På linie med Coca Colas herostratisk berømte formel til læskedrikken ? 7-X formlen ? hører kildekoden til Windows styresystemet til et af forretningsverdenens bedst bevogtede hemmeligheder. Men Microsoft har i de seneste år lindet lidt på låget, blandt andet under indtryk af Linux' fremmarch og kritik fra open source miljøet.
Det er sket via selskabets Shared Source Initiative ? og det bliver nu udvidet i omfang. Microsoft giver 150 firmaer, der arbejder med system integration, adgang til at se dele af kildekoden.
Det vil gøre det langt nemmere for de firmaer at løse problemer ude hos deres kunder, der har bestilt et Microsoft-system ? og hvor der kan opstå problemer, når det skal integreres med andre systemer.
Ved at kunne studere kildekoden bliver det nemmere for konsulenterne at løse problemerne. Imidlertid er der kun tale om at studere kildekoden ? ikke modificere den, som det er muligt med koder under open source.
John McCarthy ? forskningsdirektør hos Forrester Research ? kalder det en god idé, men peger på, at Microsoft formentlig også lancerer udvidelsen nu, hvor netop kildekoden er blevet et emne i ni staters monopolsag mod softwaregiganten.
- Det ser pænt ud for selskabet, at det gør det, mens monopolsagen kører, siger han.
I sidste uge krævede de ni amerikanske delstater, som fortsætter monopolsagen mod Microsoft, nemlig at få adgang til Windowskildekoden. De vil have uafhængige eksperter til at tjekke Microsofts argument om, at browseren Internet Explorer ikke kan adskilles fra Windows ? og til det skal staterne bruge kildekoden.
Da den føderale dommer i sagen, Colleen Kollar-Kotelly, imødekom kravet et par dage senere, er der lagt maksimalt pres på Microsoft.