Telia dumper prisen på ADSL

Telia dumper prisen på ADSL i Danmark. Indførelsen af ADSL skal dog ske langsomt for at undgå en ny Orange-fadæse. TDC holder skarpt øje med konkurrenten og overvejer sit næste træk.

Telia vil give TDC seriøs konkurrence på det danske ADSL-marked. Med et nyt tilbud går det svenske selskab langt under konkurrenternes priser.

Målet er at bevare andenpladsen på det danske bredbåndsmarked, som Telia har opnået ved at købe Stofa, der sælger bredbåndsforbindelser via kabelnettet.

Det langsigtede og optimistiske mål er at vippe TDC af pinden som nummer ét.

- Vi har øvet os hjemme i Sverige, hvor vi leverer 5.000 ADSL-forbindelser om ugen, sagde administrerende direktør Søren Støvring-Hallsson, Telia Networks, på et pressemøde tirsdag.

Ingen valgmuligheder

Telia vil kun tilbyde danskerne én type ADSL-pakke, der giver hastigheder på op til 2048 Kbps, eller hvad man normalt kalder "ægte bredbånd".

Konkurrenterne tilbyder typisk forskellige ADSL-pakker med hastigheder begyndende med 256 Kbps og op til 2048 Kbps.

Det interessante ved Telias tilbud er prisen, der afhænger af internetforbruget.

Op til 50 megabyte data om måneden koster 150 kroner, mens den maksimale udgift for forbindelsen er 650 kroner, som man skal betale, når man henter over otte gigabyte data på nettet.

Langsomme konkurrenter

Erfaringer fra Sverige siger, at de fleste kunder vil have et forbrug på mellem 250 megabyte og fem gigabyte, hvilket koster 350 kroner om måneden. Det tilbud er tæt på konkurrenternes pris for en betydeligt langsommere 256 Kbps-forbindelse.

Så ambitiøst er ingen udbydere endnu gået til værks mod den danske topscorer TDC, der i øjeblikket sidder på omkring 70 procent af det danske ADSL-marked.

Derfor bliver den svenske konkurrent fulgt tæt, og et modtræk mod svenskerne er under overvejelse, siger vicedirektør Martin Lippert, TDC Internet, til Computerworld Online.

- Og hvis Telia kan få den forretning til at hænge sammen, må det få kritikken fra andre udbydere, der taler om dumpning af priserne hos TDC, til at forstumme, tilføjer Martin Lippert.

Han opfatter Telias fremstød som et forsøg på at udnytte overkapaciteten i det kostbare netværk, Telia har opbygget i Danmark.

Op til 2048 Kbps

Inden man falder på halen over den høje transmissionshastighed, opfordrer Martin Lippert kunderne til at bemærke, at Telia kun lover hastigheder på op til 2048 Kbps.

I realiteten vil mange af kunderne bo så langt fra en central, at den oplevede hastighed på nettet bliver betydeligt lavere, siger han. Det problem kender TDC og selskabets egne kunder alt for godt allerede.

Hos Telia er man overbevist om, at vinderen på det danske ADSL-marked ikke er kåret endnu:

- Det er ikke sådan, at TDC har sat sig på det hele. Der er rigtig mange husstande, som endnu mangler at få bredbånd, sagde direktør i Telia Internet Services, Per-Erik Ångman, på pressemødet.

Han har især fokus på de mange TDC-kunder, der endnu går på nettet via en ISDN-forbindelse.

Ingen Orange-fadæse

Telia begynder at levere ADSL-udstyr fra slutningen af juni. Fra begyndelsen vil dækningen være på 630.000 husstande i primært hovedstadsområdet og større provinsbyer.

Telia vil som tommelfingerregel kun tilbyde ADSL fra centraler, der har mindst 200 abonnenter tilsluttet, kom det frem på pressemødet.

Danskerne skal ikke forvente store reklamekampagner for ADSL-løsningen foreløbig. Per-Erik Ångman sagde rent ud, at man ikke vil begå samme fadæse, som spolerede Oranges indtog på ADSL-markedet forrige vinter.

Orange lovede hurtigt og enkelt ADSL, men overvældende interesse og tekniske problemer gav det franske teleselskabs renommé alvorlige skrammer hos tusindvis af skuffede danskere.

Orange har nu helt trukket stikket ud for ADSL i Danmark.

Kontrolleret lancering

Derfor bliver der i Telias tilfælde tale om en såkaldt kontrolleret lancering, hvor man vil være sikker på, at Stofa-teknikerne kan overkomme at montere forbindelserne, at telefonnumre kan blive porteret (flyttet) fra andre selskaber og mange andre detaljer.

TDC's Martin Lippert har nøje fulgt Telias ADSL-initiativ i Danmark, siden de første detaljer blev frigivet før påske. Lige nu overvejer han et modtræk, som kunne være et trinløst variabelt abonnement med nye konkurrencedygtige priser.

Forelagt detaljerne i Telias kommende produkt indrømmer Martin Lippert, at Telia-produktet kan gå hen og blive en "rimelig succes":

- Men det får os ikke til at gå panik, lyder salutten fra TDC Internet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere