Humanister til IT-branchen

To fluer skal slåes med et smæk: IT-branchen ønsker flere kloge hoveder og humanisterne vil slet og ret have et job. Spørgsmålet er, om IT-branchen virkelig kan løse deres problem. På et møde mellem parterne i Århus mødte kun en IT-virksomhed op.

Godt et par hundrede unge humaniorastuderende eller -uddannede troppede i går op til en konference i Århus arrangeret af IT-brancheforeningen, Dansk Handel & Service og Magisterforeningen. Måske var det konferencens overskrift, der lokkede: "Humanister - et klogt valg".

Til gengæld havde kun én eneste IT-virksomhed fundet det umagen værd at dukke op på konferencen og møde potentielle fremtidige medarbejdere. Nemlig firmaet Synkron. Det kunne jo ellers være en besnærende tanke for begge parter, hvis IT-branchens evindelige flaskehalsproblemer kunne kureres med Danmarks 2600 arbejdsløse humanister.

Helt så enkelt er det dog ikke, viste debatten på konferencen. Årsagerne - og problemerne er blandt andet kommunikationsbrister og -kløfter:

- at IT-branchen ved for lidt om, hvad humanister kan tilbyde af kvalifikationer
- at humanister ofte ikke er gode nok til at sælge sig selv og overbevise IT-arbejdsgivere om deres værd
- at humanisterne selv ved for lidt om IT-branchen og dens jobmuligheder
- at humanister i nogle tilfælde har for ringe IT-kundskaber og -erfaring. En IT-arbejdsgiver blev eksempelvis helt befippet, da det viste sig, at en ellers dygtig humanist manglede helt elementære IT-færdigheder og aldrig havde hørt om en copy-paste-funktion.
- at universitetslærerne primært klæder de studerende på til deres egen verden - altså lærerjob. Og at de ikke formidler, at det kan være attraktivt at arbejde som humanist i det private erhvervsliv.

Men IT-branchen og dens kunder rekrutterer rent faktisk flere og flere humanister, sagde IT-brancheforeningens kommunikationschef Henrik Egede.

- Trods en lettere opbremsning er der stadig stor lyst hos IT-branchen til at ansætte. Men nogle gange er de for travle til at få øje på jer, sagde Henrik Egede opmuntrende til de unge tilhørere.

Ikke traktorens historie i fire bind

Han påpegede samtidig, at det også er op til humanisterne at indse, at de ikke nødvendigvis vil kunne bruge deres specifikke faglige viden.

- Forudsætningen er en omstillingsparathed til ikke at ville skrive traktorens historie i fire bind, som Henrik Egede udtrykte det med et glimt i øjet.

Henrik Egede skønnede, at der nu er ansat mellem 3000 og 4000 humanister i den danske IT-branche. Eksempelvis har hver tiende af KMDs 2450 ansatte i dag en baggrund fra humaniora på universiteterne. Og behovet for IT-humanister vil stige i de kommende år, spåede Henrik Egede. Han pegede blandt på digital tv, bredbånd og på tendenser som intelligens i fysiske produkter - "things that think".

- Det skaber flere og flere brugergrænseflader og dermed jobs til humanister. Og inden for tjenester og indholdsproduktion, sagde Henrik Egede.

Humanistiske programmører

Den pointe var udviklingsdirektør i Synkron, Martin Frederiksen, enig i. I hans firma, der producerer gør-det-selv værktøjer til webproduktion, er hver anden programmør humanist.

- IT-branchens største problem i dag er manglende kendskab til brugerne. Det er ikke processor-hastighed, der er handicappet - det er manglende brugervenlighed, sagde Martin Frederiksen.

Han mener, at humanister med deres "bløde" kvalifikationer generelt har bedre forudsætninger for at analysere og forstå, hvordan og hvorfor teknologi-brugere agerer.

Alligevel kunne Synkron ikke love guld og grønne skove til tilhørerne på konferencen.

- Vi vil gerne have humanister, men der er mange ansøgere til hvert job i IT-branchen lige nu. Og der er en benhård konkurrence om det begrænsede antal "bløde" jobs, lød det.

Da konferencen sluttede, stimlede en stribe jobivrige unge alligevel sammen om udviklingsdirektør Martin Frederiksen for at høre mere om jobmuligheder og perspektiver i hans virksomhed.

Konferencen er et led i en større kampagne med det mål at få flere humanister ind i IT- og serviceerhvervene. Bag kampagnen står de tre organisationer IT-brancheforneingen, Dansk Handel & Service samt Magisterforeningen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere