Selv om Windows 7 kun har været på gaden i lidt over en måned, går rygterne på, at teknikeren på Windows-fabrikken i Redmond allerede har fingrene i efterfølgeren.
Rygtet er startet af nyhedssitet Ars Technica, som har siddet og pløjet Microsofts jobopslag igennem.
Især et af Microsofts jobopslag har vakt opsigt, da softwarefirmaet søger software-udviklere til Windows-teamet - specifikt Windows 8.
"Vi er lige netop blevet færdige med at arbejde på Windows 7, og skubber på vores planlægning og forberedelse til Windows 8, Derfor er der muligheder for at arbejde med en række komplicerede problemstillinger, hvilket blandt andet inkluderer opdatering af trejdepartsapplikationer, opdatering af virtuelle maskiner, mens disse er slukket (det viser sig at være ret vanskeligt!) og levering af applikationer," skriver Ars Technica på sin hjemmeside.
Modsat andre Windows-relaterede jobmuligheder hos Microsoft, har softwareselskabet dog fjernet ovenstående ordlyd fra sit jobtilbud igen. Hvorfor teksten er blevet redigeret, vides ikke.
I alt har Microsoft den seneste måneds tid søgt syv Windows-folk til selskabets medarbejderstab, selv om flere af jobtilbuddene er blevet fjernet igen.
Søger til Server 2008 R2-efterfølger
Teknologidirektør Jasper Hedegaard Bojsen fra Microsoft Danmark fortæller til Computerworld, at han ikke ved, hvorfor softwarefirmaets amerikanske moderselskab søger Windows-ingeniører på nuværende tidspunkt.
"Og hvis jeg vidste det, ville jeg nok heller ikke sige det," forklarer Jasper Hedegaard Bojsen.
Han vil derfor heller ikke kommentere på arbejdet om efterfølgeren til Server 2008 R2, hvortil Microsoft søger en senior-leder og en projekt-/produktmanager.
"Eksempelvis i i regnskabsåret 2010 vil fokus være på Windows Server R2, SQL Server R2 og Wave 14 (Office 2010, SharePoint 2010, and Exchange 2010). Når vi kommer ind i regnskabsåret 2011, vil fokusen hurtigt skifte til Windows 8," lyder det i et af Microsofts jobopslag.
Microsofts 2011-regnskabsår starter til juli, og det forventes, at efterfølgerne til Windows 7 og Server 2008 R2 vil være på gaden i 2012.