Indhold
Der er ingen slinger i valsen hos Nvidia: GeForce Go 6800 Ultra præsenteres som den absolut hurtigste grafikløsning til bærbare pc'er. Den er altså angiveligt hurtigere end ATI's Mobility Radeon X800.
Grafikchippen kan mere end blot beregne 3D-grafik i en fart. Den har også PureVideo-teknologi, som gør den i stand til at fremvise video i høj kvalitet - herunder også video i høj HD-opløsning.
GeForce Go 6800 Ultra er beregnet til kraftige bærbare pc'er, der er i stand til at afvikle de nyeste 3D-spil. Dell har allerede meldt sig som kunde, så Inspiron XPS Gen2 er udstyret med GeForce Go 6800 Ultra og 256 megabyte grafikhukommelse.
I øvrigt byder den nye bærbare Dell-pc på en Intel Pentium M 760 processor med en clockfrekvens på 2,0 gigahertz, 512 megabyte DDR2 ram og en 60 gigabyte harddisk.