Videoredigeringsprogrammet PowerDirector 3 bruges til sammensplejsning af filmklip til en hel film inklusive smarte overgange mellem de enkelte klip, rulletekster og eventuelt også en ny lydside. Det er et godt og effektivt program til redigering af hjemmevideo.
Når filmen er klar, bruger man PowerProducer til at fremstille en dvd eller cd med filmen, komplet med menu og afsnit. Man kan vælge mellem formaterne DVD, VCD, SVCD, DVD VR og DivX, og det er muligt at brænde til dobbeltlags dvd’er.
Med PowerProducer kan man tillige importere alverdens videoklip, eventuelt direkte fra videokameraet, og omdanne dem til et mere passende format. Hvis man for eksempel har en masse DivX film liggende, som man gerne vil afspille på dvd afspilleren, kan PowerProducer trylle dem om til dvd formatet.
Desværre er det kun PowerProducer 2.0 Gold og ikke 3.0, der følger med i DVD Solution Platinum. Man skal man af med et par hundrede kroner ekstra, hvis man vil opgradere til version 3.0, der kan en del mere.
I version 2.0 Gold savner man især muligheden for at tilpasse komprimeringsgraden, så den færdige video præcist fylder en hel dvd. Det er ret fedtet af CyberLink, at det ikke er den nyeste version af PowerProducer, der følger med DVD Solution Platinum.
Når filmen er klar, kan man bruge den populære software dvd afspiller PowerDVD til at se den. Hvis man vil kopiere den, kan man bruge PowerDVD Copy.
Med dette program kan man kopiere alle dvd’er, der ikke er kopibeskyttede. Man kan fravælge sprog og undertekster, som man ikke vil have med, og man kan få programmet til at rekomprimere lange spillefilm, så de kan være på en almindelig 4,5 gigabyte brændbar dvd.
Man får også det simple billedbehandlingsprogram PhotoNow, PowerBackup til sikkerhedskopiering af data og MusicMatch Jukebox til kopiering af musik cd’er med i købet, så man får ret meget for pengene, når man investerer i CyberLink DVD Solution Platinum.
Programmet fås for øvrigt også i en noget billigere Gold version, hvor man må undvære PowerDirector og PowerDVD Copy.