Og der blev lys på nettet

Folkekirkens websted er egentlig møntet på folkeskoleelever. Men vi andre skabs-agnostikere kan roligt lægge turen forbi og blive klogere, for det er kulturhistorie for børn og voksne. Læs fortællingerne og historien. Eller gå ind i orglet og spil på orgelpiberne.

På internettets milliard-orgie af hjemmesider er det rart engang imellem at snuble over en fredfyldt oase, hvor man ikke behøver at frygte, at det næste museklik åbenbarer en eller anden form for uhyrlighed, man ville have levet bedre uden at kende eksistensen af.

Ligesom kirken gennem årtusinder har været et tilflugtssted for kristne, kan den rastløse cybersurfer her søge ly, og trygt begive sig rundt, i sikkerhed for ubehagelige overraskelser. Webstedet er til gengæld fuld af interaktive overraskelser, der fungerer glimrende, på sin egen beroligende facon. Man behøver heller ikke være rasende religiøs for at få en times tid til gå med at lære om kirkens udsmykning og historie.

Når alt kommer til alt, har kirken såmænd været omdrejningspunktet for hele den vestlige verdens selvforståelse og udvikling, hvad angår etik, viden og kunst.

Gud kedede sig

? I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: ?Der skal være lys!? Og der blev lys. Sådan skriver 1. Mosebog om verdens skabelse. På undervisning.folkekirken.dk er teksten mere nutidig:

? I begyndelsen var der ingenting, ud over Gud. Verden var der slet ikke. Det var intet, og det var kedeligt.

Derfor begyndte Gud at skabe sig en verden, hedder det.

Det er en smagssag, om man foretrækker den gamle eller den nye tekst, men man får serveret begge dele.

Teksten er henvendt til skolebørn, men er læselig for voksne uden at blive ulidelig. I det hele taget er webstedet uhyre stilsikkert designet. For eksempel er der til bibelhistorien, som gennemgås i korte træk, små animationer, der beskriver hvert tekststykke. Og det er smukke illustrationer, som med enkle streger i akvarel udfører en handling, når man bevæger musen over tegningen.

For eksempel ses den knælende Jomfru Maria vente på den hellige undfangelse. Med et musestrejf aktiveres ærkeenglen, som stiger ned til kvinden, hvis mave begynder at vokse. Og gæt hvad der sker, når man fører musen over det mørke felt på skærmen, lige inden Gud siger det der med lyset.

En tur i orglet

Det, der overrasker mest, er rundturen i kirkeorglet, for hvor ofte har man haft lejlighed til at kigge sådan en svend efter i sømmene? Denne absurde konstruktion, der er et slags blæseinstrument med klavertangenter, kan med sin naturstridige størrelse og dommedagsdybe toner nok tage pippet fra selv den mest forhærdede synder på kirkebænken. (Kirkebænkene beskrives i øvrigt også indgående).

Under rundturen i orgelhuset, der minder om maskinrummet i et stort skib, kan man selvfølgelig prøve de forskellige orgelpiber. De dybe toner af kontrabasun vil være en regulær prøvelse for de fleste pc-højttalere.

Mens højttalerkabinetterne sunder sig, kan man læse interessant orgel-trivia, så man, næste gang nogen spørger, kan slå ud med armene og forklare, at ordet orgel stammer fra det græske hydraulos, der længe før Jesu fødsel var navnet på både et instrument og betegnelsen for luftforsyning.

Vil man virkelig imponere, kan man tilføje, at orglet blev almindeligt i klosterkirker og domkirker i renæssancen i 1600-tallet.

Hjemmesiden er tænkt som et virtuelt stykke undervisningsmateriale til skoleeleverne, og de vil være godt klædt på inden turen til en rigtig kirke. Brønshøj kirke er brugt som eksempel i webstedets virtuelle besøg. Inde i kirken kan man navigere synsfeltet 360 grader rundt, kigge op og ned, og det bliver forklaret, hvad de enkelte genstande i kirkerummet betyder og bliver brugt til.

Datidens tegneserier

Kalkmalerierne i de danske kirker er et kapitel for sig. Det er ikke helt forkert at kalde dem datidens tegneserier. I Middelalderen foregik messen på latin, og det forstod de vornede bønder ikke. De kunne i stedet lægge nakken tilbage og betragte de malede beretninger på kirkens hvælvinger.

Efter reformationen i 1536 var det slut med den slags underholdning. Den lutherske fortolkning af tro og bibel foreskrev et langt enklere tempel for gud, og kalkmalerierne forsvandt under hvidtekosten. I dag er mange af kalkmalerierne fundet frem igen, og Københavns Universitet har stillet sin store samling til rådighed på nettet.

Man kan også se, hvordan kirkebygningen har forandret form gennem tiderne, fra vikingernes første trækirker i 800-tallet og frem til i dag.

Der sker noget på stort set hver eneste side. En lille programstump hist og her sørger for, at selv små uartige drenge kan holde koncentrationen fanget om folkekirkens undervisningshjemmeside.

Besøg selv den virtuelle folkekirke på undervisning.folkekirken.dk




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Dinner Roundtable: Sikre og skalerbare løsninger til den moderne komplekse infrastruktu

Traditionelle IT-sikkerhedsløsninger, såsom VPN'er, er ikke længere tilstrækkelige for de avancerede sikkerhedsbehov og kompleksiteten i moderne virksomheder. Det norske nationale cybersikkerhedscenter anbefaler derfor nu at erstatte SSLVPN/WebVPN-løsninger på grund af sårbarheder.

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere