En smuk, lille rejsefælle fra LG

Prisen er ofte omvendt proportionelt med størrelsen på en computer, og rimeligvis er LGs nye ultrabærbare virkelig lille – og i den grad tiltalende. Vi ser om LG's C1 virkelig er alle pengene værd.

En smuk, lille rejsefælle fra LG

Selv børn er udmærket klar over, at man fint kan aflæse klokkeslettet på selv de ringeste discount-ure af den slags, man får kastet i nakken som abonnementsgave fra et hvilket som helst tidsskriftsforlag.

Alligevel er det en svært ikke at lade sig fascinere af den aura og det design, der kendetegner Rolex eller endnu mere fornemme mærker som Breguet.

Hvad har det så at gøre med anmeldelsen af LG C1 Express Dual? Ikke voldsomt meget andet, end at vi indledningsvist må konstatere at du ikke kan foretage dig noget som helst på denne maskine, som du ikke kan gøre endnu hurtigere på bærbare computere, der koster det halve.

Til gengæld er det langt de færreste maskiner, der er bygget nær så stilfuldt og – tja – smukt som LGs lille tablet-pc.

Design på første klasse

Lågets overflade er holdt i sort pianolak, mens tastaturet og den indvendige ramme er en slags hvid vinyl. Helhedsindtrykket tager sig vanvittig godt ud, og dette er absolut ikke en maskine, man ville skamme sig over at trække op af bøffelskindsmappen på Singapore Airlines transatlantiske førsteklasse.

Maskinen ville såmænd også være mægtig praktisk til formålet. Med en vægt på blot 1.300 eller 1.455 gram afhængig af det anvendte batteri, får man næppe overvægt.

Ligeledes fylder den med sin 10,6 tommer bredformatskærm heller ikke alverden, ligesom tykkelsen på knap tre centimeter ikke kan siges at være i overkanten.

Årsagen til de beskedne fysiske mål er blandt andet, at fabrikanten har sparet pladsen væk til et indbygget brænderdrev. I stedet følger multiformat-DVD brænderen med som en ekstern – og også forbilledligt tynd – enhed, der tilsluttes og får strøm pr. USB-tilslutning.

Imponerende batteritid

Vi målte batteritiden til imponerende fem timer og ti minutter med skærmen sat til næstlaveste blus. Skal du se film eller lytte til musik, må du dog nok regne med, at batteriet holder knap så længe.

Men med en smule økonomiseren er her i hvert fald til fire timers arbejde på det største af de to medfølgende batterier, og det er helt acceptabelt.

Anvender du i stedet det mindste batteri, skal du regne med cirka halv så lang levetid. Til gengæld sparer du 155 gram på vægten, ligesom du slipper for at have batteriet til at rage ud bag på computeren.

Forklaringen på den lange batterilevetid er blandt andet, at maskinen er bygget på en af Intels nyere lavvolts-processorer, nemlig en Core Duo U2500 på 1,2 GHz.

Fornuftig systemydelse

Trods processorens lidenhed, lykkedes det at presse maskinen op på en helt respektabel PCMark05-score på 2.564. Det svarer til de resultater, man sædvanligvis kan presse ud af langt større maskiner af business-typen, så det må siges at være helt acceptabelt men ikke i turbo-kategorien.

Det fine resultat skyldes ikke mindst, at LG har gjort sig den ulejlighed at montere særskildt grafiske kredsløb af typen GeForce Go 7300. Ikke just noget, der ville få Supreme Commander eller World of Warcraft til at køre som en drøm, men helt acceptabelt, hvis du har planer om at køre Windows Vista.

Faktisk skulle maskinen fint kunne tumle Microsofts nye ressourceslugende styresystem, og den leveres også med Windows Vista Business som udgangspunkt. Men af en eller anden grund havde vores testmodel installeret Windows XP Tablet Edition, så vi kunne desværre ikke prøve hvor godt den faktisk afviklede Vista.

Bliv væk, pølsefingre!

Vi kunne have foretrukket et større tastatur, men eftersom computerens fysiske størrelse sætter sine naturlige begrænsninger, er det ikke noget, LG kunne have gjort meget anderledes. For øvrigt er tasterne gode at arbejde med, hvis man ellers kan ramme dem med sine store pølsefingre.

Det er også svært at rose den elendige lille monohøjttaler, der tillige er placeret under computerens kabinet. Omvendt vil de fleste nok slutte høretelefoner til, og så lever man gerne uden ekstern lyd.

Her er også alle forbindelsesmuligheder, man kan forvente, herunder trådløst 802.11 a/b/g netværk og BlueTooth.

En nærmest forbilledlig konstruktion

Overordnet er maskinen altså nærmest forbilledligt konstrueret, sin begrænsede størrelse taget i betragtning, og den installerede 1,8-tommer harddisk på 80 GB med 4.200 omdrejninger pr. minut er der heller ikke noget at udsætte på. Så længe du ikke forventer en top-hastighed fra drevet.

Det er blevet en kliché at kalde noget for ”Apple-agtigt”, hvis det enten er hvidt eller hvis der på anden måde er kælet for designet. Det vil vi ikke forfalde til her, men tværtimod konstatere, at LG har konstrueret en maskine, der giver netop Apple kamp til stregen på alle andre felter end netop styresystemet.

Tillige kan vi håbe på, at LGs maskiner i længden vil vise sig at være bedre konstrueret end netop Apples massivt fejlbehæftede computere, som producenten kun indvilliger i at reparere, såfremt kunderne skriver under på ikke at fortælle pressen om det…

Så nej, computere fås næppe mere kostbare pr. kilo end dette lille vidunder. Men mange vil nok mene, at den er alle pengene værd alligevel. Ikke mindst hvis de faktisk har råd.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere