. De skal udstråle stabilitet, så man får fornemmelsen af, at her hører man til. Vi prøver at skabe et intimt rum omkring arbejdsborde og inventardele, siger Jan Søndergaard.

Billedtekst: Arkitekten bag KMD's udvidelse af hovedsædet i Ballerup, Jan Søndergaard fra arkitektfirmaet KHRAS, er også manden bag B&O's nye hovedbygning i Struer. Indeklimaeksperter fremhæver netop B&O-hovedsædet som et eksempel på, hvordan store fælleskontorer skal laves. KHRAS har blandt andet også tegnet TDC's nye netcafe BoomTown. Og Jan Søndergaard opfandt de store sejl, som udgjorde den spektakulære Danske Pavillon ved verdensudstillingen i Sevilla i 1992. Foto: Maria Sattrup

Billedtekst: - De penge, KMD sparer på vores ansattes transport, og leje af lokaler,
betaler stort set det nye hus, siger I.P. Frederiksen, personaledirektør.
Byggeprojektet er færdig til
august.
Foto: Maria Sattrup

Boks: Nye tider, nye måder
Filosofien bag det nye KMD hedder New Ways of Working og er udviklet af arkitektfirmaet DEGW i 1973. Danmark har sit eget New Ways of Working-center i Århus, der arbejder med alle aspekter af nutidens og fremtidens nomadiske arbejdsformer.
Mere information på www.nwow.alexandra.dk >




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere