Af Daniel Bergsagel, Computerworld Online
En af Memory Cards amerikanske partnere Dataram Corporation har vist interesse for at købe den skrantende danske IT-virksomhed, skriver Jyllands-Posten i dag onsdag.
Ifølge avisen har en delegation bestående af den amerikanske virksomheds topledelse været på et to-dages besøg hos Memory Card, der i øjeblikket er i betalingsstandsning. Forrest i delegationen stod Datarams bestyrelsesformand, præsident og administrerende direktør gennem mange år Robert V. Tarantino.
Parallelt med det amerikanske besøg har Memory Card haft besøg af selskabets to bankforbindelser, Danske Bank og Uni Bank.
Memory Cards nye administrerende direktør Lars Marcher afviser til Jyllands-Posten at kommentere, hvad de mange besøg betyder.
De to virksomheder supplerer hinanden godt. Dataram har især specialiseret sig i at producere hukommelsesmoduler til Internet-servere, mens Memorycard primært leverer til pc-markedet. Dataram har langt det meste af sin omsætning i USA, mens Memory Card hovedsageligt sælger til Europa.