Danionics har lært lektien

Batteriproducenten Danionics fik som ventet et underskud for 2001 på 43,4 millioner kroner, men tror på sit første overskud nogensinde i år. Og så har selskabet i sit første børsår lært noget om mere realistiske forudsigelser til markedet.

Torsdag morgen præsenterede Danionics sit første årsregnskab efter, at det blev børsnoteret i januar 2001. Det var et temmelig turbulent år, hvor aktiekursen røg fra de 200 kroner ved børsintroduktionen ned til 65 kroner i januar i år. Siden er aktien steget til et niveau omkring de 85 kroner.

Regnskabet viser et nettounderskud på 43,4 millioner kroner mod et underskud i 2000 på 43,7 millioner kroner, hvilket er bedre end de forventede 50-60 millioner kroner, som Danionics meldte ud i oktober.

Det skal imidlertid også ses på baggrund af en firdobling af omsætningen ? fra 48,2 millioner kroner i 2000 til sidste års 212 millioner kroner. Omsætningen lå til gengæld 13 millioner kroner under den hidtil forventede årsomsætning på 225-250 millioner kroner.

Turbulensen i Odense-firmaet skyldtes især, at Compaq ? der i 2001 stod for 90 procent af omsætningen ? i efteråret aflyste en større leverance af batterier til sin håndholdte computer, iPaq. Men en del af tumulten på aktiemarkedet skyldes også firmaets fejlskud, hvad angår prognoser for omsætning og resultat.

Bedre skøn efterlyses

Således vurderede firmaet i oktober, at omsætningen i 2002 ville blive på 700 millioner kroner. Det blev af analytikere kritiseret for at være alt for optimistisk og udtryk for, at ledelsen endnu ikke havde lært at sende realistiske forudsigelser ud til markedet.

Senioranalytiker fra Enskilda Securities, Claus Wiinblad bemærkede i februar over for Computerworld Online, at spændet i forventningen burde have været bredere ? eksempelvis mellem 500 og 800 millioner kroner.

I regnskabsmeddelelsen forsvarer Danionics sig med, at selskabets meldinger er blevet overfortolket. Skønnene fra batteriproducenten gav ?indtryk af større forudsigelighed, end hvad der er muligt i dette marked.? Derfor er intervallet i forventninger blevet større.

Hvad angår omsætningen, ligger forventningen nu i intervallet 450-650 millioner kroner for 2002. Det baserer sig dels på forventningerne til hovedkunden Compaq og dels på, at selskabet langt om længe har fået nye større kunder ind i starten af marts. Det er især koreanske Samsung, som har fornøjet både Danionics og investorerne.

Selskabet tør derfor også spå om et overskud i 2002, for første gang i firmaets historie. Hvor stort det ventes at blive, skriver bestyrelsen dog ikke. Men overskudsgraden ? EBIT margin ? skønnes at kunne lande i nærheden af 10 procent. For 2001 var den minus 22,8 procent.

Fuldt blus på batterierne

Produktionskapaciteten er sat kraftigt op i løbet af 2001. Ved indgangen til året var den på 160.000 battericeller per måned. Nu er den 900.000 celler per måned.

I løbet af året vil den blive udbygget til 1,2 millioner battericeller om måneden. Samtidig overgår Danionics ifølge regnskabsmeddelelsen egne mål for kvaliteten af batterier.

Det måler virksomheden i energitæthed, der var sat til at blive øget med 15 procent for selskabets 2. generationsbatterier, der er valgt til iPaq.

Tætheden nåede op på 30 procent ? og med 3. generationsbatterierne, som ventes klar til produktion inden sommer bliver energitætheden øget med yderligere 15 procent, skriver bestyrelsen.

Selskabet har etableret et salgsselskab i Californien for at være tæt på kunderne, og i Asien er der tegnet en joint venture aftale med Singapore Technologies Group om etablering af et fælles produktionsselskab. Det skal producere 18 millioner batterier om året til mobiltelefoner.

Alligevel har Danionics på sigt planer om at etablere egen produktion og salgsstyrke i Asien for at blive mere synlig og komme tættere på kunderne derovre.

Markedet har taget pænt mod regnskabet, da kursen er steget fire kroner til kurs 88,5.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere