Det er kun godt og vel tre måneder siden, at håbet stadig var lysegrønt for den internationale internetportal Sportal, der for et år siden var en af verdens førende udbydere af sport på nettet.
Trods måneders strid modvind, massive fyringer og tordnende underskud var der stadig et spinkelt håb om at investorer ville hælde 70 millioner kroner i kassen og redde stumperne. Siden er det gået helt galt.
I begyndelsen af november blev selskabet solgt til onlinespil-firmaet Ukbetting for et beløb, der af Finansial Times blev beskrevet som ?en sjat?.
Sportal begæret konkurs
Siden har de nye ejere arbejdet målrettet på at slanke organisationen yderligere. Frasalg af aktiviteter blev sat i gang, men da det ikke lykkedes at sælge Sportal Danmark, besluttede Sportal International at overdrage rettighederne til det lille, nystiftede anpartsfirma Okapi og begære Sportal Danmark konkurs.
Som kurator i boet har skifteretten udpeget advokat Mette Hedelund Tomasen. Det var her til formiddag ikke muligt at træffe hende for at få svar på, hvor meget gæld det danske datterselskab kommer ud med eller hvor mange ansatte der var tilbage ved konkursbegæringen.
I august var der fire tilbage, og de er alle ifølge Dagbladet Politiken fyret.
Det er ikke længere tid siden end sidste sommer, at Sportal blev betragtet som en lovende investering over det meste af verden. Sportal.com udviklede det officielle site for Europamesterskabet i fodbold i Frankrig, og det var også i sommeren 2000, at den franske tv-kanal Canal Plus bød 3,3 miliarder kroner for Sportal International.
Krisen på de globale annoncemarkeder satte imidlertid Sportal under hårdt pres, og på kort tid blev selskabet tvunget til at fyre 150 ud af 350 ansatte på verdensplan. I Danmark mistede 15 ud af 20 ansatte jobbet.