Rettet: Basse Bergqvists advokat har efter publiceringen af nedenstående artikel gjort opmærksom på to faktuelle fejl.
Vi skrev oprindeligt, at Lyngby Politi ransagede Basse Bergqvists privatadresse med en dommerkendelse i hånden. Politiet havde ikke en dommerkendelse. Ifølge gældende regler kan politiet under visse omstændigheder foretage en ransagning uden en kendelse, hvorefter sagen skal indbringes for retten indenfor 24 timer. Det var en sådan ransagning, der her var tale om.
Vi skrev desuden, at to unge mænd, der er sigtet for tyveriet, har tilstået overfor politiet, at Basse Bergqvist tilskyndede dem til ulovlighederne. Det er politiets opfattelse, at det forholder sig sådan, men de har ikke tilstået overfor politiet, at Basse har opfordret dem til det.
Læs mere her: Politi opgiver Basse Bergqvist-sag
Grundlæggeren af det kuldsejlede teleselskab Dixa Net, Basse Bergqvist, iscenesatte selv et anmeldt tyveri af bærbare computere, mobiltelefoner og netværksudstyr fra Dixa Nets hovedsæde i Vedbæk i oktober efter firmaets kollaps. Tyveriet skete dagen før Told & Skats besøg. Det mener Lyngby Politi.
Som omtalt i Computerworld Online i sidste uge er den tidligere formand for Foreningen af Internet-leverandører sigtet i tyverisagen sammen med syv andre personer. Deriblandt Basse Bergqvists svigersøn, der iøvrigt sidst i 80'erne var formand for Danmarks Kommunistiske Ungdom.
På et retsmøde ved Byretten i Lyngby torsdag kom det frem, at politiet sigter Basse Bergqvist for to tilfælde af skyldnersvig, forsøg på bedrageri og opfordring til tyveri for tilsammen flere millioner kroner.
Kæmpede for navneforbud
Under retsmødet kæmpede Basse Bergqvists beskikkede forsvarer, advokat Finn Walther Petersen, i halvanden time en heroisk kamp for at få nedlagt forbud imod, at pressen nævner navnet på Basse Bergqvist og hans forskellige selskaber i tilknytning til tyveri-sagen.
Efter nogle timers betænkningstid afsagde dommer Hanne Ekstrand klokken 14 imidlertid kendelse om, at pressen uden forbehold kan fortælle læserne om sagen, der i sidste uge førte til voldsom debat blandt en del af Computerworld Onlines læsere.
Ifølge politiet er forløbet dette: Basse Bergqvist indgav i midten af oktober en anmeldelse til politiet om, at ukendte gerningsmænd var brudt ind hos Dixa Net på Enrum Slot i Vedbæk og havde fjernet edb-udstyr til en anslået værdi af mindst én million kroner.
Ifølge oplysninger fremlagt på retsmødet fik efterforskerne umiddelbart efter anmeldelsen et anonymt tip om, hvor de kunne finde gerningsmændene til tyveriet.
Tyve: Basse står bag
Tippet resulterede i anholdelsen af to unge mænd i tyverne, og de har ifølge politiet tilstået at have brudt ind på Enrum Slot og stjålet edb-udstyret. Politiet mener, at mændene blev tilskyndet til tyveriet af Basse Bergqvist selv.
Lyngby Politi ransagede efterfølgende en række adresser herunder Basse Bergqvists private bopæl på Skodsborg Strandvej.
Hvad angår sigtelserne for skyldnersvig, så går de på, at Basse Bergqvist har solgt for millioner af kroner dyrt edb-udstyr til CyberCity for en slik og derved snydt kreditorerne i Dixa Net for deres tilgodehavender. Derudover har han ? stadig ifølge politiet ? fjernet computere for et millionbeløb fra Dixa Net.
Internet-udbyderen Cybercity bekræfter overfor Computerworld Online at have købt netværksudstyr og brugte pc'er for 200.000 kroner af Basse Bergqvist. Handelen skulle være foregået med Told & Skats vidende. Ifølge internetfirmaet stod skattemyndighederne faktisk og så på, mens Cybercity købte IT-udstyret som eneste interesserede køber.
Udstyret skulle være op mod 1,5 millioner kroner værd, men det har Cybercity ingen holdning til. Prisen på 200.000 kroner var, hvad firmaet mente udstyret var værd, hedder det.
- Vi kom simpelthen derud og så noget udstyr, vi godt kunne bruge, og så købte vi det, siger finansdirektør Roland Andersen fra Cybercity i dag.
CyberCity vil returnere udstyr
Han har ingen erindring om, hvordan Cybercity fandt ud af, at det fallerede firma Dixa Net havde brugt udstyr til salg. Han mener, at Told & Skat kontaktede Cybercity. Roland Andersen fastslår, at firmaet selvfølgelig leverer udstyret tilbage, hvis det viser sig at være blevet solgt uretmæssigt.
Det har ikke været muligt at træffe Told & Skat for en kommentar.
Den fjerde og sidste sigtelse drejer sig som nævnt om forsøg på bedrageri og handler om, at Basse Bergqvist i strid med sandheden har anmeldt udstyr for en halv million kroner stjålet til forsikringsselskabet Danica. Sådan lyder i hvert fald politiets version af sagen.
Forespurgt sit syn på sigtelserne mod ham, ønskede Basse Bergqvist efter retsmødet ikke at kommentere sagen, men hans forsvarer, advokat Finn Walther Petersen, fastslog overfor dommeren, at "sigtelserne i sagen bygger på et særdeles løst grundlag".
Kriminalinspektør Jørn Moos fra Lyngby Politi ønsker ikke at uddybe indholdet af sagen mod Basse Bergqvist ud over, hvad der kom frem på retsmødet.