Portræt: Han revser teleselskaberne

De store telefonselskaber må lystre, når Lars Sten Jørgensen med hård hånd sætter dem i sving. Som kontorchef i Telestyrelsen er det hans opgave at sørge for, at selskaberne overholder kravene i lovgivningen. Senest gælder det nummerporteringerne. Computerworld Online tegner et portræt.

Han er høflig og tålmodig, når han skal forklare de komplekse detaljer i telelovgivningen, som Telestyrelsens markedskontor beskæftiger sig med. Han er venligheden selv.

Men er man et teleselskab, har man muligvis et andet syn på den sag. Her optræder han lynhurtigt og forventer det samme af samarbejdspartneren.


Lars Sten Jørgensen kæmper for at få teleselskaberne til at overholde loven.
Foto: Les Kaner/Alfa Press

Detaljerede spørgsmål ryger igennem fax-maskinen ud til teleselskaberne med krav om svar inden for 24 timer.

Kontorchef Lars Sten Jørgensen, 37 år, leder det markedskontor, der nu i mere end en uge har kørt intensiv kampagne for at finde ud af, hvorfor danskerne skal vente så længe på at få deres mobiltelefonnummer med sig, når de skifter telefonselskab.

Lovens paragraffer om nummerportabilitet, som servicen udtrykkes i fagsproget, trådte i kraft den 1. juli sidste år, men lige siden har der været store forsinkelser - og det egentlige mål med loven, nemlig at fremme konkurrencen på teleområdet, er ikke rigtig blevet opfyldt.

Det er meget sandsynligt, at Telestyrelsen vil udstede bøder til et eller flere af teleselskaberne.

Byge af spørgsmål

Nogen mener, at Telestyrelsen skulle have grebet ind langt tidligere. Men for at indhente det forsømte, har styrelsen sat en lynaktion i værk.

Aktionen tog fart i sidste uge, da styrelsen udsendte en stribe detaljerede spørgsmål til 11 danske mobiltelefonoperatører.

Hvor mange kunder venter på at få deres mobilnummer med sig til et andet teleselskab? Hvad skyldes forsinkelsen? Hvad har I tænkt jer at gøre? Og hvornår er problemet løst?

Disse og andre spørgsmål blev formuleret af Lars Sten Jørgensen og de øvrige 20 medarbejdere i Telestyrelsens markedskontor.

Svarfristen var fem dage, og alle formåede at levere oplysningerne til tiden. Endda uden at beklage sig.

Mere hektisk blev stemningen, da Lars Sten Jørgensen samtidig med gennemlæsningen af de omfattende svar begyndte at udsende supplerende spørgsmål via telefaxen.

Disse skulle besvares inden 24 timer.

Sekretær for Birte Weiss

Lars Sten Jørgensen er uddannet jurist fra Aarhus Universitet i 1992, og i 1997 blev han ansat som chef for direktions- og informationssekretariatet i Telestyrelsen.

Herefter trængte han til en mere politisk tilgang til teleområdet, og i 1999 blev han ansat som ministersekretær for forskningsminister Jan Trøjborg (S).

Han beholdt stillingen, da Jan Trøjborg senere i 1999 under en regeringsrokade blev udskiftet med socialdemokraten Birte Weiss, der bestred posten frem til regeringsskiftet sidste år.

Birte Weiss er i dag fåmælt omkring sin ministertid, men om Lars Sten Jørgensen lyder karakteristikken kort:
- Han er dygtig, behagelig og hurtig i hovedet!

I Forskningsministeriet, som i dag hedder Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, husker man tydeligt juristen, der interesserede sig så brændende for telepolitikken.

- Han brænder meget for teleområdet, og han er meget ambitiøs. Og så er han altid ulasteligt klædt. Hvis håret stritter, er det på den helt rigtige måde, husker Jette Søgren Nielsen, som i dag er ministersekretær for Helge Sander, men som i sin tid havde et tæt samarbejde med Lars Sten Jørgensen.

Ville tilbage

I marts 2000 vendte han tilbage til Telestyrelsen, hvor den helt rigtige stilling var blevet ledig:

- Da stillingen som kontorchef blev slået op i Telestyrelsen, var vi ikke i tvivl om, at han ville søge tilbage til sin gamle arbejdsplads, fortæller Jette Søgren Nielsen.

Ude i telebranchen er der i disse dage heftige mødeaktiviteter, og det er svært at finde nogen, der har lyst til at fortælle om samarbejdet med Telestyrelsen.

Det gælder dog ikke direktør Frank Rasmussen fra den unge opkomling på telemarkedet, Telmore. Hans reaktion på at skulle sige noget om Lars Sten Jørgensen er klar:

- Hvem er han? spørger Frank Rasmussen retorisk.

Telmore har selv taget aktiv del i diskussionen om nummerporteringerne og har været igennem flere slagsmål med TDC Mobil, som er blevet beskyldt for ikke at ville give slip på de frafaldne kunders mobiltelefonnumre.

Grå styrelse

Når det kommer til stykket, ved Frank Rasmussen udmærket, hvem kontorchefen i Telestyrelsen er:

- Men jeg har ikke opfattet ham som nogen særlig markant person, men det skyldes måske bare mit generelle indtryk af Telestyrelsen: gråt og bureaukratisk, siger han.

- Denne lynindsats fra Telestyrelsens side er vel et udtryk for, at styrelsen har sovet i timen i spørgsmålet om nummerportabilitet. Det er fabelagtigt, at de kommer ud af busken, men det skulle bare være sket for længe siden, siger Frank Rasmussen og tilføjer, at han grundlæggende er meget tilfreds med den indsats, Telestyrelsen gør - det går bare sjældent så stærk, som det er tilfældet med denne aktion.

Ingen, som Computerworld Online har talt med, anfægter Lars Sten Jørgensen store viden og engagement inden for sit felt. Og der går næppe en uge endnu, før vi er meget klogere på, hvad der er gået galt for mobiltelefonselskaberne og overflytningen af kundernes telefonnumre.

Lars Sten Jørgensen har ikke selv ønsket at bidrage til dette portræt.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere