Indhold
Mange bærbare pc'er leveres med indbygget trådløst netværk, så man kan komme på nettet, hvis man er i nærheden af et hotspot. Det er man bare ikke altid, og derfor er det en god idé, hvis man i stedet kan gå på nettet via telenetværket. Det kan man med Ericssons nye GC95 PC Card, der kan give adgang til både 3G-nettet, EDGE og GPRS.
Man stikker blot kortet i sin bærbare pc, så kan man få adgang til internettet med en hastighed for dataoverførsel på op til 384 kilobit i sekundet - hvis man altså er 3G-kunde hos teleselskabet 3.
EDGE er en data-overbygning til GSM, og med denne teknologi kan der overføres data med en hastighed på op til 127 kilobit i sekundet. EDGE findes endnu ikke i Danmark, men den dukker sandsynligvis op i løbet af året.
Hvis man hverken kan komme på 3G eller EDGE, er der jo altid GPRS. Kortet understøtter GSM 850, 900, 1.800 og 1.900, så det kan bruges i det meste af verden.
GC95 understøtter VPN, så man kan få en sikker forbindelse til firmaets intranet. Kortet kan udstyres med en ekstern antenne, hvis det kniber med forbindelsen.
Styresystemet på den bærbare computer skal være Windows 2000 SP4, Windows XP eller Mac OS X. Sony Ericsson GC95 ventes i handlen i tredje kvartal.