Københavns Kommune opretter nu et helt nyt teleselskab, KE Tele A/S, der fremover skal konkurrere på kommercielle vilkår med selskaber som TDC og Sonofon indenfor fastnetydelser til tele og erhvervsbrug.
Selskabet er bygget op omkring teleaktiviteterne i Københavns Kommunes energi- og forsyningsvirksomheder og blev officielt anmeldt til Erhvervs & Selskabsstyrelsen 1. september i år.
Ifølge KE Teles nytiltrådte topchef, direktør Claus Nørr Lorenzen, får selskabet fra fødslen tre primære fokusområder.
De nuværende aktiviteter skal videreføres. Herunder driften af et radionet og kommunens telefonnet.
Opgave nummer to bliver at servicere Københavns Energi internt.
Det sidste og måske mest interessante fokusområde er at drive kommerciel televirksomhed i konkurrence med private teleselskaber som TDC, Sonofon eller Telia.
Tocifret millionforretning
Hvad angår økonomien, så er Claus Nørr Lorenzen ikke meget for at gå i detaljer. Ikke endnu i hvert fald. Han vil dog godt røbe, at KE Tele sigter efter en årlig vækstrate på 20-25 procent og en omsætning på et tocifret millionbeløb næste år.
- Det er ikke usandsynligt, at vi indenfor tre år har fordoblet omsætningen og øget medarbejdertallet fra 20 til 40, men det er ikke noget man gør ?over night?. Det tager tid, siger han.
Københavs Energi, det tidligere Københavns Belysningsvæsen, blev i foråret splittet op i ti selskaber, hvoraf flere har fået en solid skatteborgerbetalt startkapital på adskillige millioner kroner af Københavns Kommune .
Selskabet KE Marked har alene fået materiel og værdier for i hvert fald 40 millioner kroner til at lune pengekassen de første svære år, men ifølge Claus Nørr Lorenzen bliver der ikke tale om så store beløb for KE Teles vedkommende.
- Vi er i gang med at fastsætte åbningsbalancen, så jeg har ikke noget præcist tal endnu. Det bliver ikke mange millioner, men værdien i den her virksomhed ligger ikke i store millioninvesteringer. Værdien ligger i den eksisterende forretning, som vi skal vokse op fra, understreger han.
KE Teles målgruppe bliver som udgangspunkt større virksomheder i københavnsområdet, som KE Tele vil tilbyde data- og teleforbindelser via sit fibernet. 30 virksomheder er allerede nu i folden, og der arbejdes intenst på at udvide antallet af kunder.
Benhård konkurrence
Konkurrencen er i forvejen hård på det danske telemarked, men Claus Nørr Lorenzen har fuld tiltro til, at KE Tele vil være i stand til at erobre markedsandele fra konkurrenterne.
- En væsentlig pointe er, at KE Tele ikke er en virksomhed, der starter fra nul. Forsyningsvirksomhederne under kommunen har haft teleaktiviteter tilbage fra 1993, så vi har erfaringer fra kørende kunder i en lang årrække.
Man kan spørge sig selv, hvad en kommune har at gøre som kommerciel televirksomhed med de risici det indebærer. Man kan også spørge sig selv, hvorvidt det er rimeligt at private virksomheder som Orange og Sonofon skal konkurrere mod et selskab, der er startet for offentlige midler.
Til det første spørgsmål svarer KE Teles topchef, at man har en forventning om, at et selskab der konkurrerer på markedsmæssige vilkår også gavner den interne service. Hvad angår eventuelle ulige konkurrencevilkår, siger han:
- Der er mange eksempler på offentlige institutioner, der har lavet sideordnede aktiviteter. Så jeg forventer da ikke, at konkurrenterne har en anden holdning til os end de hidtil har haft.
Det ligger ind til videre ikke i kortene, at det nye teleselskab skal privatiseres og dermed gøres 100 procent uafhængigt af Københavns Kommune.
- Der ligger ingen aktuelle planer om at udstykke selskabet. Men vi har planer om at indgå partnerskaber som en del af den fremtidige strategi. For eksempel med andre teleselskaber, hvor vores produktsortiment passer ind, siger Claus Nørr Lorenzen, der med en fortid i blandt andet Orange og Sonofon er helt tryg ved KE Teles muligheder for at klare sig som selvstændigt selskab.
- Havde vi været en helt nystartet virksomhed, der der skulle bygge alt op fra bunden, havde det været en helt anden situation. Men vi føler os godt rustet til at gå ind på markedet, siger han.
Teleanalytiker: Hårde odds
Knud Erik Skouby, direktør ved Center for Teleinformation på DTU, tror, at det bliver svært for KE Tele, at få stablet en lukrativ forretning på benene.
- Branchen skriger ikke ligefrem efter flere leverandører. Snarere tværtimod. KE Tele har ingen organisation og intet kundeunderlag, så det bliver en sej proces at komme i gang. Som jeg ser det, skal de leve af at sælge bredbåndsforbindelser, og det er et hårdt marked for tiden. Priserne er efterhånden kommet så langt ned, at det er svært at tjene penge, siger Knud Erik Skouby.
Han vurderer dog samtidig, at KE Tele via sit fibernet har adgang til en langt bedre infrastruktur end andre nystartede selskaber.