Indhold
Olympus har præsenteret en slank dvd-brænder, der er oplagt til brug sammen med et digitalkamera fra Olympus. Den slanke dvd-brænder udmærker sig nemlig ved at kunne brænde fotos ned på cd eller dvd direkte fra kameraet, hvis det da understøtter Olympus' Easy Imaging System.
Man sætter simpelthen kameraet ned i holderen på dvd-brænderen og trykke på en knap, så overføres billederne fra kameraet til cd eller dvd.
Olympus S-DVD-100 kan også anvendes som almindelig, ekstern dvd-brænder til pc'en. Den kan brænde DVD+R og DVD-R med 8x hastighed, mens cd'er brændes med 24x hastighed. Brænderen kan også klare dobbeltlags-dvd'er.
Dvd-brænderen kommer på markedet engang til foråret. Prisen kendes endnu ikke.
Easy Imaging-konceptet handler om at optage, printe, arkivere og se de digitale billeder uden brug af pc.
Olympus S-DVD-100 er hvid og slank som en fladtrykt iPod. |
Ulempen ved systemet er selvfølgelig, at mulighederne begrænses, hvis man ikke har Olympus hele vejen igennem. Hvis man har et digitalkamera fra en anden producent end Olympus, er det nok mere oplagt med en cd/dvd-brænder, der kan brænde direkte fra hukommelseskort.
Det kunne for eksempel være DVD BurnAway fra Delkin. Den kan også tilsluttes fjernsynet, hvis man vil se de billeder, man har brændt ned på en dvd.