Enhver, der har prøvet at styre Windows 7 med en berøringsfølsom skærm, ved godt, at Microsofts populære operativsystem ikke fungerer optimalt med fingrene.
Firmaets chef, Steve Ballmer, erkendte problemet ved et event for udviklere i London. Det skriver websiden Wegotserved.com.
Ballmer lovede, at vi vil se tablet-computere á la Apples iPad med Windows 7 ude på butikshylderne inden jul, men slog også fast, at produkterne vil bruge det almindelige Windows 7, som vi kender fra vores bærbare og stationære computere.
"Vi arbejder med vores OEM-partnere på at lave nogle forbedringer til Windows 7 (med bedre berøringsfølsomme kontroller) næste år," sagde han.
Da Microsoft-chefen blev presset til at svare på, hvor godt Windows 7 vil fungere med berøringsfølsomme skærme og fingerkommandoer, indrømmede han, at vi først vil se de virkelige store forbedringer med det kommende Windows 8, der forventes klar engang i løbet af 2012.
"Vi vil ikke lancere en større ombygning af Windows 7 til berøringsfølsomme kontrol. Det kommer i den næste version", sagde Ballmer.
Det ser altså ud til, at vi skal finde os i Windows-tablets med masser af funktioner, men med et besværligt brugerinterface i over et års tid endnu.