Der er uden tvivl smil hos Hands i Danmark efter, at konsulenthuset har kunnet underskrive en ordre på økonomistyringssystemet Navision Stat til Skov- og Naturstyrelsen. Kontrakten har en værdi på mere end ni millioner kroner.
Dermed føjer Hands styrelsen til de mere end 300 statsinstitutioner, som konsulenthuset har hjulpet med at implementere Navision Stat i.
Hands har uden tvivl også timet nyheden om ordren med øje til, at Økonomistyrelsen torsdag afholder en større konference om erfaringerne med implementeringen af Navision Stat.
Selskabet regner med at være klar til at sætte IT-systemet i gang i Skov- og Naturstyrelsen til efteråret. Næste sommer skal Navision Stat køre i alle styrelsens distrikter.