Indhold
I de kommende år kommer vi til at høre en hel del til teknologien UWB, der er en forkortelse for Ultra Wideband. Teknologien betyder nemlig trådløs dataoverførsel med meget høj hastighed over korte afstande, og UWB kan sagtens tænkes at være en perfekt afløser til den nuværende, sløve Bluetooth-standard.
Alle med kendskab til Bluetooth ved, hvor langsom denne standard er. Det er en pine at vente på at overføre MP3-filer, når overførselshastigheden er mindre end en megabit i sekundet. Det er her, UWB kommer ind i billedet.
På telemessen 3GSM har Freescale Semiconductor demonstreret en mobiltelefon med indbygget UWB. Telefonen er udviklet i samarbejde med Samsung.
Ved demonstrationen blev der taget et foto med mobiltelefonen, og billedet blev overført trådløst til en bærbar pc på mindre end et sekund. Data i form af MP3-filer blev overført lynhurtigt fra pc'en til mobiltelefonen.
Freescales UWB-chipsæt XS110 understøtter hastigheder på op til 114 megabit i sekundet. Endnu er den endelige standard for UWB (IEEE 802.15.3) ikke på plads, men før eller siden vil UWB gøre sit indtog i en lang række produkter, der i dag kræver en kablet forbindelse til dataoverførsel, for eksempel de enheder, der benytter USB.