Mandagens handel på Fondsbørsen har siden åbningen været præget af en svag negativ tendens for de toneangivende IT-aktier.
Fredagen sluttede ellers godt på Nasdaq, der steg 2,55 procent - dels på baggrund af positive rapporter om behovet for arbejdskraft i industrien og dels på baggrund af en anbefaling fra finanshuset Merrill Lynch, der opfordrede til køb af IT-aktier.
Det fik store IT-aktier som IBM, Intel og Sun til at stige.
Men den optimisme var ikke nok til de danske IT-aktier. Her er de tunge IT-aktier sunket lidt - GN Store Nord med 0,8 kroner til 45,8 og TDC til 1,5 kroner til 282,5.
Systemhusenes frontløber, Navision, er således også gået ned med to kroner til 265.
Danware har tabt stigningerne, som selskabet vandt i forbindelse med sit regnskab. 5,50 kroner er aktien faldet til 175,5.
Thrane & Thrane er ligeledes gået lidt ned med tre kroner til kurs 89. Til gengæld er et andet selskab inden for telesektoren, RTX Telecom, steget med to kroner til kurs 92.
Danionics har som det eneste selskab leveret nyheder til at begrunde kursbevægelser - i selskabets tilfælde en stigning på 3,5 kroner til kurs 85,5.
I onsdags kunne selskabet fortælle om en ordre på batterier til Samsungs håndholdte terminaler - og i dag kom nok en meddelelse om batteriordre til det koreanske selskab og MMT - et andet koreansk firma. Det sendte aktien op.
KFX er først på eftermiddagen faldet med 2,35 point til 273,04.