Artikel top billede

I SimCorps nye hovedkontor er der blandt andet indrettet særlige lounge-arealer, hvor medarbejderne kan samarbejde i uformelle rammer. Foto: Kenneth Hansen

Masser af plads i palads af glas

It-arbejdspladsen: SimCorps nye hovedkvarter er indrettet med fokus på mobilitet og åbenhed for at understøtte videndeling mellem medarbejderne.

I november 2008 flyttede softwarevirksomheden SimCorp fra en herskabslejlighed på Oslo Plads i København til et nybyggeri i Weidekampsgade ved Islands Brygge på Amager.

Fra at være fordelt i mindre lokaler har medarbejderne nu skullet finde sig i at arbejde i åbne kontorer med op til 20 personer i hvert lokale.

Det var et simpelt behov for mere plads, der foranledigede flytningen. Men også et ønske om bedre at kunne videndele internt i virksomheden på tværs af forskellige afdelinger og team, indgik i de strategiske overvejelser.

"Vi er en vidensvirksomhed, og i en sådan skal viden deles mellem medarbejderne," siger Rikke Dalager, som er kommunikationsschef i SimCorp.

Videndeling var da også den helt centrale årsag til, at valget faldt på åbne kontormiljøer. Ifølge Rikke Dalager har SimCorp som vidensvirksomhed altid haft stærkt fokus på videndeling mellem medarbejderne.

"Allerede før vi flyttede, havde vi et teknologisk lag af videndeling. Blandt andet ved hjælp af fællesdrev og intranet. Nu har vi opdateret de fysiske rammer til at understøtte den videndeling," siger hun.



Medarbejderne har faste pladser i de åbne kontorer, men kan midlertidigt rykke arbejdet ind i et gruppelokale eller et enmandskontor. Foto: Kenneth Hansen

Mobilitet og internationalt look

Rikke Dalager fortæller, at de nye kontorer giver mulighed for en helt ny grad af fleksibilitet - for eksempel i forhold til kortere eller længerevarende projekter på tværs af afdelinger.

Det er blevet nemmere at indrette midlertidige arbejdspladser, fordi der eksisterer en høj grad af mobilitet.

"De nye kontorer giver os også meget bedre muligheder for at tage imod kolleger fra vores udenlandske afdelinger, fordi der nu er plads til dem," siger Rikke Dalager.

Derudover er der lagt meget vægt på at holde kontoret i et internationalt look, men stadig med fokus på skandinavisk design.

"Vi er jo en dansk virksomhed. Derfor vil vi gerne have, at indretningen signalerer noget skandinavisk. Eksempelvis er gulvet lavet af lyst træ," siger Rikke Dalager.



Kontorerne er indrettet med skandinavisk design og kunst. Foto: Kenneth Hansen

Læs mere:
Sådan indretter du det bedste it-kontor

Fleksible arbejdspladser

For at sikre mobiliteten har hver medarbejder et skuffemodul, der kan rulles ud og installeres et andet sted i bygningen, uden at skrivebord og skærme behøver at rykke med.

Selvom medarbejderne har faste pladser, er der altså tænkt meget i at gøre indretningen af arbejdspladserne så fleksibel som muligt.

Det betyder blandt andet, at det er muligt at booke sig ind i et gruppelokale eller midlertidigt rykke ind et andet sted i bygningen, hvis folk fra forskellige afdelinger har behov for at arbejde sammen om et bestemt projekt.

Der er også mulighed for at flytte arbejdspladsen ind i et énmandskontor, hvis dagens arbejde kræver det. Desuden er der en række lounge-områder med bløde møbler, hvor det også er helt legalt at rykke ud med arbejdet.

For at det kan blive så mobilt som muligt, er der installeret trådløst netværk i hele bygningen, og printere kan vælges fra en oversigt over de forskellige kontorer. Desuden har hver enkelt medarbejder mulighed for at justere temperaturforhold og de udendørs persienner over firmaets intranet.



Hver medarbejder har et slags skuffemodul, der kan rulles ud, og installeres et andet sted i bygningen, uden at skrivebord og skærme behøver at rykke med.
Foto: Kenneth Hansen

Medarbejderne har været indvolveret

Forud for flytningen er der foregået et omfattende arbejde i form af blandt andet medarbejdermålinger. Det er sket for at tage pulsen på, hvordan medarbejderne gerne ville have deres arbejdsplads til at se ud.

Men det har ikke kun været spørgeskemaer og anonyme målinger, der har været brugt i forbindelse med flytteprocessen.

Til at varetage alle beslutninger omkring flytningen blev der nedsat en overordnet styregruppe, der bestod af to direktører og en projektleder.

Derudover blev der nedsat en række undergrupper inden for særlige kompetenceområder.

Undergrupperne har ud over diverse mellemledere bestået af medarbejdere, der selv har haft et ønske om at påvirke beslutningsprocessen omkring flytningen. Disse har blandt andet beskæftiget sig med områder som it, indeklima, udsmykning, layout af kontorlandskaber og design.

Grupperne har ikke selv haft nogen beslutningskompetence på deres område, men har haft mulighed for at påvirke de beslutninger, der i sidste ende er kommet fra toppen.

"Grupperne har indgået i dialog og forhandlinger med ledelsen," siger Rikke Dalager.

Hun kender ikke præcist antallet af medarbejdere, der har deltaget i planlægningen af flytningen, men hun skyder på, at et sted mellem 10 og 20 procent af medarbejderne har været med i en af grupperne.

"Det er i hvert fald mere end 10 procent. Men deriblandt er der jo også en del, der har deltaget på vegne af deres afdeling eller team," siger hun.



Det er helt legalt at rykke arbejdet ud i de bløde møbler i firmaets lounge-områder. Foto: Kenneth Hansen

Medarbejderaktie i indretning

At medarbejderne har haft den grad af indflydelse, som de har, håber Rikke Dalager betyder, at medarbejderne i dag føler, at de har en aktie i, hvordan virksomheden ser ud.

Desuden betyder de mange arbejdsgrupper, at der er blevet tænkt over en masse detaljer, der rækker ud over, hvordan bordene er placeret.

"Vi har brugt enormt mange ressourser på eksperter, der har givet os rådgivning i alt fra akustik i loftplader til ergonomi i møblerne," siger Rikke Dalager.

I det nye domicil bor SimCorp på i alt 14.500 kvadratmeter - hvilket er cirka 28 kvadratmeter per person.

I kælderen er der udover bil og cykelparkering også fitness faciliteter, bad og omklædning samt et øverum til firmaets 'husorkester'.

Læs mere:
Sådan indretter du det bedste it-kontor




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere