De 110 ansatte i den sønderjyske IT-virksomhed Focon Electronic Systems behøver ikke at bekymre sig om truende recession og stigende ledighedstal foreløbig.
Forklaringen er, at selskabet, der sidste år blev indlemmet i den canadiske Mark IV-koncern, netop har vundet to store ordrer på udvikling af informationssystemer til passagertog.
Dermed er de ansatte ikke blot sikre på at have et arbejde fremover, trods tidens tunge skyer over verdensøkonomien, men Focon afviser heller ikke, at der bliver brug for yderligere medarbejdere.
DSB-ordre til 100 millioner
- Vi har underskrevne ordrer liggende for mere end 300 millioner, så det er en konfortabel situation at være i, siger administrerende direktør Henrik Raunkjær, der betegner sig selv som "en glad mand" i øjeblikket.
Den ene ordre har en værdi af mindst 100 millioner kroner. Kunden er DSB, som skal bruge et informationssystem til 83 IC4-tog, som den italienske togfabrik AnsaldoBreda skal levere over de næste tre-fire år.
Den anden ordre løber op i et ikke nærmere specificeret tocifret millionbeløb. Her er der tale om at udvikle et informationssystem til 60 hollandske togvogne, som et dansk selskab har fået kontrakt på at renovere.
Focon Electronic Systems har som hovedaktivitet at udvikle, producere og markedsføre elektriske systemer til transportsektoren indenfor kommunikation, information, underholdning og overvågning. Selskabet blev i september sidste år overtaget af den canadiske koncern Mark IV, som købte aktierne i firmaet af den tidligere ejer Sandma Holding.
Den sønderjyske IT-virksomhed står blandt andet bag DSBs nye tele-satellit og radiobaserede passager informationssystem på banegårdene på de mest befærdede togstrækninger i Danmark.
Stigende omsætning
De seneste år har været gode ved Focon, der siden 1996 har mere end fordoblet omsætningen, som ventes at runde 120 millioner kroner, når det i igangværende regnskabsår slutter til februar.
Regnskabsåret 2002/2003 når omsætningen 140 millioner kroner, lyder Henrik Raunkjærs vurdering. Ifølge det seneste årsregnskab opnåede Focon sidste år et positivt resultat før skat på 7,7 millioner kroner, hvilket er en anelse mindre end året før.
Regnskabsåret dækker dog på grund af salget til Mark IV kun ti måneder.