Test: Byg huset på pc'en
Når man står over for at skulle lave en ændring eller tilbygning på sit hus, er det en god ide først at lave en tegning af det færdige hus.
Men i stedet for at begynde med blyant og millimeterpapir, kan man bruge et 3D-grafikprogram. Så kan man nemlig se huset fra forskellige vinkler og med forskellige farver murmaling og vinduer.
En masse 3D programmer er udviklet til at kunne lave flotte figurer og animationer til spil og videoeffekter, men det er ikke den slags, man skal bruge.
Der eksisterer også programmer til Computer Aided Design (CAD), som bygger på de samme 3D-principper, men med vægten på præcis fremstilling og sammenkobling af elementer.
I forbindelse med husbyggeriet er disse elementer vægge og tag samt døre og vinduer med mere.
Der findes en stor mængde CAD-programmer, men de fleste er temmelig avancerede og slet ikke lette at bruge. Man kommer nemt til at bruge mere tid på tegningen end på byggearbejdet.
Det rette program er en mellemløsning, hvor 3D-softwaren er pakket ind i en super let brugergrænseflade med masser af standardelementer.
Selvfølgelig skal man kunne placere sine vægge og døre præcist, men man skal også kunne eksperimentere med farver og materialer. Denne slags programmer kaldes Home Design software.
SketchUp
Et godt bud på Home Design software er det gratis SketchUp, der er ejet af Google.
Sketchup findes både i en professionel og en gratis udgave, hvor sidstnævnte er lige til at downloade og bruge.
Det skal siges til programmets fordel, at det er forholdsvis ukompliceret at gå til. Samtidig skal man dog være forberedt på at gøre alting selv.
Man får eksempelvis ikke lige et tag forærende som i testens to andre programmer.
Mange elementer kan hentes fra Googles 3D Warehouse, der er godt integreret i programmet, men SketchUp er for folk med med nul penge og masser af tålmodighed.
Google SketchUp v6
http://sketchup.google.com
Kr. 0,-
Floorplan 3D
Det er imponerende, hvad man kan få for et par hundrede kroner, og det er endnu mere imponerende, hvor hurtigt man kommer i gang med at designe sit hus eller sin tilbygning i Floorplan 3D.
Man kan ikke styre lige så mange detaljer som i Professional Home Design, men det betyder også, at indlæringskurven er væsentlig fladere.
Dette er altså programmet til dem, der vil hurtigt i gang og ikke har brug for at gå minutiøst i detaljer.
Man skal i øvrigt bemærke, at programmet kan eksportere højtopløselige og flot renderede billeder og film af huset.
Floorplan 3D v11
www.imsisoft.com
Kr. 220,-
Professional Home Design
Det absolut mest avancerede program i testen er Professional Home Design fra Punch! Software.
Dette program har ikke kun alle funktioner, men også rigtig mange elementer og materialer.
Man har kontrol over alle detaljer både ude og inde, og det er godt, men det betyder også, at programmet er forholdsvis omfattende at gå i gang med.
Brugergrænsefladen er dog intuitiv skruet sammen, så det varer ikke længe, før man har sine første design på plads.
Punch! Professional Home Design - Platinum v8
www.punchsoftware.com
Kr. 550,-
Hvad skal man vælge?
Inden man kaster sig ud i at opføre sit hus i et 3D-boligprogram, skal man gøre sig det klart, at det tager tid at lære programmerne at kende.
Det gælder både de billige, de lette, de dyre og de avancerede programmer.
Derfor er det også tilrådeligt at vælge det rette program med det samme, for skal man først til at skifte til et nyt, starter man forfra med indlæringen.
SketchUp er fristende, fordi det er gratis, men man kommer til at bruge meget tid på at skabe elementer og få tingene til at se godt ud.
I bund og grund er programmet ikke tilfredsstillende, og det kan kun anbefales, hvis der absolut ikke må involveres penge i projektet.
Floorplan 3D er testens letteste program og derfor også det hurtigste at få resultater med. Langt hen ad vejen kan programmet løse alle designopgaver, og for godt 200 kroner bliver det næsten ikke billigere.
Men man kan også vokse fra Floorplan 3D, og så skal man op på næste niveau.
Professional Home Design er omfattende og sofistikeret, og det er fristende at anbefale dette program til alle, der drømmer om at designe deres hus på pc'en.
Her støder man ikke hovedet mod loftet, og selv om det tager lidt længere tid at mestre programmet, er det indsatsen værd.