Irsk IT-eventyr har problemer

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. november 2001.


Billedtekst: Nedturen i IT-branchen kom hurtigere end ventet, siger David Hanna, direkør i Irlands hovedorganisation for industriel udvikling.

De sidste 25 år har
Irland trukket verdens største IT-virksomheder til landet. Nu er Irland blevet afhængig af en branche i krise.

Dublin: - Vi vidste at IT-nedturen ville komme, men ingen havde ventet, at det ville gå så hurtigt og have sådant et omfang. Sådan siger IDA's direktør for afdelingen for information og kommunikationsteknologi David Hanna om den krise, der har ramt IT-branchen.
IDA er Irlands hovedorganisation for industriel udvikling og har ansvaret for at trække udenlandske virksomheder til landet. Fire store IT-virksomheder har lukket aktiviteterne i Irland, og foreløbig har de udenlandske IT virksomheder, der står for en fjerdedel af landets eksport, fyret mere end 4.500 medarbejdere. For blot et år siden så tingene anderledes ud. I år 2000 kom OECD-rapporten "measuring the ICT sector", der målte vigtigheden af den prestigefyldte IT-sektor i et givent land. Sammen med blandt andet USA og England landede Irland i første division, som bestod af de lande, hvor IT betød meget for landets økonomi.
Eventyret begynder
Det irske IT-eventyr starter i 70'erne. Landet er ramt af stor arbejdsløshed, og kvalificeret arbejdskraft valfarter ud af landet. I et forsøg på at stoppe den udvikling, vælger den irske regering at satse aktivt på at trække IT- og medicinalindustrien til landet.
- Vi ønskede, at virksomhederne skulle skabe så mange job, som de overhovedet kunne. Vi var ligeglade med hvilken type, og de fleste af dem var da også samlebåndsarbejde, siger han.
Folkene hos IDA tog verden rundt og opsøgte de store IT-virksomheder, der blev lokket til landet med udsigten til ledig arbejdskraft, en erhvervsskat på nul procent og et kontant tilskud for hvert job, som blev skabt. Og den irske regering fortsætter med at skabe det gunstige erhvervsklima op igennem 80'erne. Her investeres intensivt i uddannelsessystemet, og Irland uddanner nu programmører i stor stil. Det betyder, at de virksomheder, der før primært havde samlebåndsproduktion, nu udvider forretningen til at omfatte call-centre, softwareudvikling samt strategi, research og udviklingsenheder. De irske investeringer har givet pote. På nuværende tidspunkt er der 300 udenlandske IT-virksomheder i landet, som sammenlagt har 52.000 ansatte.
Spøgelsesfabrikken
Men rundt om i landet begynder fysiske eksempler på branchens krise at dukke op. Omkring 20 kilometer fra Dublin står betonskelettet til Intels nye produktionsfaciliteter, som skulle starte produktion i 2003. Der er dog hverken mennesker eller maskiner i gang på byggepladsen, for Intel har indstillet al byggeri, indtil virksomheden går økonomisk lysere tider i møde. Bill Riley er talsmand for Intels irske aktiviteter. Han har været vidne til Irlands rutschetur sammen med IT-industrien og har foreløbig selv måtte sige farvel til 200 Intel-kolleger.
- Irland lider sammen med branchen. Den mest synlige konsekvens er fyringerne og lukningerne af IT-virksomheder. Samtidig ser man for første gang, at studerende med en grad i computer science ikke længere kan gå direkte ud i et job, siger han.
Foreløbig har fire store virksomheder trukket sig ud af landet, blandt andre Motorola og Gateway. Sidstnævnte måtte afskedige 900 medarbejdere ved lukningen.
Investerer sig ud af krisen
Hos IDA arbejder David Hanna og personale på højtryk for at afbøde de værste konsekvenser af IT-krisen.
- Lige nu ser vi problemerne ved at have satset på IT-sektoren, men vi havde ventet en nedtur, for hvad der går op kommer også ned igen. Vores strategi for at holde hovedet oven vande er at arbejde for at de virksomheder, der er i landet, kan blive ved med at udvikle deres aktiviteter og selvfølgelig fortsat forsøge at trække nye virksomheder til.
For at virksomhederne fortsat skal udvikle sig i landet, har Irlands regering sat over 800 millioner irske pund (7,5 milliarder kroner) af til at støtte research og universitetslaboratorier, der arbejder med IT-forskning.
Og med en beskatning på 10 procent, der dog stiger til 12,5 procent i år 2002, er Irland stadig blandt Europas lavest beskattede lande. Samtidig kan virksomheder stadig få økonomisk tilskud pr. nyt job. Hvor stort et beløb afhænger af forskellige faktorer, som for eksempel hvor i landet virksomheden placerer sig.
Investeringer til trods er David Hanna dog godt klar over, at landet går en hård tid i møde.
- IT-branchen bevæger sig som en cyklus, vi har set nedture før, og hver gang kommer branchen på benene igen, men imellem nedtur og optur venter en masse smerte, siger han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere