Music Store – sådan virker det
Det er ikke muligt at se, hvor iTunes ender og Music Store begynder – at søge rundt i musiknumrene i Music Store er stort set som at bladre i sin egen musiksamling. Dog med den lille forskel, at der sidder en knap til højre for hvert nummer med ordet "køb".
At handle
Musiknumrene koster otte kroner, prisen på album varierer i pris. Som regel ligger prisen dog på omkring 80 danske kroner. Inden du køber et nummer, kan du gratis høre 30 sekunder af nummeret.
Når du senere handler, kan du vælge imellem at købe nummeret ved hjælp af "1-klik" eller indkøbsvogn. Med 1-klik downloades musikken direkte, når du trykker på “køb nummer”, og pengene trækkes fra det kreditkort eller den Paypal-konto, som du opgav, da du oprettede din Music Store-konto.
Hvis du bruger indkøbsvognen, surfer du rundt og indsamler de musiknumre, du vil have, hvorefter du går til kassen og betaler for alle numrene på én gang. Det er den bedste måde, hvis du har en langsom opkobling eller vil have mere kontrol over, hvor meget du har handlet for.
Når musikken er i havn
Når du har købt din musik, er der nogle begrænsninger for, hvad du må gøre med den. Du må for eksempel kun kopiere den til fire andre computere ud over din egen, og disse skal først godkendes, så de "har lov til" at afspille musikken.
Derimod må du brænde musikken på lige så mange cd'er, du vil, og overføre den til din iPpod lige så mange gange, du vil. Du må endda dele hele eller en del af din musiksamling med computere på samme netværk som din egen. De må lytte til musikken, men ikke kopiere eller brænde den.
<b>Ikke kun musik</b>
Music Store er ikke kun musik, men indeholder også podcast-lister, lydbøger og filmtrailere. Det, der tales meget om, er lanceringen af tv-serier i USA.
Dér kan du købe afsnit af populære tv-serier for to dollar stykket, altså cirka 12 danske kroner. Apple er som sædvanlig meget hemmelighedsfuld, når det gælder lanceringer, men det burde ikke være et alt for vildt gæt, at vi vil se videoer i den danske Music Store inden udgangen af 2006.